B-sag: Vedtægter for Billedskolen og Musikskolen
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
-
at forslag til vedtægter for bestyrelsen ved Billedskolen i Tvillingehallen i Københavns Kommune godkendes, jf. bilag 2
-
at forslag til vedtægter for bestyrelsen ved Københavns Kommunes Musikskole godkendes, jf. bilag 4.
Problemstilling
Billedskolen i Tvillingehallen er Københavns Kommunes Billedskole for børn og unge og hører under Børne- og Ungdomsforvaltningen. Billedskolen tilbyder fritidsundervisning for elever i alderen 1. – klasse til 22 år, samt skoleklasseforløb og Åben Skole forløb. Billedskolen er også et videnscenterfor faget billedkunst.
Københavns Kommunes Musikskole er en statsanerkendt musikskole med statstilskud der er bydækkende i København og henvender sig til børn og unge under 25 år. Musikskolen har et bredt udbud af undervisningsforløb til forskellige alders- og målgrupper lige fra førskoleundervisning for de mindste, instrumental- og sangundervisning, sammenspils- og korundervisning til klasseprojekter mv.. Derudover har Musikskolen også det musikalsk grundkursus som er et intensivt 3-årigt kursus med et konservatorieforberedende indhold og niveau.
Vedtægten for henholdsvis Billedskolen i Tvillingehallen i Københavns Kommune og Københavns Kommunes Musikskole regulerer skolernes interne styrelse og fastlægger primært bestyrelsernes sammensætning og kompetencer.
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 6. december 2017 en sammenlægning af teaterbutikken og billedskolen fra 1. januar 2019 (2017-0359590). Ændringerne i Billedskoles vedtægter består derfor primært i konsekvensændringer som følge af sammenlægningen med Teaterbutikken.
Musikskolens vedtægter er fra 1996, og har derfor behov for at blive opdateret. Der foreslås derudover nogle revideringer særligt i forhold til bestyrelsens sammensætning.
Løsning
Billedskolens nuværende vedtægter er vedlagt i bilag 1 og forslaget til nye vedtægter er vedlagt i bilag 2.
Musikskolens nuværende vedtægter er vedlagt i bilag 3 og forslaget til nye vedtægter er vedlagt i bilag 4.
Billedskolen
Forslaget til nye vedtægter for Billedskolen er udarbejdet i dialog mellem Billedskolens bestyrelse og ledelse med deltagelse af to forældrerepræsentanter fra Teaterbutikken. Denne ”overgangsbestyrelse” er etableret i perioden op til - og umiddelbart efter - Teaterbutikkens nedlæggelse som selvejende institution og sammenlægning med Billedskolen.
I overensstemmelse med BUU's beslutning om sammenlægning af Billedskolen og Teaterbutikken, er ændringerne i forhold til Billedskolens nuværende vedtægter primært konsekvensændringer som følge af sammenlægningen.
Formålet for Billedskolen og Teaterbutikken er skrevet tydeligt frem i vedtægtens §1, hvilket har været væsentligt for begge institutioner.
Bestyrelsen foreslås endvidere udvidet fra ni til 12 medlemmer. Bestyrelsens sammensætning suppleres således med tre medlemmer valgt af og blandt henholdsvis forældre til elever i Teaterbutikken (§ 2 stk. 4), Teaterbutikkens medarbejder (§2 stk. 7) og eleverne fra Teaterbutikken (§2 stk. 9). Det betyder, at der er et lige antal medlemmer i bestyrelsen.
Musikskolen
Musikskolens vedtægt er blevet opdateret i forhold til retsgrundlaget som fremgår indledningsvist, idet ”Statens Musikråd” er erstattet af Slots- og Kulturstyrelsen. Derudover er der foretaget enkelte andre sproglige opdateringer til nutidige forhold.
Bestyrelsen foreslås suppleret med et ekstra medlem, så bestyrelsen tæller ti medlemmer og sammensætningen ændres. Det betyder, at der er et lige antal medlemmer i bestyrelsen.
Forældreperspektivet styrkes ved at udgøre tre forældrerepræsentanter i stedet for to, jf. § 4 stk. 3, mens elevdeltagelsen ændres fra tre til to repræsentanter. Det styrkede forældreperspektiv vil med bidrage med mere erfaring i bestyrelsen. Derudover suppleres bestyrelsen med en repræsentant for skolelederne - udpeget af og blandt medlemmerne af Skolelederne i Københavns Kommune SKK, jf. § 4 stk. 7. Dette er vigtigt for Musikskolen fordi folkeskolereformen har betydet et væsentligt styrket krav om samarbejde som ville kunne formidles langt bedre med et medlem med kendskab til forholdene i folkeskolen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Efter forslagets behandling i BUU forelægges vedtægterne for Borgerrepræsentationen til godkendelse. Vedtægterne træder i kraft herefter og de hidtidige vedtægter ophæves.
Tobias Børner Stax / Mette Seneca Kløve
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 22. maj 2019:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.