Mødedato: 23.05.2018, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ændringer i dagtilbudsloven: styrkede ramme for læreplaner, læringsfokus i KKFO/fritidshjem og forældreindflydelse

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget bliver orienteret om den nye styrkede ramme for læreplaner i dagtilbud. Desuden skal udvalget tage stilling til hvordan kravet om øget læringsfokus i KKFO og fritidshjem, samt forældres ret til at være repræsenteret i forældrebestyrelsen på enhedsniveau, håndteres.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget:

1. at udvalget tager orienteringen om den styrkede ramme for læreplaner til efterretning

2. at udvalget godkender at beslutningen om hvilke temaer, der arbejdes efter i KKFO og fritidshjem, uddelegeres til skoleledere/ledelsen af fritidshjemmet med inddragelse af skolebestyrelsen/bestyrelsen

3. at udvalget godkender forvaltningens forslag til håndteringen af, at forældrene fremover får ret til at være repræsenteret på enhedsniveau i forældrebestyrelsen

Problemstilling

I juni 2017 indgik regeringen aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre om et kvalitetsløft på dagtilbudsområdet – ”Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet”. Den 28. februar 2018 blev der fremsat forslag om ændring af dagtilbudsloven, og da det bygger på en bred politisk aftale, forventes det vedtaget i maj 2018. (http://www.ft.dk/samling/20171/lovforslag/L160/som_fremsat.htm)

 

I denne sag præsenteres hvordan, København kan implementere 1) styrkede læreplaner, 2) øget læringsfokus i KKFO og fritidshjem forud for skolestart, samt 3) forældrenes ret til at deltage i forældrebestyrelsen på enhedsniveau. Ændringerne vedr. kombinationstilbud og deltidstilbud behandles i en separat sag på herværende møde. I bilag 1 beskrives samtlige lovændringer i dagtilbudsloven, og hvordan de håndteres i BUF.

 

Løsning

Orientering om den styrkede pædagogiske læreplan

En pædagogisk læreplan har udgangspunkt i sammensætningen af børnegruppen og beskriver dagtilbuddets arbejde med børnenes læring og overordnede pædagogiske beskrivelser af mål, aktiviteter og metoder. Der er arbejdet med de nuværende læreplaner siden 2004.

Den nye pædagogiske læreplan skal især sikre udvikling af et pædagogisk læringsmiljø hele dagen, hvor leg, rutinesituationer, vokseninitierede aktiviteter mv. giver børn mulighed for at trives og lære. Og den skal styrke den systematiske tilgang til og evaluering af læringsmiljøet, arbejdet med børn i udsatte positioner og samarbejdet med forældre om børns læring, trivsel og udvikling.

Det betyder, at institutionerne skal sætte skarpt fokus på læringsmiljøet. For nogle dagtilbud vil der være tale om en stor og gennemgribende forandring, mens der for andre er kortere vej til at være i mål.

For børnene vil stærke læringsmiljøer betyde:

  • At flere kan deltage i læringsaktiviteter og leg, fordi de voksne har fokus på gode fysiske og relationelle muligheder for leg og læring

  • At de oplever at voksne inddrager børnenes stemmer i planlægningen og evalueringen af læringsmiljøet

  • At de får bedre overgange mellem dagtilbud, skole, fritidstilbud og hjem.

Overordnet set hænger den styrkede ramme for læreplanerne godt sammen med Københavns seks pejlemærker for pædagogisk kvalitet samt de øvrige principper og politikker der gælder for området (f.eks. for sundhed, klyngeledelsesprofil, integration og inklusion). Der bliver allerede i dag fulgt op på institutionernes arbejde med den faglige kvalitet i ledelsesstrengen og det årlige pædagogiske tilsyn. De institutioner, der er fagligt udfordret, kan – som noget nyt i BUF – komme på faglig handleplan. Handleplanskonceptet starter op pr. 1. september 2018, og de institutioner der på nuværende tidspunkt er med i ’Tidlig indsats programmet’ (som stopper ved udgangen af 2018), vil efter behov, få udarbejdet en to årig faglig handleplan. Fokus her er på et løft af læringsmiljøet, og den styrkede ramme for læreplanen kan derfor også her supplere og understøtte arbejdet fremover.

Lovforslaget om den nye pædagogiske læreplan er blevet taget godt imod af både sektoren og de faglige organisationer. Der er særligt en anerkendelse af, at legen har fået en fremtrædende plads, og at forholdet mellem leg og læring står tydeligt.

