Forbedret samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler i København
Forbedret samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler i København
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 24. maj 2006
9. Forbedret samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler i København
J.nr. 296090
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at forslag om centralt samarbejde om større tværgående emner samt lokale kommunikationsfora for privatskoler og folkeskoler godkendes
at udvalget ansøger Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget om et tilskud på 300.000 kr. fra "8 mio. kr.´s puljen til ekstraordinære integrationsrettede indsatser på tværs af kommunen"
til igangsætning af samarbejdet
RESUME
Ved vedtagelsen af budget 2006 blev det med følgende formulering besluttet, at samarbejdet mellem folkeskoler og privatskoler skal forbedres.
På Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 8. marts 2006 vedtog udvalget et medlemsforslag fra Kasper Johansen (B) og Pia Allerslev (V) om, at forvaltningen pålægges at tage initiativ til et kommunikationsforum for privatskoler og folkeskoler. Dette skete på baggrund af en henvendelse fra 'tosprogsgruppen' – bestående af et antal forældre og ansatte ved københavnske privatskoler.
I "Faglighed for Alle" er det desuden foreslået, at der indledes dialog med privatskoler om deres frivillige bidrag til fordelingspolitikken.
Forvaltningen fremlægger i denne indstilling en redegørelse for, hvorledes dette samarbejde foreslås grebet an fra forvaltningens side.
Der foreslås
· et samarbejde på kommunalt niveau om øget optag af tosprogede elever på privatskoler med lav tosprogsandel
· et distriktsbaseret samarbejde om lokale udfordringer samt udveksling af erfaringer
Forvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget ansøges om et tilskud på 300.000 kr. fra "8 mio. kr.´s
puljen til ekstraordinære integrationsrettede indsatser på tværs af kommunen"
til igangsætning af samarbejdet
SAGSBESKRIVELSE
Ved vedtagelsen af budget 2006 blev det med følgende formulering besluttet, at samarbejdet mellem folkeskoler og privatskoler skal forbedres: "Parterne indskærper, at der skal iværksættes en indsats i det kommende Børne- og Ungdomsudvalg, som retter sig imod at fremme dialogen og samarbejdet mellem kommunens folkeskoler og privatskolerne. Målet er, at skolerne i højere grad skal kunne inspirere og berige hinanden f.eks. inden for organisation, metode og pædagogik."
På Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 8. marts 2006 vedtog udvalget et medlemsforslag fra Kasper Johansen (B) og Pia Allerslev (V) om, at forvaltningen pålægges at tage initiativ til et kommunikationsforum for privatskoler og folkeskoler. Dette skete på baggrund af en henvendelse fra 'tosprogsgruppen' – bestående af et antal forældre og ansatte ved københavnske privatskoler.
Børne- og Ungdomsforvaltningen finder et samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler perspektivrigt.
Samarbejdet kan have flere forskellige formål:
· Udveksling af erfaringer vedrørende best practise
· Fælles opgaveløsning af problemer som integrationsopgaven, elever med problemer osv
Forvaltningen har holdt møde med 'tosprogsgruppen' om, hvorledes samarbejdet kan påbegyndes. Der er enighed om, at samarbejdet bør organiseres på 2 niveauer
· Samarbejde mellem folke- og privatskoler i det enkelte distrikt om lokale udfordringer
· Samarbejde på kommunalt niveau om større tværgående emner, fx integrationsopgaven
Samarbejdets igangsættelse
Det foreslås på baggrund af udvalgsmødet den 8. marts 2006 og 'tosprogsgruppens' henvendelse, at temaet for første års samarbejde mellem den københavnske folkeskole og privatskolerne er integrationsopgaven.
