Funktionsguide for ungehuse
Med afsæt i beslutning om ungefællesskaber i Budget 2022 har forvaltningen udarbejdet en funktionsguide for ungehuse. Guiden skal bruges til screening af UngeVærker og ifm. placering og byggeri af ungehuse. Udvalget skal tage stilling til, om udvalget kan godkende funktionsguiden.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at funktionsguide for ungehuse godkendes, jf. bilag 2.
Problemstilling
BUU har tidligere vedtaget en vision for ungeområdet i København. Visionen fokuserer på at løfte tilbuddene til de unge, herunder etablering af UngeVærk og siden større ungehuse, der bl.a. skal tilbyde attraktive fysiske rammer til de unge. I Budget 2022 blev der afsat midler til at styrke ungefællesskaberne. Der blev bl.a. bevilget midler til at screene for steder, hvor der kan etableres ungehuse. I den sammenhæng er udarbejdet en funktionsguide for ungehuse, der tages afsæt i dels ifm. screeningen og dels generelt ifm. kommende opgradering af UngeVærk og etablering af ungehuse fremover.
Løsning
Der er vedtaget flere funktionsprogrammer, som fastsætter BUF’s krav til funktioner i skoler og dagtilbud. Programmerne skal hjælpe rådgivere og entreprenører med at sikre, at kvalitet og funktionalitet i byggerierne lever op til de krav, Københavns Kommune stiller. Funktionsprogrammerne skal desuden hjælpe rådgivere med at forstå, hvordan Københavns Kommunes pædagogiske og faglige principper kan udfoldes i disponeringen af kvadratmeterne. På linje med funktionsprogrammerne henvender den nye funktionsguide for ungehuse sig primært til de rådgivere, som skal varetage kommunens byggerier. Funktionsguiden vil blive benyttet som rettesnor for kvalitet og funktionalitet ved etablering af et nyt ungehus og ved opkvalificering eller udvidelse af eksisterende UngeVærk.
Der er tale om en guide og ikke et program, da der kan fraviges fra guiden. De beskrevne funktioner i guiden kan tilpasses og vælges til og fra i overensstemmelse med mulighederne på den givne lokation/i det givne projekt.
Funktionsguiden for ungehuse er udarbejdet af Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med Byggeri København (ByK). Indholdet er udover lovgivning baseret på pædagogisk faglighed, eksisterende viden og erfaring blandt forvaltningens specialister samt input fra en omfattende inddragelse af unge, klubpersonale m.fl.
Målgruppen for ungehusene er de 14-18-årige, og ungehusene skal være medvirkende til at skabe nogle af de stærke fællesskaber, som alle unge har brug for. Hvert ungehus skal have et bredt udvalg af aktiviteter og samtidig have en særlig profil. Som det fremgår af guiden, består ungehuset af forskellige zoner – bl.a. en café- og opholdszone (ungehusets ”hjerte”) og en aktivitetszone, som også er central for ungehuset. Aktivitetszonen har tre områder med værksteder, bevægelse og musik. Her foregår en lang række af aktiviteter i omgivelser og med udstyr af høj kvalitet, og som er oppe i tiden. I bilag 1 fremgår eksempler på de mangeartede aktiviteter, og de centrale faciliteter som køkken og udearealer er ridset op.
Det er BUF, der bestiller opførelsen af fx nye ungehuse hos ByK under forudsætning af, at der bliver afsat midler i budgetforhandlinger. Det er derfor BUU, der skal tage stilling til funktionsguiden.
Inden der skal søges midler til planlægning af et givent ungehus, skal der tages stilling til, hvad ungehuset skal ”kunne” – hvilken profil det skal have og vægtningen af de forskellige funktioner. Udvalget vil blive involveret i den sammenhæng, idet forvaltningen udarbejder oplæg om ungehusets overordnede profil og funktioner, som BUU kan drøfte og træffe beslutning om.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 21. september 2022:
Indstillingen blev godkendt, idet der indføjes en kort beskrivelse om betydningen af grønne udearealer.