Mødedato: 21.09.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

BUU-studietur 2022-23

BUU skal drøfte studietur for udvalget i hhv. 2022 og 2023.
 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget træffer beslutning om studiedag den 2. november 2022 mhp. at opnå viden og inspiration om trivsel og inkluderende fællesskaber, blandt andet fra eksempler i Danmark.

2. at udvalget beslutter tema og destination for studietur i foråret 2023 (evt. 22.-24. februar 2023) mhp. at opnå viden og inspiration om trivsel og inkluderende fællesskaber eller om kvalitet i dagtilbud fra udlandet.

3. at der afsættes op til 300.000 kr. (skønsmæssigt overslag) i alt til begge studieture, der finansieres via udvalgets bevilling, Administration.

Problemstilling

For at imødekomme udvalgets ønske om inspiration, udsyn og viden om praksis har udvalget mulighed for at tage på studieture. Forvaltningen fremlægger nedenfor forslag til temaer og destinationer for studieture.

Løsning

Med udgangspunkt i Børne- og Ungdomsudvalgets (BUU) nye strategi og indsatsområder om, at a) alle elever skal løftes og komme godt videre, b) alle børn og unge skal trives og opleve stærke fællesskaber samt c) læringsmiljøer skal give plads til forskellighed, så forslår forvaltningen to studieture, der sætter fokus på fællesskabet særligt i folkeskolen og sammenhængen mellem læring og trivsel: én i Danmark i efteråret 2022 og én til udlandet i uge 8 i 2023. 

1. Studietur til Langebjergskolen i Humlebæk og til Aarhus

I Danmark arbejdes flere steder med nyskabende inkluderende undervisningsformer, som har givet gode resultater. Det gælder blandt andet på Langebjergskolen i Humlebæk og i Århus Kommune. Forvaltningen foreslår derfor, at udvalget besøger Langebjergskolen, der blandt andet gør brug af problembaseret læring i undervisningen med fokus på samarbejde, sanselighed, bevægelse og arbejdsformer, som understøtter elevernes motivation og medbestemmelse. Derfra foreslås det, at studieturen går videre til Aarhus Kommune, hvor udvalget præsenteres for en Nest-klasse. Nest-klasser er et koncept, der er udviklet i New York (USA) og bygger på en række anerkendte metoder til at understøtte elever med autisme i et inkluderende undervisningsmiljø.

Studieturen vil herudover indeholde møder med relevante aktører, fx skoleledere, lærere, BUU-udvalg i Aarhus.

2. Studietur til Norge, Nederlandene, England/Skotland eller USA

Arbejdet med at skabe inkluderende fællesskaber, der kan understøtte høj trivsel og læring for alle elever, er en problemstilling, der også er kendt i andre EU- og OECD-lande, og der ses generelt en tendens mod strategier, der i højere grad fokuserer på at inkludere elever med særlige behov i almenmiljøet.

I forslaget er der taget udgangspunkt i en række mulige destinationer i Europa. Hvis udvalget ønsker et bredere udsyn, kan der tillige peges på USA som en interessant destination inden for dette tema.

I de foreslåede lande arbejdes der på forskellige måder med fællesskaber, inklusion og trivsel. Studieturen vil indeholde møder med relevante aktører, fx skoleledere, lærere, politikere og besøg på relevante skoler, med henblik på at drøfte erfaringer og perspektiver om inkluderende fællesskaber i skolen.

I Norge har andelen af elever der modtager specialundervisning ligget relativt stabilt siden 2012, og man ser en stigende andel af elever, der modtager specialundervisning i klassen. I Norge foregår der også et arbejde inkluderende læringsmiljøer, der skal være præget af forebyggende og tidlig indsats. Ca.8. pct. af de norske elever modtager specialundervisning. 91 pct. af de elever, der modtager specialundervisning, er tilknyttet en almindelig klasse. De øvrige 9 pct. er tilknyttet en afdeling for Specialundervisning (UVM 2022). Den norske forsker Thomas Nordahl peger på, at Danmark og Norge minder meget om hinanden og har mange af de samme udfordringer på skoleområdet. Thomas Nordahl arbejder blandt andet med inkluderende læringsmiljøer og et ressourceorienteret børnesyn. Københavns Kommune har i flere sammenhænge brugt Thomas Nordahl, og han har undervist alle skoleledelser og klyngeledere på en heldagskonference om arbejdet med inkluderende læringsmiljøer.

