Forslag til nedjustering af dagtilbudskapacitet
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at forslag om nedjustering af dagtilbudskapacitet, som fremgår af bilag 1, sendes i høring.
Problemstilling
Merforbruget til kapacitet på dagtilbudsrammen kan opgøres til ca. 60 mio. kr., hvoraf 20 mio. kr. er til udflytterkørsel. Merforbruget er et resultat af et faldende børnetal i byen, hvor der i dag er ledige daginstitutionspladser. For at bringe budgettet i balance foreslår forvaltningen med denne indstilling en nedjustering af dagtilbudskapaciteten svarende til 90 grupper. Heraf er 30 udflyttergrupper.
Størstedelen af besparelsen kan først indhentes i 2025 og frem, da processen med fraflytning og afvikling af matrikler først kan realiseres ultimo 2024-primo 2025. Derudover påvirker nedjusteringen mange børn og forældre, som skal tilbydes nye daginstitutionspladser, når deres nuværende pasningstilbud lukkes.
Samtidig er det nødvendigt at nedlægge pladser i områder af byen, hvor behovsprognosen viser, at der på sigt er behov for pladserne. Nedjusteringen øger således udbygningsbehovet med ca. 60 grupper i 2030, og pasningsgarantien vil blive udfordret fra 2027 og frem. Størstedelen af grupperne kan dog åbnes igen ved behovstidspunktet, men der skal i så fald afsættes finansiering af tomgangsleje i den mellemliggende periode, hvilket skal besluttes med Budget 2025. Alternativt skal der findes andre løsninger på kapaciteten, når behovet opstår. Derudover vil der være tilfælde, hvor der skal bestilles ny kapacitet, da Københavns Kommune ikke ejer de opsagte institutionslokaler eller bygningsstanden er så dårlig, at det ikke er hensigtsmæssigt at genåbne dem på et senere tidspunkt.
I udvælgelsen af institutioner har forvaltningen på baggrund af drøftelser i udvalget medtaget et fagligt kriterie i tillæg til de politisk vedtagne kriterier. Faglig kvalitet er et kontinuerligt fokus for institutioner og forvaltning, og tilsynsresultater ændrer sig over tid. Derfor er der kun medtaget institutioner, som på baggrund af tilsynet er på særlig indsats, og som også opfylder et eller flere af de andre kriterier.
Løsning
Forvaltningen har udarbejdet 29 forslag til nedjustering af dagtilbudskapaciteten, som giver en samlet besparelse på 9,8 mio. kr. i 2024 og en varig besparelse på 58,6 mio. kr. I alt nedjusteres kapaciteten med 90 grupper på bydækkende niveau, hvis alle institutioner lukkes. Heraf vurderes det, at 39 grupper kan forsætte i deres nuværende anvisningsenhed, da det drejer sig om lukning af institutionsafdelinger, hvor der er tilstrækkelig med kapacitet på de øvrige afdelinger til at rumme børnene.
Alle forslag er udarbejdet med et hensyn til mindste indgriben og økonomisk besparelse. Mindste indgriben indebærer, at færrest børn og forældre påvirkes af nedjusteringen og i mindst muligt omfang. Derfor er forslag blevet prioriteret, hvor børn kan forblive indmeldt i deres nuværende institution. Fx ved lukning af udflytterafdelinger, hvor børnene kan rummes på hjemmeadressen.
Derudover har forvaltningen prioriteret det økonomiske besparelsespotentiale mhp. at budgettet bringes i balance. Det betyder, at det økonomiske potentiale er vægtet højest af kriterierne, som blev vedtaget med udvalgssagen om nedjustering af dagtilbudskapacitet fra BUU-mødet den 21. juni 2023. Derudover er der på baggrund af tidligere udvalgsdrøftelse medtaget et fagligt hensyn, hvor institutioner med en særlig indsats er prioriteret i udvælgelsen.
