Perspektivplan for den vidtgående specialundervisning
Perspektivplan for den vidtgående specialundervisning
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 24. maj 2006
4. Perspektivplan for den vidtgående specialundervisning
J.nr. 305546
INDSTILLIN G
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at Perspektivplanen vedrørende
specialundervisning m.v. tages til efterretning og danner baggrund for
fremsættelse af forslag vedrørende konkrete projekter i løbet af de kommende
måneder
at forvaltningen bemyndiges til i samarbejde med
Københavns Ejendomme at fremkomme med forslag til placering for en ny skole for
elever med generelle indlæringsvanskeligheder samt for en ny ungdomsskole til
autister, eventuelt i dele af Skolen på
Kastelsvejs bygninger
at Perspektivplanen vedrørende
specialundervisning indgår i grundlaget for revisionen af udvalgets budget for
2006
at Perspektivplanen
fremsendes til udtalelse hos samtlige specialskoler og –institutioner, herunder
folkeskoler med specialklasserækker, Fællesrådet for Folkeskolen, Det
fællespædagogiske råd, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Valby
Lokaludvalg samt Det Sociale Brugerråd
RESUME
Den årlige Perspektiv- og handleplanen for udviklingen inden for
specialundervisning mv. er den ottende af sin art. Perspektivplanens anlægsdel
for 2004-07 er en del af Børneplanen.
Perspektivplanens skoledel i 2004-07 beløber sig til 134,5 mio. kr. på
anlægsområdet, hvilket er 0,6 mio. kr.
mindre end 2005-planen. Fritidsdelen beløber sig til 44,9 mio. kr.,
hvilket er 0,6 mio. kr. mere end 2005-planen. Mindreudgifterne på skoleområdet
og merudgifterne på fritidsområdet fra 2004-07 går således lige op.
Det indstilles, at Børne- og
Ungdomsforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Københavns Ejendomme at
fremkomme med forslag til en egnet placering for en ny skole for elever med
vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder samt for en ny ungdomsskole til
autister, eventuelt i dele af Skolen på Kastelsvejs bygninger.
Perspektivplanen medfører et budgetønske på driftsområdet i 2007 på i
alt 22,9 mio. kr. Heraf er 8,6 mio kr. et budgetønske på specialskoleområdet,
fordelt med 6,6, mio. kr. til ABA-træning på skoleområdet og 2,0 mio. kr. til
unge autister samt 14,3 mio. kr. på specialfritidsområdet, fordelt med 11,5
mio. kr. på fritidshjemsområdet og 2,8 mio. kr. på specialklubområdet.
Det indstilles, at Perspektivplanen vedrørende specialundervisning mv.
tages til efterretning og danner baggrund for fremsættelse af forslag
vedrørende konkrete projekter i løbet af de kommende måneder, og at Perspektivplanen
indgår i grundlaget for revisionen af Børne- og Ungdomsudvalgets budget for
2006
Det indstilles endvidere, at Perspektivplanen fremsendes til udtalelse hos samtlige specialskoler og -institutioner, herunder folkeskoler med specialklasserækker, Fællesrådet for Folkeskolen, Det fællespædagogiske råd, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Valby Lokaludvalg samt Det Sociale Brugerråd.
SAGSBESKRIVELSE
1. BAGGRUND
Perspektivplanen
Perspektiv- og handleplanen for udviklingen inden for specialundervisning
m.v. herunder specialfritidstilbud er den ottende årlige plan for området. I
planen beskrives perspektivet for udviklingen for de kommende 10 år.
Perspektivplanen gennemgår udviklingen på de enkelte handikapområder, inden for
såvel den almindelige
som den vidtgående specialundervisning. Perspektivplanens
anlægsdel er en del af grundlaget for Børneplan I, hvorfor forventede
anlægsudgifter i årene 2004-07 er fremhævet. Som det fremgår af afsnittet om
anlægsøkonomi, indeholder 2006-perspektivplanen kun mindre justeringer i forhold
til 2005-planen.
Elevtal og ABA-træning
Perspektivplanen
viser, at elevtallet på handikapområderne set under ét er steget mere end de
tildelte budgetmidler i henhold til demografimodellen i de senere år. Det drejer
sig især om elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, elever
med gennemgribende udviklingsforstyrrelser ("autister") samt unge autister med
behov for vidtgående specialundervisning. Omvendt stagnerer elevtallet på
enkelte andre områder, som f.eks. elever med vidtgående tale- og sprogvanskeligheder.
