Forsøgsordning for fritidscentre
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til ansøgningerne om at oprette forsøgsordninger for organisering af fritidscentrene for de 10-18-årige.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at godkende ansøgningerne om 2-årige forsøgsordninger for Fritidscenter Østerbro Syd og Fritidscenter Vesterbro således, at disse fritidscentre organiseres i to forpligtende netværkssamarbejder bestående af selvstændige juridiske enheder (jf. bilag 1 og 2)
2a. at godkende ansøgningen om en 2-årig forsøgsordning for Fritidscenter Brønshøj-Husum således, at dette fritidscenter deles i to (jf. bilag 3).
eller
2b. at fastholde den oprindelige beslutning om organisering af Fritidscenter Brønshøj-Husum
3. at afvise ansøgninger om 2-årige forsøgsordninger fra Folehavens Ungdomshus, Fritidscenter Bispebjerg Syd og Fritidscenter Indre Nørrebro, og fastholde den oprindelige beslutning om disse tre fritidscentres fremtidige organisering (jf. bilag 4, 5 og 6)
Problemstilling
I forbindelse med Fremtidens Fritidstilbud har Børne- og Ungdomsudvalget besluttet, at fritidscentre for de 10-18-årige organiseres som én juridisk enhed (kommunal eller selvejende), der dækker flere skoler. På mødet den 20. maj 2015 har udvalget besluttet, at fritidscentre skal være del af klynger eller netværk, og den 18. november 2015 blev det vedtaget, hvilke klynger og netværk fritidscentrene konkret skal organiseres i. Et enigt Børne- og Ungdomsudvalg har på samme møde besluttet, at
”der åbnes op for, at de fritidscentre, som udvalget på mødet den 20. maj på baggrund af en høring har besluttet etableret, kan søge udvalget om at få mulighed for at afprøve alternative organiseringsformer i en 2-årig forsøgsperiode”.
I forbindelse med denne beslutning har udvalget vedtaget en ramme for, hvordan der skal arbejdes med forsøgsordningen. Der er indkommet 6 ansøgninger, som udvalget nu skal tage stilling til.
Løsning
Der er kommet ansøgninger om en 2-årig forsøgsordning, som berører følgende 6 af de i alt 20 fritidscentre: Fritidscenter Bispebjerg Syd (kommunalt), Fritidscenter Brønshøj-Husum (selvejende), Fritidscenter Indre Nørrebro (kommunalt), Fritidscenter Indre Valby (kommunalt) – selvstændig ansøgning fra institutionen Folehavens Ungdomshus (selvejende), Fritidscenter Vesterbro (selvejende) og Fritidscenter Østerbro Syd (selvejende).
Alle ansøgninger i det fremsendte materiale forholder sig indholdsmæssigt til de kriterier, som udvalget har vedtaget og bedt om skulle indgå i ansøgningerne (b-bilagene). Nedenfor fremlægges forvaltningens vurdering af, om der er overensstemmelse mellem ansøgningerne og de kriterier for forsøgsordningen som udvalget vedtog (a-bilagene), herunder særligt om der er lokal enighed om ansøgningen, om der er tale om én lokal model og om der er tale om en ansøgning der alene berører klubområdet. Ansøgernes argumentation for deres forslag, samt deres redegørelser for, hvordan man arbejder på at opnå de efterspurgte effekter, fremgår af de respektive bilag. I bilagene konkretiserer forvaltningen desuden, hvad de mulige forsøgsordninger vil have af konsekvenser for den fremtidige organisering af klubpladser i de berørte lokalområder.
-
I to af ansøgningerne foreslås det, at deres fritidscenter organiseres som et forpligtende netværkssamarbejde af selvstændige institutioner, i stedet for at danne fritidscentret som 1 juridisk enhed:
Fritidscenter Østerbro Syd (bilag 1):
Fritidscentret ansøger om at blive organiseret som et forpligtende samarbejde af 4 selvstændige selvejende klubtilbud. Det ligger i forslaget, at den nuværende Klub Lomholt lægges sammen med Pumpestationen, og at det samlede tilbud indgår i netværket. Omlægningen af Klub Lomholts klubpladser fra kommunale til selvejende er i tråd med den oprindelige politiske beslutning for fritidscentret.
Det er forvaltningens vurdering, at ansøgningen holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger.
Fritidscenter Vesterbro (bilag 2):
Institutionerne foreslår at danne et forpligtende netværk – Klub Vesterbro. Det indgår i ansøgningen, at institutionerne Settlementet, Vestervang og Klub Eskild sammenlægges til 1 institution. Det fremgår ikke af ansøgningsmaterialet, hvordan Klub Eskild, som er det eneste kommunale klubtilbud, der skal indgå i dette fritidscenter, stiller sig til ansøgningen. Forvaltningen er dog blevet gjort opmærksom på, at der er igangværende dialog mellem Absalons – Klub Eskild og Settlementet om en sammenlægning.
