Mødedato: 22.05.2019, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Udmøntning af midler tildelt i overførselssagen 2018-19

Se alle bilag

Udvalget orienteres om udmøntning af midler tildelt i overførselssagen 2018-19.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,  

  1. at udvalget tager udmøntningen af driftsmidler tildelt i Overførselssagen 2018-19 til efterretning.

Problemstilling

Overførselssagen 2018-19 blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019. Med denne indstilling orienteres udvalget om udmøntning af de tildelte driftsmidler.

Anlægs- og planlægningsbevillinger indgår ikke i denne indstilling, da implementeringen som udgangspunkt besluttes direkte med aftalen om overførselssagen. Derudover er vedtagne investeringscases og innovationsprojektet om adaptive læringsmidler i folkeskolens undervisning udmøntet direkte med Overførselssagen 2018-19. En oversigt fremgår af bilag 1, hvor også den videre proces for innovationsprojektet er beskrevet.

Løsning

I tabel 1 fremgår alle budgettildelinger på samlet set 59,6 mio. kr. fra Overførselssagen 2018-19 til udvalgets område. Udmøntningen af budgettildelingerne er beskrevet nedenfor. 

Tabel 1: Budgettildelinger til børne- og ungeområdet i Overførselssagen 2018-19 

 Budgettildeling (mio. kr.)

2019

 Styring og håndtering af stigende aktivitet på specialområdet

 39,2

 Tilbagerulning af besparelse i pladsprisen på 0-2 års området

 13,0

 Delvis eftergivelse af gæld på Lundehusskolen og Blågård Skole

 6,6

 Undervisning i digital dannelse i udskolingen

 0,8

 I alt

 59,6

 

Styring og håndtering af stigende aktivitet på specialområdet (39,2 mio. kr. i 2019)

Der er tildelt 21,8 mio. kr. til at finansiere merudgifter som følge af det stigende antal børn med behov for et specialtilbud samt 17,5 mio. kr. til indsatser, som på sigt kan bremse andelen, der visiteres til specialtilbud. De 39,2 mio. kr. udmøntes som følger:

 

A) 5.5 mio. kr. til styrkelse af skolernes ressourcecentre og systematik og flere ressourcer til inklusionsindsatsen i form af f.eks. inklusionspædagoger, herunder understøttelse af lærerteam og skolernes arbejde med de fleksible tilbud (6-17 år).

Midlerne udmøntes til undervisningsrammen.

 

B) 2 mio. kr. til udbredelse, fokusering og styrkelse af kompetencecentrenes arbejde med henblik på at matche de udfordringer som institutioner og skoler står med (f.eks. inkluderende læringsmiljøer, autisme, læse- og skrivevanskeligheder), og styrke partnerskaber mellem special- og almentilbud 0-17 år.

Midlerne udmøntes til undervisnings- og specialundervisningsrammen.

 

C) 1 mio. kr. til styrkelse af den tidlige indsats i dagtilbuddene, herunder både de indsatser, der finder sted i almene dagtilbud og basispladser samt styrket samarbejde mellem dagtilbud og skole. Midlerne udmøntes til dagtilbudssrammen. 

 

D) 5.7 mio. kr. til styrkelse af specialsupportens indsatser som understøtter inkluderende læringsmiljøer og tidlige grupperettede indsatser i samspil med pædagoger og lærere (0-17 år). Midlerne udmøntes til dagtilbuds- og undervisningsrammen.

 

E) 1.5 mio. kr. til styrkelse og kvalitetsudvikling af de fleksible indsatser, herunder mere systematisk opfølgning, brug af evidensbaserede metoder og adgang til de rette kompetencer (6-17 år).

Midlerne udmøntes til undervisningsrammen.

 

F) 1.3. mio. kr. til systematisk opfølgning og ledelsesinformation, herunder bedre data for børnenes læring og trivsel og videndelen af gode erfaringer som grundlag for udvikling af praksis (0-17 år). Midlerne udmøntes til administrationssrammen. 

 

G) 0.5 mio. kr. til styrket visitations- og revisitationspraksis på 0-17-årsområdet, herunder forenkling af sagsgange. læring og trivsel og videndelen af gode erfaringer som grundlag for udvikling af praksis (0-17 år).

 Midlerne udmøntes til administrationssrammen.  

 

H) 21.8 mio. kr. til ressourcer til øget pres på specialområdet i løbet af 2019.

Midlerne udmøntes til specialdagtilbuds- og specialundervisningsrammen (jf. desuden sagen om 1. regnskabsprognose på indeværende møde), hvoraf de 19,8 mio. kr. finansierer en del af det forventede merforbrug på specialområdet i 2019. Der afsættes 2 mio. kr. til tidlig opstart af personale i de nye pladser på hhv. Charlottegården og Kirsebærhaven Skole. Formålet er, at personalet kan gennemføre planlægning og kompetenceudvikling inden skolestart. Udover de 2 mio. kr. er der afsat 1,5 mio. kr., som blev tildelt i aftalen om budget 2019. 

 

De 17,5 mio. kr. til indsatserne A-G udmøntes som angivet og udmeldes løbende til de institutioner, skoler og kompetencecentre, hvor der vurderes at være behov for en indsats.

Tilbagerulning af besparelse i pladsprisen på 0-2 års området (13,0 mio. kr. i 2019)

Tildelingen er bevilliget med henblik på at friholde 0-2 års området for besparelsen på ca. 1 pct. der er pålagt alle enheder i 2019. Midlerne udmøntes i pladsprisen til alle 0-2 års institutioner.

 

Delvis eftergivelse af gæld på Lundehusskolen og Blågård Skole (6,6 mio. kr. i 2019)

Midlerne udmøntes direkte til skolerne med henblik på, at deres overførte gæld fra 2018 nedbringes. Der udmøntes henholdsvis 3,5 mio. kr. til Lundehusskolen og 3,1 mio. kr. til Blågård Skole.

 

Undervisning i digital dannelse i udskolingen (0,8 mio. kr. i 2019)

Midlerne udmøntes til indkøb af forløb med undervisning i digital dannelse i udskolingen. Forløbene udbydes som eksterne læringsforløb i regi af Åben Skole og afvikles i skoleåret 2019/20. Forløbene skal øge udskolingselevernes trivsel og dannelse ved at styrke positive online fællesskaber, hvor egne og andres grænser og rettigheder anerkendes, samt i bredere forstand arbejde med aspekter af digital dannelse som digital myndighed og dømmekraft.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

Videre proces

Udmøntningsplanen implementeres. Forvaltningen inddrager bl.a. de faglige organisationer, bruger- og forældreorganisationer og ungeråd i det videre arbejde - lige som der vil være dialog på tværs af organisationen. 

Efter udvalgets godkendelse af denne indstilling udmeldes midlerne til 0-2 års institutioner samt Lundehusskolen og Blågård Skole. Forløbene vedrørende digital dannelse forventes udbudt på Åben Skole portalen fra skoleåret 2019/20, hvor skolerne frit og gratis kan vælge forløb.

 

Tobias Børner Stax                        /Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 22. maj 2019:

Indstillingen blev taget til efterretning.


Til top