Mødedato: 23.04.2025, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Temadrøftelse om håndtering og forebyggelse af voldsomme hændelser i folkeskolen

 

Der er udtrykt politisk ønske om at få afholdt en temadrøftelse om håndtering og forebyggelse af voldsomme hændelser i folkeskolen.

Temadrøftelse

Forvaltningen redegør på mødet for forvaltningens praksis med at registrere alle uhensigtsmæssige hændelser som arbejdsulykker, så de danner afsæt for tidlig indsats i den pædagogiske praksis. Det betyder, at der er et relativt højt antal registrerede voldsomme hændelser og arbejdsulykker relateret til vold. Derudover vil forvaltningen fremlægge de indsatser, der arbejdes med for at forebygge voldsomme hændelser.
 
Kim Stenholm Paulsen, der er skoleleder på Lundehusskolen, kommer med et kort oplæg om skolens erfaringer med at håndtere, registrere og forebygge voldsomme hændelser på skolen.
 
Fokus på forebyggelse
 
Københavns Kommune accepterer ikke vold, trusler, chikane, seksuel chikane, mobning mv. på arbejdspladsen. Men der opstår dog alligevel alvorlige og voldsomme hændelser på Københavns skoler. Siden Trivselsundersøgelsen 2019 har BUF og HovedMED, med rådgivning fra Arbejdsskadesekretariatet, haft strategisk fokus på at registrere også mindre voldsomme hændelser som arbejdsulykker for at styrke det forebyggende arbejde.
 
Københavns Kommunes politik og retningslinjer går dermed videre end lovgivningens pligt og praksis i andre kommuner til at anmelde en arbejdsulykke (herunder med vold). Det sker for at kunne arbejde tidligt og systematisk med forebyggelse i form af bl.a. konkret dagligdags konflikthåndtering samt arbejdsmiljødrøftelser, opfølgning på trivselsundersøgelse og drøftelser i MED-systemet.

Konsekvent registrering

Forvaltningen har indført en praksis på skolerne, så det er muligt systematisk at følge med i alle uhensigtsmæssige ytringer og hændelser. Det registreres fx som en arbejdsulykke, når et barn siger noget nedsættende, som fx “fuck dig” eller truende ytringer, som fx et barn der siger “jeg smadrer dig” til en voksen. Under den samlede ulykkestype ”vold” kan der også være både en episode med et frustreret og udadreagerende barn, som kaster en bog ind i væggen, og en episode med en elevs fysiske slag mod en lærer, som må sygemeldes flere dage.
 
Årsagen til denne omfattende registreringspraksis er, at ikke alene fysisk vold, men også nedsættende kommentar og verbale tilråb, på den lange bane kan belaste medarbejderne. Samtidig kan hændelserne være udtryk for børn, der mistrives eller læringsmiljøer der ikke fungerer.

Ved at registrerer alle hændelser, er det muligt at blive kloge på, hvad der forårsager en udadreagerende reaktion. På en specialskole kan det fx handle om et barn, som har svært ved sprogligt eller følelsesmæssigt at udtrykke frustrationer på en konstruktiv måde. Her kan registreringerne hjælpe til at opdage i hvilke situationer, barnet føler afmagt og kommer til at reagere voldsomt og dermed også forebygge lignende situationer.

Den systematiske registrering er dermed et udtryk for et ønske om at prioritere og værne om trygge læringsmiljøer for børnene og et godt arbejdsmiljø for medarbejderne.

Arbejdsulykker i BUF 2024

Forvaltningen udarbejder hvert forår en rapport, der viser udviklingen i arbejdsulykker og giver overblik over samtlige arbejdspladsers arbejdsulykker i det forgangne år. Rapporten bruges dels til at følge tendenserne på arbejdsulykkeområdet og dels at understøtte, at de enkelte arbejdspladser har nem adgang til data til deres opfølgnings- og forebyggelsesarbejde. Rapporten for 2024 offentliggøres som bilag til temadrøftelsen den 23. april 2025 – samme dag som den sendes ud til alle arbejdspladser.

Til top