Bilag 2 beskriver implementeringen af den styrkede læreplan i København. Planen er blevet til på baggrund af en bred dialog med ledere og de faglige organisationer, samt dialogen i en følgegruppe af ledere.

 

Nationale midler til implementering

Regeringen har afsat midler til et kompetenceløft ifm. den styrkede ramme for læreplaner samt midler til flere pædagoger i institutioner med mange udsatte børn. Københavns Kommunes ansøgning til de to puljer er lagt til orientering på aflæggerbordet ved herværende møde. Kompetenceløftet består af korte læringsforløb og diplommoduler til udvalgte medarbejdere og ledere i daginstitutioner og dagplejen, og det er et krav, at puljemidlerne også anvendes til vikardækning. Der er opstillet meget klare rammer for og indhold i læringsforløb og diplommoduler, og der er fra sektorens side udtrykt bekymring for, at ikke alle medarbejdere kan få et kompetenceløft og at det kun er muligt at tilpasse indholdet i meget lille grad. Der vil derfor være brug for at supplere indsatsen. Suppleringen kan i mindre omfang ske ved prioritering af midler indenfor BUF’s nuværende ramme til kompetenceudvikling, men vil også kræve, at der afsættes yderligere midler i budgettet.

 

Læreplanen som ramme for styringen af dagtilbud

Ministeren bemyndiges til at fastsætte få brede pædagogiske mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring. Det betyder, at den enkelte kommune ikke længere skal fastsætte mål for dagtilbuddene. Derimod skal styringen og udviklingen af området ske indenfor de mål, der er beskrevet i den styrkede ramme for den pædagogiske læreplan. Intentionen er, at dagtilbuddene i forhold til den pædagogiske opgave fremover alene ledes med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan og i overensstemmelse med dens børnesyn og læringsforståelse. I København vil arbejdet med pejlemærker, tilsyn og faglige handleplaner ikke være i modstrid med ønsket om at forenkle målene, men derimod være en ramme for implementering af netop de fælles mål.

 

Krav om læringsfokus i KKFO og fritidshjem indtil undervisningspligten indtræder

Lovændringerne betyder, at skolefritidsordninger og fritidshjem i perioden op til skolestart også skal arbejde med de seks kompetenceområder, der arbejdes med i børnehaveklassen eller temaerne i den pædagogiske læreplan. BUU skal beslutte, om KKFO’er og fritidshjem skal arbejde efter de seks kompetenceområder for 0. klasse efter folkeskoleloven, eller temaerne i den pædagogiske læreplan. Beslutningen foreslås delegeret til den enkelte skoles ledelse (skoleleder og skolebestyrelse) samt til fritidshjemmets ledelse, dog med den tilføjelse at også bestyrelsen i fritidshjemmet skal inddrages i beslutningen.

 

Styrket forældreindflydelse

Forældrebestyrelsens nuværende minimumskompetence udvides med retten til at fastsætte principper for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem til at blive inddraget i den pædagogiske læreplan og til at skabe gode overgange for børn. Lovændringerne betyder endvidere, at hvis en institution er fordelt på flere enheder/matrikler, har forældrene ret til at have en forældrerepræsentant fra hver af de pågældende enheder/matrikler.

Det er allerede en del af forældrebestyrelsernes minimumskompetence i Københavns Kommune, at de skal inddrages i arbejdet med læreplanen. De øvrige ændringer vil blive indskrevet i de eksisterende vejledninger, og forvaltningen vil starte en dialog med sektoren om, hvordan forældre og ledere bedst kan understøttes i arbejdet med ændringerne, herunder få at vide, at de har ret til forældrerepræsentanter fra hver enhed, hvis institutionen er delt på flere enheder.

 

Økonomi

Ændringerne har ikke nogen økonomiske konsekvenser.

 

Videre proces

Den 7. juni 2018 er der dialogmøde mellem forældrebestyrelserne på dagtilbudsområdet og BUU. Her vil overskriften være forældreindflydelse, og dialogen skal blandt andet handle om, hvordan forældreindflydelsen kan styrkes.

Forvaltningen vil derudover gå i dialog med KFO omkring, hvordan ledere og forældre bedst understøttes i et stærkt forældreråd- og forældrebestyrelsesarbejde.

 

 

Tobias Børner Stax                                          /Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt, idet styrket forældreindflydelse drøftes på et kommende dialogmøde mellem udvalget og forældrebestyrelserne på dagtilbudsområdet.

Til top