Mødedato: 23.09.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Formidling af tilbud til børn og unge

Udvalget skal tage stilling til forslag om arbejdet med formidling af tilbud til forældre, børn og unge, herunder udarbejdelse af en kort film.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at udvalget nedsætter en arbejdsgruppe, som skal udarbejde forslag om formidling til forældre og børn/unge om tilbuddene til børn og unge

Problemstilling

Medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget har løbende drøftet behovet for at formidle de mange tilbud i kommunen til børn, unge og deres forældre, herunder sammenhængen i forvaltningens arbejde med børn og unge. Muligheden for at udarbejde en kort film om tilbuddene har bla. været overvejet.

Løsning

Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at udvalget nedsætter en arbejdsgruppe bestående af 3-5 udvalgsmedlemmer, der får til opgave at klarlægge formål og målgruppe for en film og eventuelle øvrige indsatser.

Det er tanken, at filmen og indsatser også skal kunne anvendes af de enkelte skoler og institutioner i deres kommunikation ikke mindst med kommende og nuværende børn og forældre i tilbuddene.

Arbejdsgruppen kan efter eget ønske inddrage ekstern hjælp til det indledende arbejde. Arbejdsgruppen får til opgave at udarbejde oplæg til en film mv. samt til i givet fald at være sparringspartnere undervejs ved udarbejdelsen af det endelige produkt.

Økonomi

Det indledende arbejde med formidlingen af tilbuddene til børn/unge og deres forældre finansieres af udvalgets bevilling til sekretariat og forvaltning, funktion 6.45.51. Der vil blive fremlagt forslag til budget og finansiering, når forvaltningen fremlægger endeligt forslag fra arbejdsgruppen for udvalget.   

Videre proces

Forvaltningen vil fremlægge arbejdsgruppens oplæg til indhold og finansiering af formidlingen af tilbuddene for udvalget primo 2016.


Tobias Børner Stax                                    /Kristina Koch Sloth

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget ønskede at "tilbud til forældre, børn og unge" skal forstås bredt, dvs. også med inddragelse af kultur- og fritidssektoren, sundhedsperspektivet, sikker skolevej mv. Udvalget pegede på Jonas Bjørn Jensen (A), Rune Dybvad (A), Henrik Nord (B), Henrik Svendsen (O) og Karina Vestergaard Madsen (Ø) som medlemmer af arbejdsgruppen.
Til top