Mødedato: 22.03.2006, kl. 15:00

Udviklingen i de private pasningsordninger (Privat Børnepasning og Privat Dagpleje)

Udviklingen i de private pasningsordninger (Privat Børnepasning og Privat Dagpleje)

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. marts 2006

 

 

7.      Udviklingen i de private pasningsordninger (Privat Børnepasning og Privat Dagpleje)

  J.nr. 298761

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at     udvalget tager orienteringen omkring udviklingen i de private pasningsordninger Privat Dagpleje og Privat Børnepasning til efterretning

 

RESUME

Forvaltningen er blevet bedt om at udfærdige en indstilling om udviklingen i de private pasningsordninger Privat Børnepasning og Privat Dagpleje.

 

Baggrunden for dette er, at budgettet til de to ordninger i 2006 og 2007 er baseret på et skøn over den forventede udvikling fra 2004 (Dynasoft november 2004). Allerede i 2005 orienterede forvaltningen om, at denne udvikling i pladsantallet formentligt var sat alt for lavt (Dynasoft oktober 2005). Dette blev der ikke taget højde for i Budget 2006 samt i Børneplanens økonomiske ramme for 2007 (jf. Afrapportering af Børneplanen også fremlagt på dette møde).

 

Generelt fremgår det, at: Antallet af børn i de private pasningsordninger (Privat Børnepasning og privat dagpleje) ikke er faldet i så høj grad som forventet i 2004. Derimod ligger antallet af børn tæt op af forventningerne fra 2005.

 

Dette betyder, at der må kalkuleres med et merforbrug på de to ordninger i 2006 og 2007. Forvaltningen fremlægger indstilling om dækning af det økonomiske merforbrug, når budgetoverførelsessagerne mellem 2005 og 2006 er afsluttet.

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Forvaltningen er blevet bedt om at udfærdige en indstilling om udviklingen i de private pasningsordninger Privat Børnepasning og Privat Dagpleje.

 

Københavns Kommune har i 2005 etableret pasning ved behov på 0-5 årsområdet. Borgernes behov for de private p asningsordninger (Privat Børnepasning og Privat Dagpleje) ved pasning ved behov i Københavns Kommune er kortlagt gennem behovsprognoser. Erfaringsmæssigt falder efterspørgslen efter private pasningsordninger, når der er pasningsgaranti (pasning ved behov). Der har dog vist sig en tendens til, at københavnske forældre i højere grad end forældre på landsplan fortsat gerne vil bruge de private pasningsordninger til pasning af deres børn.

 

I denne indstilling beskrives de to ordninger, derefter gennemgås ændringer i prognoserne fra 2004 til 2005 i pladstal og økonomi. Baggrunden for ændringerne beskrives, og endeligt præsenteres den nuværende konkrete udvikling for de første to måneder af 2006. 

 

Beskrivelse af privat dagpleje

Privat Dagpleje er et fast ansættelsesforhold under ét af kommunens fem dagplejekontorer, hvor dagplejeren får en kontrakt med løn, arbejdstider etc.

 

Der er to overordnede pasningsmuligheder for forældrene i dette tilbud. Den ene mulighed er, at en dagplejer passer sit eget barn/egne børn samt eventuelt 1 barn udefra. Den anden mulighed er, at man som forældre afleverer sit barn hos en privat dagplejer og får barnet passet der.

 

De private dagplejere vælger traditionelt denne ordning primært af 4 årsager:

1.      Der er mange tvillingeforældre, der bruger ordningen (36 % af brugerne).

2.      Det er en økonomisk god ordning, hvis man er studerende, arbejdsløs eller lavtlønnet.

3.      Bevidst valg af at være længere tid hjemme med deres barn/børn, end barselsorloven giver mulighed for.

4.      Man kan få sit barn passet fra den dato, hvor man ønsker pasning.

 

 

Beskrivelse af Privat Børnepasning

Privat Børnepasning er den mest fleksible af de private ordninger, bl.a. baserer den sig på et tilskud pr. barn og der er stor fleksibilitet i forhold til planlægning og pasningstidspunkter.

