Mødedato: 22.05.2019, kl. 08:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Høringssvar vedr. helhedsplan for Bystævneparken

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til høringssvar vedr. helhedsplan for Bystævneparken.

 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

I Budget 2018 blev det besluttet at igangsætte udarbejdelsen af en helhedsplan for Bystævneparken. Økonomiforvaltningen (ØKF) har udarbejdet forslag til helhedsplan med deltagelse af de øvrige forvaltninger. Planen omfatter bl.a. en to-sporet skole og 20 daginstitutionsgrupper.

Borgerrepræsentationen (BR) har i februar 2019 besluttet, at helhedsplanen sendes i høring i de relevante udvalg og i offentlig høring.

Den seneste behovsprognose viser et fald i behovet for skolekapacitet i Brønshøj. Der forventes således på sigt alene behov for ét ekstra skolespor i stedet for to. Med byudviklingen i Tingbjerg og Bystævneparken er behovet koncentreret i det område, og hvis søgefrekvensen til skolerne i Brønshøj stiger eller befolkningsprognosen ændrer sig, så vil behovet også ændre sig. Der er ikke mange ledige og lettilgængelige grunde i byen til skolebyggeri, og derfor reserveres der i arealplanerne arealer til mulige kapacitetsudvidelser, som rækker frem til år 2050.

Løsning

Forslag til udvalgets høringssvar:

”Den seneste behovsprognose viser en mindre nedgang i behovet for ny skolekapacitet i Brønshøj. Der forventes et behov svarende til ét ekstra skolespor i stedet for to. Behovsprognosen baseres på kommunens estimeringer af befolkningsudviklingen. BUU er bekendt med, at der er ændret i prognosemodellen for befolkningsudviklingen, hvilket har indvirket på behovsprognosen for skolekapacitet. Den nye prognosemodel skulle gerne resultere i bedre prognoser, hvilket i givet fald vil vise sig i løbet af de førstkommende år. Særligt i byudviklingsområder viser erfaringen desuden, at det er svært præcist at forudsige antallet af børn samt forældrenes tilvalg af de lokale folkeskoler. Usikkerhederne vækker bekymring for, at prognoserne tegner et forkert billede, som kan føre til en byudvikling, der ikke tilvejebringer den nødvendige plads til skolekapacitet. Det er fx set i Sydhavnen og Ørestad.  

BUU lægger vægt på, at den nødvendige skolekapacitet er tilstede for de mange nye københavnere. Selv om der ifølge den nuværende prognose  ikke vil være behov for en ny skole i Bystævneparken, skal muligheden for senere at bygge ny skolekapacitet fastholdes. Udvalget opfordrer til, at det i helhedsplanen undersøges, hvordan arealet i en midlertidig periode kan udnyttes til gavn for lokalområdet og særligt børn og unge.

Byudviklingen af Bystævneparken er tæt koblet med udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse, som skal behandles i BR i juni 2019. Der bør således til udviklingen af funktioner og samlingssteder i Bystævneparken ske en tydelig kobling med visionen for udviklingen af det samlede område. Der vil eventuelt i en midlertidig periode være behov for genhusning af institutioner mm., hvilket den kommende skolegrund muligvis kan bruges til.

I forhold til den foreliggende helhedsplan, noterer BUU sig, at planen lægger op til, at skolen og skolegården får en central rolle for fritidslivet i bydelen. Af planen fremgår det, at ”Skolegården er omdrejningspunktet i bydelen, alles færden og gøremål tangerer og føres via skolegården. Her er der lagt op til udfoldelse for alle brugergrupper over dagen og døgnet.” BUU ser positivt på intentionen om multifunktionalitet generelt, og dermed på at kommunens kvadratmeter udnyttes til gavn for borgerne. Samtidig understreger BUU, at der ikke må gås på kompromis med bygningerne og udearealets primære funktion: at danne de bedst mulige rammer for en velfungerende skole. Dette forhold har BUF løbende påpeget i arbejdet med udviklingen af helhedsplanen over for ØKF og de øvrige forvaltninger.

BUU noterer sig, at det af helhedsplanen fremgår, at skolen består af flere mindre bygninger. I den sammenhæng vil BUU gerne gøre opmærksom på, at antallet af bygninger og deres udformning afgøres i byggeriets planlægningsfase, som påbegyndes på et senere tidspunkt, når en planlægningsbevilling er bevilget. En eventuel godkendelse af helhedsplanen bestemmer således ikke, hvordan skolens bygning(er), indretning og udeareal skal være.

Generelt  betragter  BUU  planens  tekst  vedrørende  skole  og  skolegård  som  et inspirationsoplæg/en hensigt  og  ikke  et  beslutningsgrundlag.  BUU  er bekendt  med,  at  ved  en eventuel  endelig godkendelse af helhedsplanen er skolens placering i bydelen bestemt. Men den specifikke udformning fastlægges i planlægningsfasen, og baseret på konkret vurdering skal faglig funktionalitet, skoledrift og almindelig driftshensyn mv. balanceres sammen med ønsker om eksempelvis åbenhed og tilgængelighed.”

 

Økonomi

Høringssvaret har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

 

Videre proces

Godkendes udkast til høringssvar fremsendes svaret til ØKF. Det er ØKFs hensigt, at helhedsplanen besluttes endeligt i BR i december i år.

 

Tobias Børner Stax                                       /                 Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 22. maj 2019:

Indstillingen blev godkendt.


Til top