Teaterbutikken tilkendegiver desuden, at der arbejdes på, at de bliver en kulturskole pr. 1. august 2017. Det betyder, at Teaterbutikken arbejder på at blive et tilbud på kultur- og fritidsområdet, uden fremadrettet at drive klubvirksomhed. Der foregår p.t. en dialog mellem institutionen og Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om en sådan model. Indtil da støtter Teaterbutikken ansøgningen, og ønsker at indgå i Klub Vesterbro som selvstændig enhed.
Det er forvaltningens vurdering, at ansøgningen holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger.
-
I en ansøgning foreslås det at bevare organiseringen som vedtaget, men at fritidscentret deles i to. Der er lokalt uenighed om forslaget:
Fritidscenter Brønshøj-Husum (bilag 3):
Der ansøges om at etablere to fritidscentre i stedet for et. Forslaget støttes af fem institutioner, mens fire ønsker at arbejde videre med et samlet fritidscenter. Et flertal giver desuden udtryk for, at Gavlhuset ikke skal tilknyttes fritidscenter Tingbjerg som vedtaget, men at Gavlhuset skal indgå i fritidscentret sammen med Klub 3’eren, som Gavlhuset i dag er en organisatorisk del af, uanset hvilken model, der besluttes. I den oprindelige politiske beslutning, blev Klub 3’eren delt, ud fra det ønske at sikre en helhedsorienteret organisering af tilbuddene i Tingbjerg.
Det er forvaltningens vurdering, at selve forslaget i ansøgningen holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger. Der er dog lokal uenighed om forslaget, og om hvad der anses som den bedste løsning for fritidscentret.
-
Der er to ansøgninger, hvori enkelte enheder ønsker at trække sig ud af det vedtagne fritidscenter, og foreslår en alternativ organisering:
Folehavens Ungdomshus (bilag 4):
Der er ikke tale om en ansøgning fra et fritidscenter – det er Folehavens Ungdomshus, som søger alene om at blive tilknyttet Fritidscenter Vesterbro som selvstændig selvejende institution, i stedet for at indgå i det kommunale Fritidscenter Indre Valby. Der foreligger ikke materiale om, hvordan det resterende Fritidscenter Indre Valby forholder sig til ansøgningen.
Der vil være tale om, at Folehavens Ungdomshus vil indgå i et netværk, hvor afstanden til de øvrige institutioner er så stort, at et dagligt samarbejde om et samlet tilbud til områdets unge ikke vurderes at være muligt. Forvaltningen har modtaget en tilkendegivelse fra Fritidscenter Vesterbro om, at de ikke er afvisende, men at det vil bero på en forhandling først.
Det er forvaltningens vurdering, at ansøgningen ikke holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger.
Fritidscenter Bispebjerg Syd – KKFO Ufoen (bilag5):
Ansøgningen, som er indsendt af det samlede fritidscenter, går på at trække KKFO2 på Utterslev Skole ud af fritidscentret og lade enheden fortsætte som KKFO2. Der er ikke opbakning til deling af fritidscentret fra alle parter, idet institutionen Borup ikke støtter ansøgningen.
Ifølge styrelsesvedtægten kan kun børn indmeldt på skolen benytte en KKFO. Dermed kan KKFO’en ikke indgå i et samarbejde med de andre klubber om lokalområdets unge. Dertil kommer, at øvrige KKFO2’er er besluttet omlagt til organisering i fritidscentre med undtagelse af de to fritidscentertilbud omkring Tingbjerg Skole og Nørre Fælled Skole, hvor der er organiseret et center for den enkelte skole.
Det er forvaltningens vurdering, at ansøgningen ikke holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger. Hvis udvalget vælger at støtte en forsøgsordning skal beslutning herom forelægges for Borgerrepræsentationen.
-
I en enkelt ansøgning foreslås det at organisere klubarbejdet i klynger og netværk i stedet for at etablere et fritidscenter. Der ansøges desuden om mulighed for, at der kan bevares integrerede institutioner med klubtilbud og 0-6 års pladser:
Fritidscenter Indre Nørrebro (bilag 6):
Det foreslås i ansøgningen, at klubarbejdet i lokalområdet løses i 3 dele:
-
Klubtilbud til Blågård Skole organiseres i NB klynge A.
-
Klubtilbud til Guldberg Skole organiseres i NB klynge B.