Udviklingen medfører, at de driftsbeløb, der er indregnet i budgetforslag 2007
ikke er tilstrækkelige.
Hertil kommer, at udvalget har besluttet at fortsætte ABA-forsøget, jf. udvalgsmødet den 10. maj 2006 (J.nr. 305543). Udgifterne til ABA-forsøg har ikke hidtil været indregnet i Børne- og Ungdomsudvalgets budget til skoleområdet.
2. PROJEKTER
Perspektiv- og handleplanen indeholder en række konkrete projekter, der enten er igangsat, eller projekter som vil blive forelagt Børne- og Ungdomsudvalget fremover. Det drejer sig bl.a. om:
· Etablering af 8 specialklubpladser til Jagtvejens Skoles specialklasserække
· Etablering af 12 KKFO-pladser til bevægelseshæmmede på Skolen ved Sundet
· Ny skole for elever med vidtgående generelle indlæringsvaskeligheder med ca. 75 pladser
· Midlertidigt tilbud Utterslev Skole til 22 vidtgående generelle indlæringsvanskelige fra sommeren 2006
· Midlertidigt tilbud Grundtvigskolen til 9 vidtgående generelle indlæringsvanskelige fra sommeren 2007
· Færdiggørelse af ombygningen af Skolen på Kastelsvej
· Færdiggørelse af Frejaskolen til autister med 94 pladser
· Etablering af Peder Vedels Gade Skole til autister med 58-60 pladser
· Etablering af klub på Rughavevej til autister med 25 pladser
· Færdiggørelse af Ungdomsskolen i Utterslev til unge indlæringsvanskelige med 90 pladser
· Færdiggørelse af klub ved Ungdomsskolen i Utterslev med 20 pladser
· Etablering af ungdomsskole til unge autister med 60 pladser
· Udvikling af tilbuddet i Det Kongelige Opfostringshus´ lokaler
· Udvidelse af Dagobservationstilbuddet/Familieskolen ved Randersgades Skole til 14 pladser.
Anlægsudgifter totalt
Skoledelen beløber sig i 2004-07 til 134,5 mio. kr., hvilket er 0,6 mio. kr. mindre en sidste års plan (i 2006-priser). Fritidsdelen beløber sig i 2004-07 til 44,9 mio. kr., hvilket er 0,6 mio. kr. mere end sidste års plan (i 2006-priser). Mindreudgifterne på skoleområdet og merudgifterne på fritidsområdet fra 2004-07 går således lige op. Perspektivplanens anlægsudgifter fremgår i sin helhed af tabel 1 i Perspektivplanens resumé.
I det følgende omtales projekter fra
perspektivplanen.
2.1 8 Specialfritidspladser til Jagtvejens Skoles
specialklasserække
Humlebiens afdeling
for børn med generelle indlæringsvanskeligheder kan kun rumme 24 børn fra
Jagtvejens Skoles specialklasserække. Det medfører, at børnene bliver udskrevet,
når de er færdige med 4. klasse, hvilket skønnes for tidligt til at de kan
klare sig uden særlige fritidstilbud. Det er nødvendigt at udvide
specialfritidskapaciteten fra de nuværende 24 pladser til 32 pladser enten ved
at udvide Humlebien eller ved at etablere en specialbasisgruppe ved en
nærliggende klub. Der er afsat 2,2 mio. kr. til dette formål.
2.2 12 pladser
flere i KKFO til bevægelseshæmmede
KKFO´en tilknyttet specialklasserækken på Skolen ved Sundet har pt. plads til 30 pladser. Hertil kommer, at KKFO´en har en overbelægning på 6 pladser, 5 elever er på venteliste, og yderligere 3 elever har behov for KKFO-tilbuddet ved skolestart 2006. Ved skolestart 2006 forventes således en mangel på 12 pladser, hvilket er 4 pladser mere end vurderet i 2005-perspektivplanen. I perspektivplanen afsættes 2,0 mio. kr. til udbygning af pladsantallet.
2.3 Ny skole for
elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder
Børne- og Ungdomsudvalget har den 8. februar 2006 fremsendt bevillingsansøgning på 2,3 mio. kr. til etablering af 22 midlertidige pladser fra skolestart 2006 i Utterslev Skoles udskolingsbygning. Eleverne kan maksimalt være på Utterslev Skole i 2 år.
