Sammenhængende børne- og ungepolitik - perspektiver på tværs af sektorer - FÆLLESINDSTILLING SOF, BUF
Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget skal tage stilling til, hvorvidt udkast til en revideret Børne- og Ungepolitik; Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik - perspektiver på tværs af sektorer, skal sendes til høring.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget,
- at Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget godkender, at forslag til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik - perspektiver på tværs af sektorer sendes i høring blandt interne og eksterne samarbejdspartnere
Problemstilling
I forbindelse med Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningens arbejde med en fælles forebyggelsesstrategi og programmet for Bedre samarbejde mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har forvaltningerne vurderet, at der er behov for en revision af Børne- og Ungepolitikken. Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget godkendte derfor den 10. oktober 2012, at forvaltningerne igangsatte en revision af Børne- og Ungepolitiken.
Løsning
Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til en sammenhængende Børne- og Ungepolitik (bilag 1). Børne- og Ungepolitikken er Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningens bud på en overordnet politik, der binder de forskellige politikker og strategier på det samlede børne- og ungeområde i Københavns Kommune sammen.
Alle forvaltninger i Københavns Kommune har indsatser målrettet børn og unge og har således allerede i dag politikker og strategier, der beskriver, uddyber og nuancerer deres del af børne- og ungeindsatsen. Eksempler på dette er Børne- og Ungdomsforvaltningens Specialreform - Tidlig indsats og Inklusion, pejlemærker for pædagogisk kvalitet i dagtilbud og pejlemærker for den Københavnske folkeskole, Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik 2011-2015, Integrationspolitik 2011-2014 og Københavns Kommunes strategi for udvikling af arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier 2012-2014.
Børne- og Ungepolitikken opstiller således ikke nye værdier og mål, men fungerer som en paraply for den samlede indsats på børne- og ungeområdet og går på tværs af forvaltninger og fagområder. Politikken beskriver derfor ikke nye handlinger eller aktiviteter, idet disse allerede er beskrevet i de eksisterende politikker og strategier, og den reviderede politik bygger således både på praksiserfaringer og forskning og den brede inddragelsesproces, der har været i forbindelse med udarbejdelsen af disse.
Politikken udstikker altså de overordnede rammer for kommunens daglige arbejde, så både borgere og medarbejdere ser kommunes indsatser på børne- og ungeområdet som del af en helhed. Konkret er Børne- og Ungepolitikken struktureret med udgangspunkt i de sammenhænge, barnet eller den unge bevæger sig i:
- Børn og unges demokratiske dannelse - Alle børn og unge bør trives og deltage i mangfoldige fællesskaber, hvorigennem de lærer og udvikler deres sociale og demokratiske kompetencer.
- Børn og unges familieliv - Alle børn og unge bør have et godt familieliv og forældre, dagtilbud, skole- og fritidstilbud skal indgå i et tæt og ligeværdigt partnerskaber og samarbejde om barnets eller den unges udvikling og trivsel.
- Børn og unges sociale, kulturelle og faglige udvikling - Alle børn og unge har ret til hver dag at blive mødt med positiv voksenkontakt og skal - uanset deres baggrund - kunne klare sig godt socialt og fagligt. Ligeledes skal alle børn og unge - uanset deres udgangspunkt udfordres og blive dygtigere, så de gennemfører folkeskole og ungdomsuddannelse.
- Rettidig og forebyggende støtte til børn og unge - Alle børn - og unge samt deres familie bør have en rettidig og helhedsorienteret rådgivning og støtte, hvis barnet, den unge eller familien er i vanskeligheder.
- En tryg og inkluderende by for børn og unge - Alle børn og unge skal kunne bevæge sig sikkert rundt i deres boligområde samt resten af byen og børn og unge bør have et aktivt kultur- og fritidsliv med en mangfoldig vifte af tilbud.
Denne opdeling er valgt for at vise sammenhængen i de generelle, forebyggende og særlige indsatser for de 0-18 årige, og for at sætte fokus på det helhedsorienterede arbejde med børn og unges livsvilkår i centrum.
Børne- og Ungepolitikken henvender sig til alle kommunens børn, unge og deres familier samt politikere og medarbejdere. Set fra et borgerperspektiv giver politikken indsigt i, hvilke værdier og mål, der arbejdes med på børne- og ungeområdet. Medarbejdere kan bruge politikken som retningsanvisende for tilrettelæggelse af det daglige arbejde med byens børn og unge. Desuden skal iværksættelsen af indsatser, ydelser og planlægning af nye projekter, skal tilrettelægges med udgangspunkt i værdierne i politikken.
Økonomi
Videre proces
På baggrund af høringssvarene forelægges Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget en endelig Børne- og Ungepolitik på udvalgsmøderne hhv. 4. og 11. september 2013. Børne- og Ungepolitikken forventes herefter behandlet i Borgerrepræsentationen i oktober måned 2013.
Else Sommer Anette Laigaard