-
Selvejende klubtilbud til Dia og Sankt Ansgar i Skt. Johannesgården, pigeklubben i Askovfondens Børnehus bevares som selvstændigt selvejende tilbud og indgår i Nørrebro netværk 1.
Der er ikke enighed om ansøgningen, idet Kvisten støtter det samlede fritidscenter, og ikke ønsker at indgå i et evt. forsøg som forslået. Hvis udvalget vedtager en forsøgsordning, skal der således tages stilling til, om Kvisten skal indgå som foreslået i ansøgningsmaterialet som del af NB klynge A, eller om institutionen står udenfor forsøget, som det i så fald ønskes. Ansøgningen vil betyde, at beslutningerne om Fremtidens Fritidstilbud ikke gennemføres i lokalområdet for så vidt angår klubområdet.
Det er forvaltningens vurdering, at ansøgningen ikke holder sig indenfor de principper og rammer, som udvalget har vedtaget for arbejdet med forsøgsordninger. Derfor anbefaler forvaltningen, at forsøgsordningen ikke godkendes.
Økonomi
Indstillingen har ingen overordnede økonomiske konsekvenser, idet eventuelle forsøgsfritidscentre ligestilles økonomisk med de øvrige fritidscentre. De enkelte forslag om organisering har dog økonomiske effekter på både enhederne i fritidscenteret og på klyngernes samlede økonomi de steder, hvor de alternative forslag ændrer på klyngernes sammensætning.
Videre proces
For de fritidscentre, hvor ansøgning om forsøgsordning afvises, igangsættes den almindelig proces for etablering af fritidscentret frem imod 1. august 2016, herunder processen for virksomhedsoverdragelse af medarbejdere.
Forvaltningen vil gå i dialog med de fritidscentre, hvor der etableres en 2-årig forsøgsordning, om, hvordan organiseringen i forsøgsperioden etableres. Af de principper for arbejdet med forsøgsordningen, som udvalget har besluttet den 18. november 2015, fremgår der desuden følgende om den videre proces:
- 1. august 2016: Forsøgsordningerne sættes i gang, og der skal være indgået nye driftsoverenskomster. Det gælder både for de nye fritidscentre generelt og for de enkelte juridiske enheder/institutioner, som indgår i et forsøg.
- I forsøgsperioden vil forvaltningen og fritidscentret ved halvårlige statusmøder følge op på udviklingen i forhold til økonomi og personaleområdet (medarbejdernes ansættelsesgrad, uddannelse, samt medarbejderomsætning), løsningen af ledelsesopgaver etc.
- I foråret 2018 evalueres forsøgene i forhold til alle målsætninger med fritidscentre og med forsøget. Der skal bl.a. laves en undersøgelse af den oplevede kvalitet hos bruger, samarbejdsparter og børn/forældre.
- I maj 2018 fremlægges en evaluering af forsøgsordningerne for BUU, som træffer beslutning om den fremtidige organisering pr. 1. august 2018. Udgangspunktet er, at fritidscentre falder tilbage til den struktur, der er vedtaget 20. maj 2015, medmindre udvalget træffer en anden beslutning.
Tobias Børner Stax / Kristina Koch Sloth
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt (punkt 2a) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 3 medlemmer: O og Ø.
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, C, F og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Indstillingens 2. at-punkt (punkt 2b) blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 7 medlemmer: A, B, C, F og V.
Imod stemte 3 medlemmer: O og Ø.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Der var delt afstemning om indstillingens 3. at-punkt.
Et enigt udvalg godkendte at afvise ansøgning om 2-årig forsøgsordning fra Folehavens Ungdomshus, og fastholde den oprindelige beslutning om dette fritidscentres fremtidige organisering.
Et enigt udvalg godkendte at afvise ansøgning om 2-årig forsøgsordning fra Fritidscenter Bispebjerg Syd, og fastholde den oprindelige beslutning om dette fritidscenters fremtidige organisering.
Udvalget forkastede efter afstemning at afvise ansøgning om 2-årig forsøgsordning fra Fritidscenter Indre Nørrebro med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: C og V.
Imod stemte 8 medlemmer: A, B, F, O og Ø.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Forsøgsordningen gennemføres således som ansøgt for så vidt angår Fritidscenter Indre Nørrebro.
Socialistisk Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket de øvrige partier tilsluttede sig: "Vi har de samme forventninger om et tæt samarbejde på fritidsområdet på Nørrebro til gavn for de unge, som vi har til samarbejdet på fritidsområdet i resten af byen. Vi ser også mulighed for, at man her opbygger samarbejde med ungdomsskolen."