Mødedato: 22.09.2021, kl. 09:00
Mødested: Vigerslev Bibliotek, Kirsebærhaven 23, 2500 Valby

B-sag: Udmeldelse af E2C Europe (hvervssag)

Der skal tages stilling til, om Københavns Kommune skal udmelde sig af E2C Europe på bymæssigt niveau.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune udmelder sig af E2C Europe og udtræder af bestyrelsen, når den nuværende valgperiode udløber med udgangen af 2021.

Problemstilling

Den 21. januar 2021 besluttede BR - i sagen "Københavns Kommunes fortsatte repræsentation i bestyrelser, råd, nævn for valgperioden 2022-2025" - på anbefaling fra bl.a. BUU, at Københavns Kommune i valgperioden 2022-2025 er repræsenteret i bestyrelsen for The European Association of Second Chance Schools (E2C Europe).

Formålet med E2C Europe at give unge uden uddannelse nye muligheder for undervisning og arbejde. Byer / regioner, skoler og foreninger kan blive medlemmer af foreningen, som arbejder med udvikling af metoder til inddragelse af unge, udvikling af læringsmiljøer, lærersamarbejde, elevudvekslinger og bedre information til unge. Københavns Kommunes Ungdomsskole og erhvervsgrunduddannelsen (egu) indgår i det pædagogiske arbejde.

Efter den tidligere politiske behandling af sagen har medlemmerne af E2C Europe vedtaget nye vedtægter for foreningen. De nye vedtægter indebærer, at byernes hidtidige rolle i foreningen reduceres betydeligt, og at byernes repræsentation i bestyrelsen formindskes. Heraf følger, at det ikke længere er relevant, at Københavns Kommune er medlem af E2C Europe på bymæssigt niveau og dermed politisk repræsenteret i foreningens bestyrelse.

De nye vedtægter giver en større rolle til nationale netværk for skoler med fokus på second chance education og følger foreningsudviklingen og medlemssammensætningen i E2C Europe, som siden Københavns Kommune blev medlem i 2002 har ændret sig betydeligt. E2C Europe er i 2021 hovedsageligt en forening sammensat af skoler, institutioner og netværk, hvilket de nye foreningsvedtægter afspejler. Bl.a.er reglerne om bestyrelsessammensætningen ændret, hvor skoler og netværk af skoler er garanteret hovedparten af pladserne i bestyrelsen. Dertil er det den fremadrettede strategi for E2C Europe, at styrke samarbejdet og medlemstallet blandt skoler og netværk, hvilket ligeledes vil mindske byernes indflydelse og rolle i foreningen. 

Løsning

På denne baggrund anbefaler forvaltningen - på opfordring fra Ungdomsskolen og Ungdomsskolens bestyrelse - at Københavns Kommune udmelder sig af E2C Europe og udtræder af bestyrelsen, når den nuværende valgperiode udløber med udgangen af 2021. 

Københavns Kommunes interesse i foreningen vil forsat blive varetaget via Ungdomsskolen, som ligeledes er medlem af E2C Europe. Det betyder, at Københavns Kommune melder sig ud af E2C Europe på bymæssigt niveau, men forsætter sit medlemskab og engagement på skoleniveau via Ungdomsskolen – f.eks. via deltagelse i relevante projekter og aktiviteter.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser

Videre proces

Indstillingen skal behandles i BR.

 

Tobias Børner Stax                                                 Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 22. september 2021:

Indstillingen blev godkendt.

Til top