Høring om udkast til bydelsplan for Nørrebro
Indstilling og beslutning
1. at Børne- og Ungdomsudvalget godkender forslag til høringssvar om udkast til "Bydelsplan for Nørrebro"
Problemstilling
Første bølge omfattede Valby, Vanløse og Østerbro og blev efter høring godkendt af Borgerrepræsentationen den 10. juni 2009. Den anden bølge blev efter høring godkendt af Borgerrepræsentationen den 4. november 2010 og omfattede bydelene Amager Vest, Amager Øst, Bispebjerg og Vesterbro-Kgs. Enghave. Tredje bølge omfatter bydelene Brønshøj-Husum, Nørrebro og Indre By-Christianshavn og blev igangsat i september 2010.
I forlængelse heraf er der udarbejdet et udkast til bydelsplan for de tre bydele i tredje bølge.
Bydelsplanerne er udarbejdet af Økonomiforvaltningen i et tæt samarbejde med de respektive lokaludvalg og i samråd med repræsentanter for fagforvaltningerne, herunder de respektive Børne- og Ungeområder. Økonomiudvalget har på sit møde den 16. august 2011 godkendt at sende udkast til bydelsplanerne i tredje bølge i høring i alle fagudvalg og i de respektive lokaludvalg m.fl. Af indstillingen til Økonomiudvalget fremgår det, at fagudvalgene opfordres til at bidrage med faktuelle kommentarer samt tilkendegive, hvordan bydelsplanerne kan indgå i det fremtidige arbejde, herunder om der er forslag, der kan gennemføres inden for de eksisterende rammer og hvilke forslag fagudvalgene kan have interesse i at fremme ved kommende budgetforhandlinger.
Løsning
Udkastet indeholder fem temaer i bydelskataloget. Jf. konceptet skal bydelskatalogets temaer fremstå prioriterede. Lokaludvalget har derfor udpeget en række projekter, som de anser som vigtigst for bydelens udvikling. Projekterne knytter an til følgende temaer: "Sammenhængskraft og social ansvarlighed", "bæredygtigt byliv", "kultur og identitet", "det gode børne- og ungeliv" og "idræt".
Børne- og Ungeområdet omtales under indsatsområdet "beskæftigelse og handelsliv" og "skoleliv" (side 15 og 29). Det fremgår heraf, at lokaludvalget ønsker at styrke handelslivets mulighed for at tilbyde fritidsjobs og uddannelsestilbud for bydelens unge ved at skabe kontakt mellem interesserede unge og erhvervslivet i bydelen. Herudover beskriver planen en række forskellige forslag og målsætninger. Lokaludvalget har ”Landets bedste folkeskole” som indsatsområde, idet udvalget bakker op om ”københavnermodellen” - og gerne ser et stigende antal brugere af den lokale folkeskole. Videre forslås det at der skabes synlighed og tilgængelighed om bydelens lektielæsningstilbud, herunder at skolerne har viden om hvilke tilbud der findes i nærområdet, så skolen aktivt kan vejlede og henvise de elever, der har behov for dette. Endelig foreslås løbende workshops med de lokale skoler og workshop med ungdomsmiljøet for at afdække ønsker og behov, herunder fremadrettet at kunne målrette indsatsen endnu mere. I den forbindelse ønsker lokaludvalget at der etableres et samarbejdsforum mellem skolelederne og de lokale aktører (lokalforvaltning og lokaludvalg) for at sikre vidensudveksling og iværksættelse af relevante aktiviteter.
For en nærmere beskrivelse af visioner og forslag mv. henvises til udkast til ”Bydelsplan for Nørrebro".
Børne- og Ungdomsforvaltningens høringssvar
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at Børne- og Ungdomsudvalget afgiver følgende høringssvar til Økonomiudvalget:
"Såvel processen ved tilblivelsen af som selve forslaget til ”Bydelsplan for Nørrebro" vidner om et stort og bredt engagement hos lokaludvalg og lokalbefolkning på Nørrebro om visioner og konkrete handlinger for udvikling af bydelen. Børne- og Ungdomsudvalget har med interesse noteret sig udkastets visioner og ideerne.
