Høringssvar til udkast til klimastrategi og klimahandleplan
Der skal tages stilling til Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar til udkast til Klimastrategi 2035 og den tilhørende Klimahandleplan 2026-2028, idet Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har sendt Klimastrategi og Klimahandleplan i udvalgshøring.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar til udkast til Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 godkendes, jf. bilag 4.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog i september 2021 tre pejlemærker for Københavns Kommunes klimaindsats, der skal afløse den nuværende KBH2025 Klimaplan. Den nye Klimastrategi 2035 skal arbejde for klimapositivitet, en halvering af Københavns globale klimaaftryk og en halvering af udledningerne fra kommunens eget indkøb. Teknik- og Miljøudvalget har den 4. november 2024 godkendt strategiens indsatsområder og delmål, mens Økonomiudvalget den 19. november 2024 besluttede, at klimastrategien og klimahandleplanen skal i udvalgshøring.
Løsning
Udkast til Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 sendes i udvalgshøring i foråret 2025 forud for en offentlig høring. Med udkast til Klimastrategi 2035 sættes en ny ambition for kommunens klimaindsats, der kan inspirere andre byer både nationalt og internationalt. Klimahandleplanen indeholder initiativer, der bidrager til realiseringen af klimastrategiens målsætninger. Initiativerne er udviklet på tværs af alle syv forvaltninger. Fordeling af implementeringsansvaret er angivet i handleplanen i oversigtsskemaerne under hvert indsatsområde.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar (jf. bilag 4), hvor de overordnede bemærkninger er:
- Ændringer i bygninger og tekniske løsninger har optimal effekt, hvis de kombineres med viden, kompetencer og daglige vaner hos brugere og medarbejdere.
- Der skal sikres sammenhæng mellem Klimastrategien, miljøcertificering og øvrige politikker, så parallelle systemer undgås. Flere initiativer kræver ekstra ressourcer for at lykkes, fx naturskoler, bæredygtig uddannelse og kommunale indsatser som madskoler og affaldssortering.
- Pædagogik og praktik bør kobles tættere sammen, med bedre data, bæredygtige indkøb og støtte til skoler og kommunale enheder.
- Klimafokus må ikke ske på bekostning af biodiversitet, naturoplevelser eller andre miljøhensyn. Indsatser som grønne udearealer, affaldsløsninger og transportvalg skal balanceres, så de ikke skader andre bæredygtighedsmål.
Baggrund om Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028
Udkast til Klimastrategi 2035 fastsætter den overordnede retning og tilgang til Københavns klimaindsats de næste ti år. Klimastrategiens mål er at opnå klimapositivitet, at Københavns globale klimaaftryk halveres og at udledningerne fra kommunens eget indkøb reduceres med tilsvarende 50 pct. Der indgår også aktiviteter under indsatsområdet kaldet ”håndaftryk”, som ikke bidrager direkte til de overordnede mål, men som er væsentlige for Københavns Kommunes klimaarbejde og den grønne omstilling, fx vedvarende energiproduktion og skovrejsning.
Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 er udarbejdet i et samarbejde på tværs af kommunens syv forvaltninger med henblik på at sikre, at klimainitiativerne spiller sammen med kommunens øvrige indsatser, planer og strategier, herunder bygger videre på allerede besluttede politiske prioriteter for København. Der er identificeret synergier til andre af kommunens dagsordner, såsom sundhed, social retfærdighed, lokal beskæftigelse mv., hvilket understøtter kommunens mål på tværs af fagudvalg.
Klimastrategien og Klimahandleplanen er dertil udviklet gennem en omfattende inddragelsesproces. Eksempelvis er Københavns Energistrategi (bilag 3), som er politisk vedtaget, udviklet i samarbejde med energi- og forsyningsaktørerne i København. Derudover har Københavnerne, civilsamfund og erhvervslivet været inddraget gennem værdikædeworkshops, klimaambassadørerne og Københavnernes Klimaborgerting samt spørgeundersøgelser.
Politisk handlerum
Der kan foreslås ændringer i Klimastrategien og Klimahandleplanen forud for den offentlige høring. Der kan også foreslås ændringer til, hvordan initiativerne er forankret på tværs af forvaltningerne, og om Børne- og Ungdomsforvaltningen skal bidrage til implementeringen af flere af handleplanens initiativer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når udvalgshøringsprocessen er afsluttet, vil Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen justere og efterfølgende sende Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 i offentlig høring.
Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 forventes behandlet i Borgerrepræsentationen efter sommerferien. Når Borgerrepræsentationen har godkendt Klimastrategien og Klimahandleplanen, afhænger gennemførelse af finansiering ved de årlige budgetforhandlinger.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve