Medlemsforslag om konvertering af understøttende undervisning til to-voksenundervisning
Indstilling
Det foreslås,
1. at Børne- og Ungdomsudvalget opfordrer skolerne til at bruge mulighederne for at konvertere dele af den understøttende undervisning i den enkelte klasse til to-voksenordning i den faglige undervisning
2. at skolelederen får uddelegeret Børne- og Ungdomsudvalgets kompetence til at konvertere dele af den understøttende undervisning i den enkelte klasse til to-voksenordning efter dialog med medarbejderne i den enkelte klasse, ledelsen af fritidsorganisation og skolebestyrelsen
3. at skolelederen ved konvertering ikke kan påføre fritidsorganisationen ekstra udgifter f.eks. i form af længere åbningstid i fritidsorganisationen uden, at fritidsorganisationens ledelse er indforstået med det
4. at skolelederen begrunder sin beslutning ud fra pædagogiske hensyn
(Stillet af Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det konservative Folkeparti)
MOTIVERING
Vi ønsker, at ressourcerne i den understøttende undervisning og faglig fordybelse bruges bedst muligt, så eleverne bliver så dygtige som muligt og at betydningen af social baggrund for elevernes faglige resultater mindskes. Konvertering af dele af den understøttende undervisning til to voksenordning kan være et brugbart redskab i den sammenhæng, når det besluttes af pædagogiske grunde på den enkelte skole ud fra de lokale forhold i skolens klasser.
Vi ønsker, at kommunen bruger alle de pædagogiske muligheder og den frihed lovgivningen giver og henviser til minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørbys tale på Kommunernes Landsforenings Børnetopmøde den 19. januar 2016, hvor ministeren sagde:
”Det er ikke alle udfordringer, jeg som minister eller forligskredsen kan eller skal løse. Det er ikke fordi, vi er bange for at påtage os ansvaret – det handler om arbejdsdeling. Der er 1.300 folkeskoler med omkring 600.000 børn. Så der er ikke én model eller én løsning, der er den rigtige. Ideen med reformen var ikke, at alle skoler skal være ens. Ideen med reformen var heller ikke, at man ikke skulle have et styringsrum ude på de enkelte skoler. Jeg håber, at I tør lægge magten ud til skolerne, ligesom vi skal lægge magten ud til jer.”
Endvidere sagde ministeren, at kommunerne bør påtage sig ansvaret og bruge de nuværende frihedsgrader indeholdt i folkeskolereformen:
”Det kan godt undre mig, at der er kommuner, som ikke bruger de frihedsgrader, der ligger i folkeskoleloven i dag, men føler sig kaldet til at indsende en ansøgning om dispensation til at blive fritaget for elementer i reformen. Påtag jer nu ansvaret! Brug frihedsgraderne og lad være med at skubbe aben videre til forligskredsen eller regeringen – for hvis I gør det, så kunne der godt være nogle, som fandt på at indskrænke jeres muligheder.”
Beslutning
Medlemsforslagets 1. at-punkt blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 6 medlemmer: C, F, O, Ø og Jan Andreasen (A).
Imod stemte 4 medlemmer: B, V og Jonas Bjørn Christensen (A).
Medlemsforslagets 2. at-punkt blev godkendt efter afstemning med følgende resultat, idet skolebestyrelsens inddragelse blev understreget.
For stemte 10 medlemmer: A, B, C, F, O, V og Ø.
Imod stemte ingen.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Medlemsforslagets 3. og 4. at-punkt blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 9 medlemmer: A, B, C, F, O og Ø.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: V.
Børne- og Ungdomsborgmesteren stillede forslag om tilføjelse af følgende 5. at-punkt:
"At konvertering af understøttende undervisning til to-voksenundervisning i givet fald først kan implementeres fra og med den 1. august 2016".
Forslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat, da det ikke kunne opnå flertal:
For stemte 5 medlemmer: B, C, V og Jonas Bjørn Jensen (A).
Imod stemte 5 medlemmer: F, O, Ø og Jan Andreasen (A).
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Det Radikale Venstre ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Venstre tilsluttede sig: "Vi mener, at det er vigtigt, at beslutningerne kommer så tæt på skolerne som muligt, og derfor er det godt, at skolerne selv kan træffe beslutninger om, hvorvidt de ønsker at benytte muligheden for at veksle understøttende undervisning til to-voksen undervisning. Vi mener således, at politikerne skal lade det være op til den enkelte skole og ikke hverken opfordre til at skolerne gør brug af denne mulighed eller begrænse skolernes brug af denne mulighed. Det skal være helt op til den enkelte skole."