Mødedato: 22.05.2019, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Overholdelse af anlægsmåltal i 2020 og 2021

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til, hvilke anlægsprojekter der skal udskydes, for at forvaltningens anlægsmåltal for 2020 og 2021 kan overholdes. 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forvaltningens forslag til prioritering af anlægssagerne i 2020 og 2021, herunder at der for at overholde forvaltningens anlægsmåltal  i 2020 og 2021 skydes udgifter for hhv. 174,8 mio. kr. og 21,6 mio. kr.

Problemstilling

Økonomiudvalget (ØU) besluttede den 19. februar, at niveauet for kommunens bruttoanlæg i 2020 og 2021 foreløbigt fastsættes til 3.036 mio. kr. årligt, svarende til niveauet fra budget 2019. Økonomiforvaltningen vurderer, at kommunens eksekveringsevne er højere end kommunens anlægsmåltal, der fastsættes ud fra de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og KL. I perioden 2020-2023 er der for hele kommunen besluttet anlægsprojekter for 17,4 mia. kr., hvilket skaber behov for en flerårig prioritering, hvis der skal sikres nødvendig kapacitet til den voksende befolkning. 

ØU besluttede desuden, at der afsættes anlægsmåltal for 336 mio. kr. årligt i en central pulje samt at fagudvalgene som led i udvalgenes budgetlægning for 2020 anmodes om at prioritere deres anlægsprojekter indenfor et samlet foreløbigt anlægsmåltal på 2.700 mio. kr. årligt i 2020 og 2021.

Størstedelen af budgettet til de anlægsprojekter, som vedrører Børne- og Ungdomsudvalgets område (BUU), ligger i Økonomiforvaltningen (ØKF), Byggeri København (ByK) og Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID). ØU's prioritering har således afgørende betydning for eksekveringen af fx helhedsrenoveringer af skoler samt ny kapacitet af skoler og dagtilbud. Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) og ØKF har derfor været i dialog for at sikre en overensstemmelse mellem forvaltningernes forslag til udskydelser.

ØU tog den 14. maj 2019 stilling til, hvordan ØKF skulle tilpasse sit anlægsniveau til måltallet i 2020 og 2021. ØU's stillingstagen til udskydelse af sager, der vedrører BUU's område, har en afledt effekt på, hvordan BUU kan overholde sit eget anlægsmål.

BUU's foreløbige måltal er fastsat til 269 mio. kr. i 2020 og 2021, hvilket er 173,2 mio. kr. mindre end budgettet på 442,2 mio. kr. i 2020 og 8 mio. kr. mindre end budgettet på 277 mio. kr. i 2021. Der skal derfor prioriteres i det indmeldte budget for 2020 og 2021. 

Løsning

Prioritering af anlægssagerne i 2020 og 2021

Forslag til udskydelser i BUF's anlægsbudget tager udgangspunkt i principperne nedenfor. Principperne er de samme, der blev anvendt i forbindelse med BUU's beslutning den 16. januar 2019 om udskydelser af anlægssager i 2019.

1. prioritet - Lovbundet kapacitet: Projekter der sikrer, at kommunen kan tilbyde dagtilbud og undervisning til alle børn og unge i henhold til lovgivning og kommunalt besluttede servicemål, herunder tilbud til specialområdet.

2. prioritet - Investeringscases: Investeringscases prioriteres som 2. prioritet for at sikre en del af effektiviseringerne i 2020 og frem.

Hvis investeringscasene udskydes, bliver effektiviseringsudfordringen større i 2020 og 2021, da der så skal findes alternative effektiviseringer.

Som konsekvens af prioriteringen af lovbunden kapacitet og investeringscases nedprioriteres øvrige anlægsprojekter, der ikke er kapacitetsgivende, så vidt det er muligt. Det indebærer, at alle øvrige anlægsprojekter, der kan udskydes, vil blive udskudt.

Ændringer i anlægsprojekter i Børne- og Ungdomsforvaltningen i 2020 og 2021

Forslag til ændringer i anlægsbudgettet i BUF i 2020 og 2021 fremgår af tabel 1 herunder.

Tabel 1. Ændringer i udgifter til anlægsprojekter i BUF i 2020 og 2021, i 1.000 kr.

Som det fremgår af tabel 1, er ændringerne i anlægsbudgettet for 2020 og 2021 sammensat af tre kategorier: 1) Regnskabskorrektioner, 2) Afhængigheder til udskydelser i ByK og KEID samt 3) Egne udskydelser.

1. Regnskabskorrektion

Af de i alt 174,8 mio. kr., der flyttes fra 2020, udgør regnskabskorrektion 37,6 mio. kr. Korrektionen i 2020 er mulig, idet merforbrug på nogle budgetposter i 2018 reducerer budgettet til posterne i 2020, således at posternes budget over tid bliver overholdt. Der er derfor ikke tale om udskydelser af projekter, men ny periodisering af udgifter.

I 2021 udgør regnskabskorrektioner 68,3 mio. kr. Den negative regnskabskorrektion består af mindreforbrug af anlægsmidler, der alligevel skal tilbageføres til kommunekassen. Korrektionen har ingen betydning for brugere.

De særlige forhold, der gør det muligt at reducere anlægsbudgettet betragteligt uden konsekvenser for brugere i 2020 og 2021 ved hjælp af en regnskabskorrektion, løser en stor del af udfordringen med at overholde måltallet i 2020 og 2021.