Af de 29 forslag er 20 grupper en permanent nedjustering, mens 70 grupper er midlertidig nedjustering. For forslag med midlertidig nedjustering fremlægger forvaltningen et budgetnotat til Budget 2025 med finansiering af husleje og driftsudgifter, så forvaltningen har midler til at bibeholde lokalerne til nødinstitution eller tomgangsleje. Det blev ligeledes gjort for institutionen Eventyrøen på Østerbro, hvor der i Overførselssagen 23/24 blev afsat 6,3 mio. kr. til leje og drift frem til 2028. Det sikrer, at forvaltningen har driftsøkonomi til at fastholde lokalerne, indtil institutionen igen skal bruges til permanent kapacitet. Alternativt skal lokalerne afhændes, og der skal bestilles ny kapacitet på et senere tidspunkt, når behovet igen opstår, hvilket er uhensigtsmæssigt for økonomi og planlægning. I forslag med udflytterkørsel vil der være en midlertidig driftsbesparelse på kørsel, selvom lejemålene fastholdes.
Herunder beskrives forslagene for hvert område af byen. Midlertidig lukning indebærer, at institutionerne lukkes, men at kapaciteten kan genåbnes på et senere tidspunkt, når behovet opstår. Af bilag 1 fremgår derudover en uddybende beskrivelse af hvert forslag med begrundelse for udvælgelse samt en oversigt med relevante data om kapacitet, søgning, faglig kvalitet mv. Dertil fremgår et bud på prioritering af forslag i bilag 2.
Amager Vest – 2 forslag svarende til 12 grupper
For Amager Vest foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Thorsanna (flytning til billigere lokaler)
- Det Røde Hjørne (midlertidig lukning af institution)
Forslaget for Thorsanna medfører, at institutionen flytter fra sine nuværende lokaler til et billigere lejemål i området. Alle børn kan derfor blive i deres nuværende pasningstilbud, og forslaget underbygger således hensynet om mindste indgriben. For forslaget med Det Røde Hjørne skal børn og forældre tilbydes nye institutionspladser, da institutionen lukkes.
Amager Øst – 3 forslag svarende til 6 grupper
For Amager Øst foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Børnehaven Burlunden (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
- Møllelængens Børnehave (permanent lukning af institution)
- Jacob Holms Minde (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
For Børnehaven Burlunden og Møllelængens Børnehave skal forældre og børn tilbydes nye pladser i området, da Børnehaven Burlunden ikke har plads til børnene på hjemmeadressen, mens Møllelængens Børnehave lukkes helt. For børnene i Jacob Holms Minde kan de forsætte i deres nuværende institution på hjemmeadressen, og forslaget understøtter derved hensynet til mindste indgriben.
Brønshøj – 5 forslag svarende til 12 grupper
For Brønshøj foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Haven (midlertidig lukning af institution)
- Vindsuset (midlertidig lukning af udflytterinstitution)
- Børnehuset Håbets Allé (permanent lukning af institution)
- Nordtoftegaard (midlertidig lukning af udflytterinstitution)
- Børnehaven Parkhøj (permanent lukning af institution)
For alle forslag skal børn og forældre tilbydes nye pladser, da forslagene vedrører lukninger af hele institutioner. Derudover indgår Børnehaven Parkhøj og Nordtoftegaard i investeringscasen ”Nedjustering af dagtilbudskapacitet”, hvor det skal besluttes, hvilken af institutionerne, som skal indgå i casen. Den institution, som ikke vælges til investeringscasen, indgår i stedet i denne indstilling. Begge forslag har allerede været i høring som en del af investeringscasen.
Vanløse – 2 forslag svarende til 7 grupper
For Vanløse foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Grøndalslund (midlertidig lukning af institution)
- Andedammen (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
For begge forslag skal børn og forældre tilbydes nye pladser ved lukning. Grøndalslund er en lukning af den samlede institution, mens der for Andedammen ikke er plads til børnene på hjemmeadressen.
Nørrebro – 4 forslag svarende til 10 grupper
For Nørrebro foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Børnehuset Joanna (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
- Børnejunglen (permanent lukning af skovsted og to busordninger)
- Guldberg-Hudegården (midlertidig lukning af institution)
- Røde Rose 2 (midlertidig lukning af institution)
For Børnehuset Joanna og Børnejunglen kan børnene forsætte på hjemmeadressen, og forslaget opfylder derfor hensynet til mindste indgriben. Børnehuset Joanna bliver på sigt en ren vuggestue, når børnehavebørnene er begyndt i skole. Børnene indmeldt på Guldberg-Hudegården og Røde Rose 2 skal omplaceres til andre institutioner i området, da institutionerne lukkes.