Børne- og Ungdomsudvalget kan tilslutte sig Nørrebro lokaludvalgs ønske om at styrke det lokale erhvervslivs mulighed for at tilbyde fritidsjobs og uddannelsestilbud for bydelens unge. Det er fornuftigt at skabe kontakt mellem interesserede unge og erhvervslivet i bydelen. For at styrke muligheden for implementering af et succesrigt initiativ, anbefaler Børne- og Ungdomsudvalget at lokaludvalget i denne forbindelse inddrager Ungdommens Uddannelsesvejlednings viden og erfaring.
Børne- og Ungdomsudvalget hilser lokaludvalgets arbejde med at højne kvaliteten af folkeskolen på Nørrebro velkommen, og noterer sig at Lokaludvalget bakker op om "Københavnermodellen".
For så vidt angår forslaget om at skabe synlighed om bydelens lektielæsningstilbud, så henleder Børne- og Ungdomsudvalget opmærksomheden på at Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen - og med input fra Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen - har udarbejdet en kortlægning og en analyse af frivillige organisationers tilbud om lektiehjælp. Kortlægningen, der er besluttet som en del af Budget 2011, indeholder en oversigt over mulighederne for lektiehjælp i kommunen. Udvalget bemærker, at der på skole- og fritidsområdet er forpligtelse til at tilbyde børn og unge hjælp til lektier og at skole- og institutionslederne har ansvar for at koordinere lektiehjælpsindsatsen på egen skole eller institution med de frivillige tilbud i lokalområderne. Børne- og Ungdomsudvalget ønsker fremadrettet at synliggøre de frivillige organisationers tilbud om lektiehjælp gennem kommunens frivillighedsnetværk som en del af Frivillighedspolitikken i perioden 2011-2014. Herudover har Børne- og Ungdomsudvalget taget initiativ til at der inden udgangen af 2011 fremlægges et forslag til, hvordan de elever, som har et særligt behov, sikres tilbud om lektiehjælp i skoler, institutioner eller hos frivillige organisationer. Lokaludvalgets ønske flugter således fint med de eksisterende tiltag på området.
Endelig kan Børne- og Ungdomsudvalget bifalde idéen om afvikling af en række workshops med henblik på at afdække de lokale børn og unges ønsker og behov. Forslaget er således i fin forlængelse af at Børne- og Ungdomsudvalget har nedsat en ungdomskommission, som har til formål, at skabe grundlag for en helhedsorienteret og sammenhængende ungdomspolitik med konkrete bud på indsatsområder mv. Initiativet medtænker hvorledes klubområdet kan nytænkes, herunder hvorledes det kan sikres, at de kommunale tilbud svarer til de unges ønsker og behov. Kommissionens forslag forventes fremlagt i januar 2012.
Med disse bemærkninger kan Børne- og Ungdomsudvalget tilslutte sig udkastets temaer for så vidt angår børne- og ungeområdet. Udvalget tager generelt forbehold for udkastet til "Bydelsplan for Nørrebro" under hensyntagen til den videre behandling af det samlede forslag".
Økonomi
Videre proces
/
Thomas Hjortenberg
Beslutning
Forslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: C, V
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, F, Ø.
C og V stillede følgende forslag til tilføjelse til udvalgets høringssvar: "Ideen om at oprette endnu et ungdomshus i bydelen hører til blandt de dårligste, vi har set, og vidner om manglende refleksion over begivenhederne i 2007 og 2008."
Forslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: C, V
Imod stemte 7 medlemmer: A, B, F, Ø.
Udvalget vedtog følgende tilføjelse til høringssvaret: "Udvalget bemærker, at Københavnermodel 2.0. retter sig mod sprogsvage elever, uanset etnicitet, og således ikke opererer med en 20/40-fordelingsmodel".
Med denne tilføjelse blev indstillingen godkendt.