Ved skolestart 2007 skal yderligere ca. 9 elever placeres i et midlertidigt tilbud. Det må forudses, at disse elever placeres midlertidig på Grundtvigskolen i Villaen og/eller Pavillonen efter forudgående drøftelse med skolen. Pavillonen og Villaen har gennem en længere årrække været anvendt til midlertidige tilbud til handikappede elever.
2008 et problem
Fra skolestart 2008 vil der være et yderligere behov for 8-12 pladser til elever til denne elevgruppe. Desuden ophører det midlertidige tilbud til 22 elever på Utterslev Skole i 2008. Pavillonens og Villaen på Grundtvigskolen kan kun rumme 29 elever.
Ny permanent skole fra 2008
Ved skolestart 2008 er der således behov for et skoletilbud
med 39-43 elever. Dette behov vil vokse
til ca. 75 elever i årene efter 2008.
Det indstilles, at Børne- og Ungdomsforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Københavns Ejendomme at fremkomme med forslag til en egnet placering for en ny skole for elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder.
I lighed med
2005-Perspektivplanen afsættes 10,6 mio. kr. på skoledelen i 2006 og 2007 til
påbegyndelse af ny kapacitet på området, heraf 2 mio. kr. til midlertidig
kapacitet på Grundtvigskolen i 2007. Desuden afsættes 6,3 mio. kr. til fritidsdelen
i 2006 og 2007. Sammenlagt afsættes 16,9 mio. kr. i 2006 og 2007, hvilket er
uændret i forhold til 2005-perspektivplanen.
2.4 Skolen på Kastelsvej
Skolen på Kastelsvej rummer 108 elever i 2006, hvoraf 83 er fra andre kommuner. Det er vanskeligt at forudse det fremtidige antal elever på Skolen på Kastelsvej p.g.a. effekten af høreimplantater og kommunalreformen. Det må dog betragtes som givet, at antallet af elever, der udelukkende skal undervises i et tegnsprogsmiljø, falder markant. Det må forudses, at der omkring 2010 ikke er mere end 60-70 elever i Skolen på Kastelsvejs traditionelle undervisningstilbud.
Det indstilles, at Børne- og Ungdomsforvaltningen bemyndiges til sammen med Københavns Ejendomme at drøfte en indretning af et ungdomstilbud til autister i dele af Skolen på Kastelsvejs bygninger.
2.5 Ny
ungdomsskole til autister samt budgetønske 2007 på 2,0 mio. kr.
Antallet af unge autister vokser væsentlig i de kommende år. Ungdomsskolen i Utterslev er ikke et egnet tilbud til denne gruppe, idet Ungdomsskolen i Utterslev underviser unge med indlæringsvanskeligheder. Ungdomsskolen i Utterslev har i øvrigt ikke den tilstrækkelige kapacitet.
Det vurderes, at 18 unge autister er uden egnet ungdomsskoletilbud i 2007. Dette behov vil vokse til omkring 60 pladser i 2010. Det indstilles, at Børne- og Ungdomsforvaltningen bemyndiges til i samarbejde med Københavns Ejendomme at fremkomme med forslag til indretning af et lejemål i en egnet bygning i dele af Skolen på Kastelsvejs bygninger.
I lighed med
2005-planen afsættes 11,3 mio. kr. til opstart på fase 1 for ungdomsskole for
autister.
Udgifterne til unge
autister er på omkring 250.000 kr. pr. år. 18 unge autister fra 1. august 2007
(5 måneder), svarende til 2,0 mio. kr. Idet Børne- og Ungdomsudvalget
ikke er forpligtet til at tilvejebringe dette tilbud, foreslår Børne- og
Ungdomsforvaltningen, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen fremsætter et budgetønske på budget 2007 på 2,0 mio.
kr.
2.6 ABA-træningens
skoledel samt budgetønske 2007 på 6,6 mio. kr.
ABA-træning (engelsk = Anvendt adfærdsanalyse) til skoleelever er en forsøgsordning i Børne- og Ungdomsudvalgets regi. I indeværende skoleår modtager 6 skoleelever og 18 førskolebørn ABA-træning. Der er sammenlagt 24 pladser til førskolebørn og skoleelever. Udvalget har på sit møde den 10. maj 2006 besluttet, at der ikke optages flere børn i forsøget, før det er evalueret, og at der stoppes for etablering af ABA-tilbud i specialskoler.