 

Der er to overordnede pasningsmuligheder for forældrene i dette tilbud:

-         Den første er, hvor forældrene bliver arbejdsgivere, dvs. ansætter børnepasser, typisk sammen med et andet forældrepar, og typisk hvor pasningen foregår i et af børnenes hjem. Forældre og børnepasser udfylder ansættelseskontrakten, som samtidig fungerer som ansøgning om tilskud. Kommunen udbetaler tilskud på op til 70% af forældrenes dokumenterede udgifter samt evt. søskendetilskud.

-         Den anden mulighed er, at forældrene køber pasning hos en selvstændig børnepasser. En selvstændig børnepasser kan både være en selvstændig, der passer 2-3 børn i eget eller et af børnenes hjem, og det kan være en storordning. En storordning er at sammenligne med en institution, og lever op til samme krav som kommunale og selvejende institutioner. Forskellen er, at der er tale om rent private initiativer, der selv ejer eller lejer bygninger. Og nedlægges ordningen, forsvinder pasningskapaciteten således også. Forældre er ikke arbejdsgivere, men køber pasning som serviceydelse, udfylder ansøgningsskema og får dækket op til 70% af de dokumenterede udgifter, samt evt. søskendetilskud.

 

Brugerne af Privat Børnepasning er primært forældre med behov for fleksibilitet, der samtidig ikke har behov for friplads (friplads er ikke muligt under Privat Børnepasning).

 

Brugerne vælger primært ordningen af 5 årsager:

1.      Valg af en specifik storordning (Rudolf Steiner, pædagogisk tilgang, beliggenhed o.a.)

2.      Ventelistetilbud (f.eks. hvis forældrene ønsker en bestemt institution, der har lange ventelister).

3.      Ordningens fleksibilitet hvad angår tid og planlægning.

4.      Ordningen giver mulighed for, at barnet ikke skal passes sammen med mange andre børn, hvilket nogle forældre vurderer kan skabe usikkerhed for især de helt små børn.

5.   &nb sp;  Man kan få sit barn passet fra den dato, hvor man ønsker pasning.

 

 

Økonomi og aktivitet

Budget 2006 er fastlagt ud fra prognosen udarbejdet i marts 2004. Og der mangler derfor i år delvist finansiering af de private ordninger.

 

De nedenstående tabeller viser antallet af børn i prognoser og aktivitet.

 

Prognoser og aktivitetstal, 2006:

 

Prognose udarbejdet 2004

Prognose udarbejdet 2005

Aktivitetstal (28. februar 2006) *

Privat Børnepasning, 0-2 år

163

236

227

Privat Børnepasning  3-5 år

44

162

99

Privat Dagpleje (0-2 år)

229

395

498

* der skal gøres opmærksom på, at aktivitetstallet i de private ordninger ikke er jævnt fordelt over året, hvorfor der vil være svingninger i senere måneder af 2006.

 

Prognoser, 2007:

 

Prognose udarbejdet 2004

Prognose udarbejdet 2005

Privat Børnepasning, 0-2 år

128

236

Privat Børnepasning  3-5 år

20

162

Privat Dagpleje (0-2 år)

194

303

 

Som det fremgår af ovenstående tal, er det prognosen fra august 2005, der viser det mest retvisende billede af behovet for private pasningsordninger i kommunen.

 

 

Økonomi

Der forventes større aktivitet i de private pasningsordninger, end der er tildelt budget til i 2006 og 2007. Når overførselssagerne fra budgetår 2005 til budgetår 2006 er politisk behandlet, vil forvaltningen indstille et eventuelt behov for finansiering for udvalget. Der er ansøgt om overførsel på 2,0 mio. kr. fra mindreforbrug i Privat Børnepasning i 2005 til budgettet for Privat Børnepasning i 2006, og der er ansøgt om overførsel på 5,0 mio. kr. til dagplejens budget 2006. Begge disse overførsler er almindelige overførselssager, som vil blive behandlet i Borgerrepræsentationen i juni 2006. 

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Ingen

 

                                                   Peter Rasmussen   

                                                                                             Jan Dehn                                                                                               

 

 

 

&nbs p;

 


 

Til top