2) Afhængigheder til udskydelser i ByK og KEID

ØU har besluttet at udskyde ibrugtagningstidspunktet på stort set alle de BUF-sager i ByK og KEID, som det er kontraktmæssigt muligt at udskyde, dog med undtagelse af de sager, der er besluttet i overførselssagen 18/19. For de sager, der ligger i ByK, drejer det sig om sporudvidelserne på Damhusengens Skole og Skolen ved Sundet samt etableringen af en ny skole i Kødbyen. Til gengæld fastholdes tidsplanen for Skolen på Sluseholmen og Skolen i Nordøstamager (udskudt ibrugtagning fra august til oktober 2022). På dagtilbudsområdet udskydes etablering af 43 daginstitutionsgrupper. Derudover udskydes etablering af "Fremtidens Fritidstilbud" på 8 skoler, helhedsrenoveringer på 12 skoler, etablering af EAT centralkøkken, en Madskole, fritidskapacitet i Urbanplanen, kapacitetsudvidelser på specialområdet på 4 skoler samt en tandklinik på én skole. For KEID's sager er der bl.a. udskydelser af renoveringer og tværgående investeringscases.

ØU's beslutning om udskydelser af BUF-sager i ByK og KEID har en afledt effekt på BUF's anlægsbudget. Ændringerne i BUF's anlægsbudget med afhængighed til udskydelserne i ByK og KEID udgør 55,9 mio. kr. i 2020 og 15,8 mio. kr. i 2021. 

Konsekvenser
Udskydelserne vil generelt få betydning for brugere af BUF's tilbud. Udskydelser af renoveringer af nedslidte faciliteter vil forventeligt medføre, at brugerne vil opleve en stigende frustration over faciliteternes stand. Udskydelserne af ny kapacitet vil i flere tilfælde give anledning til potentielle merudgifter til forlængelse og etablering af midlertidige løsninger til genhusning og tidlig opstart, hvilket ligeledes må forventes at føre til frustration blandt brugerne. Udskydelser vedr. Fremtidens Fritidstilbud betyder, at de pågældende projekter vedrørende etablering af fritidskapacitet i henhold til beslutningen om en 1-1 struktur med skolerne gennemføres på et senere tidspunkt. Udskydelserne kan skabe usikkerhed om, hvorvidt projekterne igen på et senere tidspunkt udskydes.

De udskudte sager kommer til at optage plads af anlægsmåltallet i de efterfølgende år, hvilket må forventes at give udfordringer med at finde finansiering til need-to kapacitet i kommende budgetforhandlinger.

På nuværende tidspunkt kender BUF ikke til omfanget af behovet for midlertidige løsninger som følge af beslutningen, ligesom det er uvist, i hvilket omfang beslutningen vil påvirke muligheden for at finde finansiering til need-to kapacitet i kommende forhandlinger.

3) Egne udskydelser

Forslagene til egne udskydelser reducerer BUF's anlægsbudget i 2020 med 81,3 mio. kr., der flyttes til 2021.

Ud af egne udskydelser i 2020 for 81,3 mio. kr. udgør udskydelse af daginstitutioner godt 62 mio. kr. Udskydelserne vedrører ældre sager, hvor midlerne til selve anlægget også ligger i BUF. Det er muligt at udskyde sagerne, da de afsatte midler alligevel ikke kan bruges som tiltænkt. Udskydelserne vedrører 5 grupper på Amager Boulevard, 10 grupper på Ørestads Boulevard og 10 grupper på Topstykket 4. Amager Boulevard er annulleret pga. store fordyrelser, hvorfor der arbejdes på at finde et erstatningsprojekt. 10 grupper på Ørestads Boulevard er ramt af forsinkelser. Udskydelserne øger presset på den eksisterende kapacitet, men ingen af de to ændringer kræver på nuværende tidspunkt afhjælpende foranstaltninger. Planlægningen af projektet på Topstykket 4 har tidligere været udskudt ifm. overholdelse af anlægsloftet i 2019. Der er desuden lokalplansforhold, der bremser projektet. Institutionen er i tidlig opstart i pavilloner på Julius Andersens Vej frem til udgangen af 2021. Udskydelsen af projektet forlænger tiden for brugerne i midlertidige rammer. ØKF er pt. i dialog med TMF om mulighederne for en forlængelse af tidlig opstart på samme adresse.

Det foreslås at udskyde udgifter for 6 mio. kr. i 2020 til en investeringscase vedr. lavskylstoiletter. Udskydelsen af casen om lavskylstoiletter vil øge den samlede effektiviseringsudfordring i 2021 med 1,4 mio. kr. De resterende udskydelser i 2020 vedrører monteringsudgifter til skoler, der skal bruges senere end først budgetteret.

Egne udskydelser fra 2020 til 2021 øger isoleret set anlægsbudgettet i 2021 med 81,3 mio. kr. I 2021 er der dog også udskydelser af projekter, der derfor medfører at anlægsbudgettet samlet set alene øges med 62,5 mio. kr. Udskydelserne i 2021 vedrører særligt udgifter ifm. etablering af Fremtidens Fritidstilbud, men også udgifter til montering på skoleområdet. 

I bilag 1 og 2 er alle forvaltningens anlægsprojekter i hhv. 2020 og 2021 opstillet med angivelse af budget, udskydelse og revideret budget. I bilagene fremgår det for hver post, om ændringen er en regnskabskorrektion, afhængig til ændringer i ByK og KEID eller egen prioritering.

Økonomi

Intet yderligere.

Videre proces

Nærværende indstilling er BUF's bidrag til 2. anlægsoversigt, som forelægges for Økonomiudvalget 19. juni 2019. Økonomiudvalget behandler i alt 4 anlægsoversigter i 2019. Såfremt der opstår ledigt måltal eller behov for yderligere prioritering i Børne- og Ungdomsforvaltningens anlægsprojekter i 2020-2021, forelægges det for BUU, så det kan indgå i anlægsoversigterne.

 

Tobias Børner Stax                                                 /                 Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 22. maj 2019:

Indstillingen blev godkendt.

Til top