Antallet af skoleelever i ABA-træning forventes at udvikle sig således:
2005/06: 6
2006/07: 10
2007/08: 19
Nettomerudgifterne til ABA-træning i almindelig folkeskole er meget høje, omkring 965.000 kr. kr. pr. elev pr. år (Bruttoudgifter 1.015.000 kr. minus pris pr. normalelev på 50.000 kr.). Børne- og Ungdomsudvalget er ikke tilført de nødvendige midler til at afholde ABA-træningens skoledel.
Børne- og
Ungdomsforvaltningen foreslår derfor, at Børne- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen fremsætter et budgetønske på budget 2007 på 6,6
mio.kr., svarende til de udgifter til forsøgsordningen, der ikke kan findes
finansiering til.
2.7 Ikke længere
behov for taleklasserække nr. 2
På baggrund af det stagnerende elevtal på taleklasserækken på Nyboder Skole er der ikke længere behov for etablering af yderligere en taleklasserække.
2.8 Fritidstilbud
samt budgetønske 2007 til fritidstilbud
på 14,3 mio. kr
I perspektivplanen indgår 702 specialfritidshjemsbørn i 2007. I budgetudmeldingen for 2007 er indeholdt 617 specialfritidshjemsbørn. Det faktiske antal specialfritidshjemsbørn er således 85 mere end indeholdt i budgetudmeldingen for 2007. Hvert specialfritidshjemsbarn medfører øgede udgifter på 135.000 kr. I alt en merudgift på 11,5 mio. kr.
I perspektivplanen indgår 67 specialklubbørn i 2007. I budgetmodellen for 2007 er indeholdt 28 specialklubbørn. Det faktiske antal specialklubbørn er således 39 mere end indeholdt i budgetudmeldingen for 2007. Hvert specialklubbarn medfører øgede udgifter på 73.000 kr. I alt en merudgift på 2,8 mio. kr.
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår på den baggrund, at Børne- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ansøger om at optage et beløb på 14,3 mio. kr. på Børne- og Ungdomsudvalgets ønskeliste til budget 2007 til øget dækningsgrad for handikappede på fritidsområdet. For yderligere uddybning henvises til resuméets tabel 2.
2.9 Samlet budgetønske i 2007 på 22,9 mio. kr.
Af tabel 1 fremgår baggrunden
for den samlede budgetønske i 2007 på 22,9 mio. kr.
Tabel 1 : Samlet budgetønske i
2007
|
Antal i
2007 i budgetmodel |
Antal i
Perspektivplan |
Enhedspris |
Total, mio.
kr. |
§ 20.2 skole total |
|
|
|
8,6 |
- heraf ABA* |
0 |
14 |
965.000* |
6,6 |
- heraf unge autister |
0 |
8 |
250.000 |
2,0 |
Specialfritidstilbud |
|
|
|
14,3 |
- heraf fritidshjem |
617 |
702 |
135.000 |
11,5 |
- heraf klubber |
28 |
67 |
73.000 |
2,8 |
I alt, budgetønske 2007 |
- |
- |
- |
22,9 |
*) En del af udgiften til ABA i skoleregi foreslås dækket af
omplacering af Børneplanens midler. Der er derfor ikke overensstemmelse mellem
enhedspris og budgetønsket.
3.
BUDGET 2006
Det indstilles, at Perspektivplanen vedrørende specialundervisning m.v. indgår i
grundlaget for revisionen af Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2006.
Økonomi
For en uddybning af udviklingen i de københavnske byggepriser samt for
en sammenligning af ændringerne i 2006-rapporten med 2005-rapporten henvises
til bilag 3.
Forvaltningen foreslår, at der optages et beløb på 6,6 mio. kr. på udvalgets ønskeliste til budget 2007 til forlængelse af ABA-forsøget, at der optages et beløb på 2,0 mio. kr. på ønskelisten til budget 2007 til tilbud til unge autister samt at der optages et beløb på 14,3 mio. kr. på ønskelisten til budget 2007 til øget dækningsgrad for handikappede på fritidsområdet.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Perspektivplanen sendes til udtalelse hos samtlige specialskoler og
–institutioner, herunder folkeskoler med specialklasserækker, Fællesrådet for
Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det
fællespædagogiske råd, Valby Lokaludvalg
samt Det Sociale Brugerråd med 6 ugers frist.
BILAG
VEDLAGT
· Bilag 1: Perspektiv- og handleplan for den vidtgående specialundervisning m.m.
· Bilag 2: Resumé af Perspektiv- og handleplan
·
Bilag 3:
Byggeprisfremskrivning samt ændringer i 2006-planen i forhold til 2005-planen
Peter Rasmussen
Knud
Langberg