Mødedato: 22.02.2006, kl. 08:15

Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning - procesplan

Se alle bilag

Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning - procesplan

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. februar 2006

 

 

8.      Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning - procesplan

  J.nr. 293538

 

 

INDSTILLING

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at    forslag til procesplan for arbejdet med udviklingsplanen for brugerdemokrati og selvforvaltning godkendes

 

at    forvaltningens forslag til indsatsområder sendes til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det centrale Forældreforum, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole og bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne

 

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 13. oktober 2005 (BR 526/05) en indstilling fra det tidligere udvalg for demokrati og serviceudvikling om styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning i Københavns Kommune.

 

Forvaltningen fremlægger hermed forslag til procesplan for arbejdet med udviklingsplanen for brugerdemokrati og selvforvaltning. Blandt forslagene kan nævnes: etablering af ny decentral struktur i forvaltningen på børne- og ungdomsområdet tættere på brugerne, styrkelse af inddragelsen af de unge i forhold, der vedrører dem, en indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne på Børne- og Ungdomsforvaltningens område og strategier for uddannelse af brugere og medarbejdere.

 

Forslaget til indsatsområder foreslås sendt til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det centrale Forældreforum, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole og bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne.

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 13. oktober 2005 (BR 526/05) en indstilling fra det tidligere udvalg for demokrati og serviceudvikling om styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning i Københavns Kommune. Den vedtagne politik for styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning vedlægges som bilag 1.

 

Det blev i forbindelse hermed pålagt fagudvalgene at udarbejde udviklingsplaner i 1. halvår af 2006 med inddragelse af brugerne. I udviklingsplanerne skal udvalgene redegøre for deres planer for udvikling af brugerdemokratiet og selvforvaltning og dialogen mellem udvalg og brugere.

 

Forvaltningen fremlægger på dette møde en procesplan for arbejdet med udviklingsplanen. Procesplanen beskriver forvaltningens forslag til indsatsområder og målgrupper for nye initiativer samt proces og metode for inddragelse af brugergrupper.

 

Inden for Børne- og Ungdomsudvalgets ressortområde er der etableret et brugerdemokrati som følge af reglerne i folkeskoleloven og lov om social service i form af brugerbestyrelser på samtlige institutioner og skoler og elevråd på skolerne.

 

Desuden har Borgerrepræsentationen godkendt etableringen af Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber samt Det centrale Forældreforum på daginstitutionsområdet.

 

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 25. november 2004 (BR 548/04) efter indstilling fra det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalg gennemførelsen af lønsumsstyring på samtlige skoler og institutioner fra 1. januar 2006. Der er desuden i 2000 indført en selvforvaltningsmodel på samtlige daginstitutioner for 0-6 årige i kommunen.

 

Forvaltningen har således et udbygget, formelt brugerdemokrati på udvalgets serviceområder, som i høj grad lever op til Borgerrepræsentationens vedtagelser om brugerdemokrati og selvforvaltning.

 

Der gennemføres desuden løbende brugerundersøgelser inden for udvalgets serviceområder, hvis resultater bidrager til at  forbedre og målrette kommunens tilbud. 

 

Af den vedtagne vision og målsætning for Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvis struktur er trådt i kraft pr. 1. januar 2006 fremgår følgende målsætning:

 

"At sikre børn, unge, forældre og ansatte medindflydelse og medansvar"

 

Det vil vi gøre ved at:

·        Dialogen mellem børn, unge, forældre, institutioner og ansatte bygger på gensidig åbenhed, tillid, ligeværd og respekt for fællesskabet og den enkelte.

·        Børn, unge, forældre og ansatte oplever velfungerende kommunikationskanaler, samt at beslutningsprocesserne er synlige, gennemskuelige og tilgængelige.

·        Decentralisere således, at beslutninger i dagligdagen træffes så tæt på brugerne og opgaverne som muligt inden for de gældende mål og rammer.

·        Arbejde for at den enkelte ansatte oplever sammenhæng og medindflydelse i dagligdagen."

