Anlægsbevilling til ny skole og idrætshal i Ørestad Syd (Kalvebod Fælled Skole) - FÆLLESINDSTILLING BUF, KFF
Indstilling og beslutning
- at der gives en anlægsbevilling på 375,8 mio. kr. i årene 2015 - 2021 til opførelse af en ny 3-sporet skole med 336 fritidspladser og 168 klubpladser samt idrætshal i Ørestad Syd - Kalvebod Fælled Skole
Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at opførelsen af en skoleidrætshal i Ørestad Syd igangsættes. Det sker sammen med opførelsen af den nye skole i Ørestad Syd - Kalvebod Fælled Skole
Problemstilling
Der søges nu om anlægsbevilling til opførelse af både skole og idrætshal.
Løsning
Projektet indeholder opførelsen af en ny 3-sporet skole og en idrætshal i Ørestad Syd. Byggeriet rummer desuden 336 fritidspladser og 168 klubpladser i en fuldt integreret bygning.
Grunden, hvor skole og idrætshal opføres, er en hjørnegrund, som vender ud mod Amager Fælled samt den mindre Byfælled. Grunden danner en afslutning på Arenakvarteret, og skole og idrætshal er tænkt som et vartegn for den nye bydel, jf. kortbilag i bilag 2.
Skole og idrætshal skal opføres samtidig, hvilket har givet mulighed for at sammentænke de to funktioner i én bygning. Idrætshallen er bygget ind i bygningens 1. etage og understreger skolens faglige profil, som er idræt og bevægelse, jf. tværsnit af bygningen i bilag 3. Udearealet er bl.a. indrettet med læringsøer, der muliggør udendørs læring og undervisning. Den nye skole henvender sig til såvel skole- som fritidsbrugere og beboere i nærområdet ligesom lokalområdets idræts- og kulturforeninger skal inddrages i forpligtende samarbejder med både skole og idrætshal.
Vision og mål for den kommende skole er beskrevet i det pædagogiske program, som udgør en del af grundlaget for byggeriet.
Bygningens 5 etager er opdelt i:
- Stueetagen med ankomstområde, fællesrum samt produktionskøkken og spiseområde
- Idrætsplanet på 1. sal, hvor idrætshallen er placeret
- 3 skoleplaner med indskolingen liggende nederst, mellemskolen i midten og udskolingen øverst. Skoleplanerne rummer desuden fagområder for alle skolens elever, skolens læringscenter samt fritidsordning og klub.
Bygningen er rund, der er en rationel bygningsform i et driftsøkonomisk perspektiv, idet det samlede facadeareal er minimalt i forhold til det indvendige volumen. Ud over det driftsmæssige perspektiv har den runde form ikke betydning for bygningens funktionalitet.
Byggeriet er udarbejdet i henhold til Børne- og Ungdomsforvaltningens 'Funktionsprogram for folkeskoler og KKFO', som er revideret i forhold til Kapacitetsanalysen og Fremtidens Fritidstilbud (BR 18/9-2014).
Idræts- og fritidsfaciliteter
Idrætshallen en fuld håndboldbane på 20 x 40 meter, som kan opdeles i 3 mindre haller med hejse-foldevægge. Hallen skal bruges til undervisning og bevægelsesaktiviteter i skoletiden. I eftermiddags- og aftentimer samt i weekender vil den danne ramme om forenings- og selvorganiserede idrætsaktiviteter. Det betyder, at den nye skoleidrætshal sammen med skolen vil være et naturligt samlingspunkt for kultur- og fritidsaktiviteter i bydelen. Hallen vil, som andre skoleidrætshaller, være tilgængelig via selvbetjent adgang for brugerne.
Den organiserede idræt foregår på kunstgræsbanen, der er dimensioneret som en 8 mands fodboldbane. Banen opstreges til flere mindre fodboldbaner og andre sportsgrene, som håndbold, tennis, volleyball og løbebaner.
Fritidsbrugerne anvender ud over den udendørs kunstgræsbane og idrætshallen, også faglokaler, mødelokaler i stueetagen og alle klasselokaler på mellemtrinnet samt spiseområdet, auditoriet og tagplan. Jf. Folkeoplysningslovens § 21 og § 22 stilles lokalerne til rådighed med det fornødne udstyr, samt indretning og inventar, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære brug.
Brugerinddragelse
I arbejdet med udformningen af skolebygning og skoleidrætshal har der været afholdt en række byggeudvalgsmøder fra juni 2014 til maj 2015. I byggeudvalget, som består af Byggeri København, BUF, KFF samt interne og eksterne rådgivere, har også siddet forældre til kommende børn på skolen. De overordnede skolemæssige og pædagogiske linjer for den kommende skole bygger på arbejdet i byggeudvalget. Udtalelse fra forældrerepræsentanter fremgår af bilag 4.
KFF har nedsat et brugerudvalg i forbindelse med planlægningen af skoleidrætshal og kunstgræsbane bestående af repræsentanter fra den lokale idrætsforening Ørestad IF, By og Havn, Idrætsforum København og DGI.
Tidsplan
Skole og idrætshal forventes at stå færdig i maj 2018.
Udtalelse fra Byggeri København
Udtalelsen fra Byggeri København fremgår af bilag 5 og giver ikke anledning til bemærkninger.
Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikantpladser svarende til 13 årsværk. Antal årsværk er opgjort på baggrund af lønudgifternes andel af den samlede entreprisesum.
Økonomi
I Budget 2014 blev der afsat 405,9 mio. kr. (2015 p/l) til bygning af en ny 3 sporet skole med tilhørende KKFO samt klubpladser. I Overførselssagen 2013-14 blev der afsat yderligere 36,5 mio. kr., så den oprindeligt planlagte dobbelte idrætssal kan erstattes med en idrætshal. Hertil kommer 3,6 mio. kr. fra Byggeri København til et grønt fyrtårnsprojekt. Den samlede anlægsramme til opførelsen af skole og idrætshal er således på 446,0 mio. kr.
Af anlægsbevillingen til projekteringen af ny skole og idrætshal i Ørestad Syd (BR 21/8 2014) fremgår bl.a., at Kapacitetsanalysen (BR 18/9 2014) ville blive indarbejdet i det kommende projekt.Budgettet er derfor sammensat således:
Tabel 1 Budget | ||
Budget | Afsat til | 1.000 kr. (2015 p/l) |
Budget 2014 | Opførelse af ny skole med 3 spor i Ørestad Syd inkl. fritids- og klubpladser | 405.909 |
Budget 2013 | Fyrtårnsprojekt - Grønt energiforbrug (midlerne er placeret i Byggeri København) | 3.572 |
Overførselssagen 2013-14 | Erstatning af dobbelt idrætssal med skoleidrætshal | 36.468 |
Budget 2014 | Reduktion af budget som følge af reduceret funktionsprogram | -25.224 |
I alt | 420.725 |
Budgettet fordeles på følgende bevillinger:
Tabel 2 Bevillinger |
|
Bevillinger |
1.000 kr. (2015 p/l) |
Projekteringsbevilling (BR 21/8 2014) |
41.330 |
Grønt energiforbrug |
3.572 |
Anlægsbevilling (denne indstilling) |
375.823 |
I alt |
420.725 |
Bevillingen løber længere end selve byggeperioden, idet der bl.a. vil være udskudte arbejder på f.eks. udeareal efter ibrugtagning. Desuden skal der købes inventar og undervisningsmidler efter, at byggeriet er færdigt.
Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.
Videre proces
Tobias Børner Stax Carsten Haurum