Høring om udlægning af Tolkeformidlingen til ekstern aktør
Høring om udlægning af Tolkeformidlingen til ekstern aktør
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. maj 2007
2. Høring om udlægning af Tolkeformidlingen til ekstern aktør
J.nr. 2007-23433
Udvalget skal tage stilling til udkast til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets om forslag om at nedlægge den kommunale tolkeformidling og udlægge opgaven til ekstern aktør.
Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
1. at udvalget godkender forslag til høringssvar
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) har på sit møde den 1. marts 2007 (BIU 31/2007) behandlet et forslag om omlægning af den kommunale tolkeformidling. Det er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens (BIF) opfattelse at den kommunale tolkeformidling har en for lille omsætning til at kunne drives rationelt. Tolkeformidlingen foreslås nedlagt og opgaven udlagt til private tolkebureauer. BUF's skoler og institutioner køber tolkning i tolkeformidlingen. Derfor beder BIU om udvalgets synspunkt til forslaget.
Løsning
BUF har i det sidste års tid også bemærket visse funktionsproblemer for den kommunale tolkeformidling: meget sent fremsendte regninger og det er ofte vanskeligt at komme igennem på telefonen. Forvaltningen ser derfor ingen grund til at anfægte BIU's vurdering, men finder det meget vigtigt at BIF's fortsat via et udbud og information om dette sikrer en let tilgængelig og kvalitetssikret tolkning for skoler og institutioner.
Forvaltningen foreslår derfor dette høringssvar:
"Børne- og Ungdomsudvalget har ingen bemærkninger til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag om at nedlægge den kommunale tolkeformidling og udlægge opgaven til eksterne aktører.
Udvalget forudsætter dog, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen via udbud og information om de valgte aktører sikrer skoler og institutioner let tilgængelig og kvalificeret tolkning. Udvalget har ingen bemærkninger til økonomien."
Økonomi
BIU foreslår at der ved nedlæggelsen skal overføres budgetmidler til Socialudvalget (SUD) og BUU, svarende til deres anvendelse af Tolkeformidlingen ved strukturændringen. Det vil svare til en overførsel på ca. 20 % af tolkeformidlingens budget – eller ca. 280.000 kr. – til SUD og ca. 13 % – eller ca. 180.000 kr. – til BUU.
Forvaltningen foreslår som
konsekvens af den nye struktur i BUF, at de eksisterende budgetter til tolkning
samt det overførte beløb fra Tolkeformidlingen i givet fald lægges ud i
distrikterne i forhold de enkelte distrikters andel af tosprogede børn.
Videre proces
-
BILAG
1. Høring fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget af 16. april 2007
Else
Sommer