 

Det er vigtigt, at det sikres, at brugerdemokratiet hele tiden udvikles i takt med brugernes behov og ønsker om indflydelse. Udviklingsplanen kan således anvendes til løbende at vurdere, om der er mulighed for udlægning af yderligere kompetence til brugerne og om den etablerede struktur for bruger inddragelse er optimal. 

 

Forvaltningen foreslår følgende indsatsområder, som kan være medvirkende til at styrke og kvalificere brugerdemokratiet på udvalgets område:

 

·        Etablering af ny decentral struktur i forvaltningen på børne- og ungdomsområdet tættere på brugerne

Forslaget er under implementering i forbindelse med etableringen af den ny struktur i forvaltningen pr. 1. januar 2006, som forventes udbygget med udrulningen af lokaludvalg i kommunen.

 

·        Styrkelse af inddragelsen af de unge i forhold, der vedrører dem, fx i form af ungeråd i lokalområderne

Borgerrepræsentationen har på sit møde den 3. november 2005 (585/05) vedtaget målsætninger for klubberne, hvori bl.a. indgår, at der skal eksperimenteres med organiseringen og tilrettelæggelsen af medlemmernes indflydelse, så der bliver mulighed for at inddrage de større børn og unge både via en formel struktur og gennem en mere uformel indflydelse og at der skal udstikkes rammer for indflydelsen, som de større børn og unge kan overskue, og som er så synlige, at de ved, hvad de kan bestemme. 

 

·        Indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne på børne- og ungdomsforvaltningens område.

Indsatsen skal indtænke Københavns Kommunes værdigrundlag om at møde borgeren med respekt, dialog, tillid og ligeværdighed.

 

·        Indsats for kompetenceudvikling af ledere og medarbejderne i forhold til dialogen med brugerne.

 

·        Indsats for uddannelse af brugere.

Forslag om kurser for brugerbestyrelsesmedlemmer – evt. i forhold til særlige målgrupper som fx nydanskere.

 

·        Drøftelse af kommissorier og vedtægter for de overordnede brugerorganer med henblik på forbedring af dialogprocesserne.

Forslag om at Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber, Det centrale Forældreråd samt KKU´s og CSV´s bestyrelser foretager revision af deres funktionsgrundlag.

 

Efter den foreslåede høring om de nævnte indsatsområder fremlægger forvaltningen en strategiplan i forbindelse med arbejdet med udviklingsplanen for styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning. Strategiplanen vil indeholde en nærmere beskrivelse af de foreslåede, prioriterede indsatsområder samt indeholde en plan for fremlæggelse af konkrete initiativer og forslag til implementering af disse. I forbindelse med fremlæggelsen af konkrete initiativer vil der blive foreslået gennemført yderligere brugerinddragelse målrettet de berørte brugere. 

 

Ud over de initiativer, som det enkelte fagudvalg er ansvarlig for, arbejdes der i en tværgående projektgruppe med deltagelse af alle forvaltninger på udvikling af generelle værktøjer til forbedring af brugerdemokratiet bl.a. i form af en web-portal med gode koncepter for bruger- og borgerinddragelse.

 

 

Økonomi

Ikke alle de fremlagte forslag til indsatsområder kan forventes afholdt inden for den eksisterende budgetramme for Børne- og Ungdomsudvalget.

 

Forvaltningen forventer i forbindelse med fremlæggelse af forslag til udvalgets udviklingsplan  at kunne angive størrelsen af de udgifter, der vil være forbundet med gennemførelsen af de foreslåede indsatsområder.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Forvaltningens forslag til indsatsområder foreslås sendt til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det centrale Forældreforum, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole og bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne således, at forslag til udvalgets udviklingsplan i form af en strategiplan kan behandles af  udvalget på mødet den 10. maj 2006.

 

Formålet med høringen er at få de overordnede brugerråd og brugerbestyrelsers tilkendegivelser om og prioriteringer af de fremlagte indsatsområder samt eventuelt at generere yderligere ideer til udvikling af brugerdemokrati og selvforvaltning på udvalgets område.

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Politik for styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning godkendt af Borgerrepræsentationen den 13. oktober 2005

 

 

                                                       Peter Rasmussen

                                                                                            Pernille Theut

 


 

Til top