Bispebjerg – 4 forslag svarende til 15 grupper
For Bispebjerg foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Stærebo, afd. Tagensbo (permanent lukning af afdeling på Landsdommervej)
- Børnehaven Ansgars Engle (permanent lukning af afdeling på Borup Allé)
- Børnehuset Emdrup Søgaard (midlertidig lukning af afdeling på Keldsøvej)
- Kantorparken Børnehave (permanent lukning af institution)
Stærebo og Børnehaven Ansgars Engle har selv foreslået lukning af afdelingerne på Landsdommervej og Borups Allé. Der skal ikke tilbydes nye pasningstilbud, da børnene kan forsætte på institutionernes øvrige afdelinger. For Børnehuset Emdrup Søgaard kan børnene ligeledes forsætte på institutionens anden afdeling. Børn og forældre i Kantorparkens Børnehave skal tilbydes nye pladser på en anden institution. Det er således kun forslaget vedrørende Kantorparken Børnehave, som ikke opfylder hensynet til mindste indgriben.
Valby – 2 forslag svarende til 2 grupper
For Valby foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Eventyrhaven (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
- Spindegården (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
For begge forslag kan børnene forsætte på hjemmeadressen, når udflytterafdelingerne lukkes. Forslagene følger derfor hensynet til mindste indgriben.
Indre By – 5 forslag svarende til 14 grupper
For Indre By foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres:
- Vandværket (midlertidig nednormering med 5 grupper)
- Børnehuset ved Glyptoteket (permanent lukning af afdeling på Tietgensgade 31E)
- Holmens Sogn Udflytterbørnehave (permanent lukning af udflytterinstitution)
- Børnehaven Bøgely (midlertidig lukning af udflytterinstitution)
- Den Røde Ko i Centrum (midlertidig lukning af udflytterafdeling)
For Vandværket har nednormeringen ikke betydning for børnenes nuværende tilbud, mens børnene på Børnehuset ved Glyptoteket kan fortsætte på institutionens øvrige afdelinger, hvilket opfylder hensynet til mindste indgriben. For de øvrige forslag skal børn og forældre tilbydes nye pasningstilbud i området. Endelig skal det noteres, at afdelingen på Tietgensgade 31E for Børnehuset ved Glyptoteket indgår som et alternativ i investeringscasen ”Nedjustering af dagtilbudskapacitet”, hvor det skal besluttes, om institutionen skal erstatte et af de nuværende forslag. I så fald vil institutionen udgå af denne indstilling. Forslaget har allerede været i høring.
Østerbro – 2 forslag svarende 12 grupper
For Østerbro foreslås det, at følgende institution nedjusteres:
- Kong Tumle (midlertidig lukning af institution)
- Himmelrummet (midlertidig lukning af institution)
For begge forslag skal børn og forældre tilbydes nye pladser, da institutionerne lukkes.
Udgifter til implementering
Der følger udgifter til service og anlæg med nedjusteringen, da der både skal afsættes medarbejderressourcer til udfasning af institutionerne og anlægsmidler til fraflytning af matrikler og omlægning af pladser. Forvaltningen estimerer på nuværende tidspunkt, at det vil koste ca. 16 mio. kr. i finansiering ligeligt fordelt mellem service- og anlægsmidler. Det bliver kvalificeret frem mod den endelige BUU-behandling af forslagene i juni, hvorefter udgifterne skal finansieres i Budget 2025 eller ved omprioritering i udvalget.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte at forkaste forvaltningens indstilling. I så fald skal merforbruget på dagtilbudsrammen finansieres ved omprioritering i udvalget eller ved budgetforhandlingerne om Budget 2025.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget godkender indstillingen, sendes forslagene i 4 ugers administrativ høring hos institutioner og relevante faglige organisationer (LFS og BUPL). Herefter behandles forslagene endeligt af BUU på udvalgsmødet d. 12. juni efter høringsperioden mhp. at indgå i udvalgets budgetforslag 2025. Hvis alle forslag vedtages, så vil det løse BUU´s merforbrug på kapacitet i 2025 og frem.
Hvis nogle af de lukkede institutioner skal genåbne senere for at løse det fremtidige kapacitetsbehov, så skal der afsættes midler til tomgangsleje mv. i Budget 2025.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 24. april 2024:
Udvalget ønskede at forvaltningen - inden høring - vender tilbage med en indstilling, der rummer flere institutioner for at sikre et bredere politisk udfaldsrum ved den endelige behandling i udvalget. Det samlede forslag skal rumme i størrelsesordenen 105 grupper.