Der er enighed mellem forvaltningen og 'tosprogsgruppen' om, at samarbejdet igangsættes ved en konference primo oktober 2006, hvor temaet er, hvorledes den etniske og sociale polarisering i det samlede københavnske skolesystem kan modvirkes i et samarbejde mellem offentlige og private skoler. Konferencen bliver samtidig startskuddet på et samarbejde på distriktsniveau, idet konferencens fælles oplæg foreslås diskuteret i 8 grupper – opdelt efter børne- og ungdomsdistrikterne.
Der foreslås følgende målgruppe for konferencen: en skoleleder, en lærer og en forældrerepræsentant fra samtlige folke- og privatskoler samt relevante medarbejdere fra centralforvaltning og distriktsforvaltningerne. En arbejdsgruppe med repræsentanter fra privatskolerne og fra forvaltningen planlægger konferencen.
Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at Børne- og Ungdomsudvalget ansøger Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om et tilskud på 300.000 kr. fra "8 mio. kr. puljen til ekstraordinære integrationsrettede indsatser på tværs af kommunen" til konferencen samt opstarten af det lokale samarbejde. Forslag til ansøgning vedlægges som bilag.
Samarbejde på distriktsniveau
På baggrund af opstartskonferencens drøftelser kortlægger distriktsforvaltningerne i hvilken grad, der allerede foregår et samarbejde mellem disse skoler og de lokale folkeskoler.
Børne- og Ungdomsdistrikterne har ansvar for i løbet af efteråret 2006 at indkalde til det første samarbejdsmøde mellem samtlige folkeskoler og privatskoler i det enkelte distrikt. Der lægges hermed op til et decentralt kommunikationsforum. Distriktsforv altningerne kan eventuelt samarbejde indbyrdes om opgaven, hvis antallet af privatskoler er begrænset.
Et eventuelt tilskud fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fordeles til de 8 distrikter i forhold til deres antal af privatskoler og skal anvendes til at betale udgifter til afholdelse af samarbejdsmøder – herunder evt. oplægsholdere.
På Nørrebro er det en bekymring for forvaltningen, at især forældre med arabisk baggrund i meget stort tal fravælger folkeskolen og vælger etnisk privatskole. Der iværksættes derfor et projekt, som skal afdække hvilke træk der gør bestemte etniske privatskoler særligt succesrige - både mht. søgning og elevernes resultater ved Folkeskolens Afgangsprøve. Erfaringerne fra denne afdækning indgår i det lokale samarbejde.
Samarbejde på kommunalt niveau
Børne- og Ungdomsforvaltningen var den 28. februar 2006 inviteret til møde med bestyrelserne fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole, Zahles Seminarieskole, Zahles Gymnasieskole, Bordings Privatskole samt Skt. Ansgar privatskole. Emnet var disse skolers bidrag til integrationsopgaven således, at der skabes mulighed for, at privatskoler med få tosprogede kan indskrive et mindre antal ressourcesvage tosprogede elever med et økonomisk tilskud fra kommunen.
Der var positive tilsagn fra alle skoler om at fortsætte dialogen.
Opfølgningen på mødet var et møde den 24. april 2006 mellem de to paraplyorganisationer for privatskolerne og Børne- og Ungdomsborgmesteren. Udover de to paraplyorganisationer deltog repræsentanter fra et antal københavnske privatskoler. Der var positivt tilsagn fra privatskolernes repræsentanter om at fortsætte afklaringen af de pædagogiske, økonomisk og juridiske betingelser for, at privatskoler med få tosprogede kunne modtage et antal tosprogede elever i deres børnehaveklasser. Dette afklaringsarbejde foregår i et samarbejde mellem forvaltningen og de to paraplyorganisationers sekretariater.
Økonomi
Forvaltningen foreslår, at Børne- og Ungdomsudvalget ansøger Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om et tilskud på 300.000 kr. i 2006 fra "8 mio. kr.´s puljen til ekstraordinære integrationsrettede indsatser på tværs af kommunen" til konference samt påbegyndelse af det lokale samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
· Udkast til ansøgning til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets '8 mio. kr. pulje'
Peter Rasmussen
Michael Hougaard Olsen