I Nederlandene får elever med særlige behov støtte, som er inddelt i tre niveauer af specialpædagogisk bistand, hvor skolen indledningsvist prøver at støtte eleven med forskellige tiltag, som fx støtte i undervisningen og lektiehjælp. Alle skoler skal tilbyde en form for grundlæggende støtte til elever med særlige behov, og som følge af det krav skal alle almenskoler hvert fjerde år beskrive, hvilke tilbud de har til elever med specialpædagogiske behov i en såkaldt ”skole-støtte-profil”. Lærere, pædagoger og andet personale efteruddannes og rekrutteres til skolerne på baggrund af denne skoleprofil, så skolen har de rigtige kompetencer til rådighed.  I 2019 var 2,1 pct. af de nederlandske elever segregeret til specialtilbud.

I Skotland har man igangsat et nationalt program, der har til formål at forbedre resultaterne for alle børn og unge - med særligt fokus på børn og unge, hvis trivsel vækker bekymring hos forældre, lærere eller andre voksne, som er tæt på barnet / den unge. Programmet er nu implementeret på alle skoler og før-skoler i Skotland. Det forrige udvalg har allerede været på denne tur, men forvaltningen mener, at studieturen indeholder perspektiver, der er forenelige med BUU's nye strategi.

I USA kan der peges på muligheden for at hente inspiration og viden i San Diego i Californien. I San Diego kan besøget blandt andet gå til High Tech High, der er et netværk af 16 skoler som rummer mere end 6.000 elever i det, der svarer til grundskolen og gymnasiet. High Tech High arbejder med en projektbaseret tilgang, sammenhæng mellem læring og trivsel og et fokus på, at alle elever oplever, at de hører til i fællesskabet og er aktivt medspillende i egen læring. Langebjergskolen i Humlebæk samarbejder med High Tech High omkring udvikling af fremtidens pædagogiske praksis centreret i en projektbaseret tilgang.

Som alternativ til ovenstående forslag kan der peges på en studietur til Italien, hvor udvalget kan få inspiration og viden om en tidlig indsats, kvalitet og pædagogisk udvikling på dagtilbudsområdet. Studieturen kan tage udgangspunkt i den planlagte studietur til Italien, som det tidligere udvalg oprindeligt vedtog 18. december 2019, men som blev aflyst på grund af Corona. I Italien vil udvalget blandt andet kunne få indblik i Reggio Emilia, der er en pædagogisk filosofi, som grundlæggende handler om at møde børn med nysgerrighed og tillid og at følge i børnenes spor.

Økonomi

Forvaltningen foreslår, at der afsættes op til 300.000 kr. (skønsmæssigt overslag) i alt til begge studieture. Studieturen finansieres på udvalgets bevilling, Administration.

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets valg af tema og destination gå i gang med planlægningen af studieturene. Udvalget vil forud for turene modtage supplerende informationsmateriale samt en samlet plan for turene. Der vil senere blive forelagt en særskilt sag i Borgerrepræsentationen om grundlaget for udgiftsgodtgørelse.

Tobias Børner Stax                                                 Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 21. september 2022:

I tilknytning til indstillingens 1. at-punkt ønskede udvalget en studietur til Aarhus med fokus på en ”Nest-klasse”, herunder understøttelse af elever med autisme i et inkluderende undervisningsmiljø.

I tilknytning til indstillingens 2. at-punkt ønskede udvalget en studietur til Norge med fokus på inklusion / inkluderende læringsmiljøer.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

Til top