Medlemsforslag om nedsættelse af pædagogisk kvalitetsudvalg
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
1. at Børne- og Ungdomsudvalget drøfter nedsættelse af et pædagogisk-kvalitetsudvalg, med henblik på at få ideer/forslag til tiltag der kan udvikle og forbedre de københavnske daginstitutioner, fritidshjem og klubber.
2. at Børne- og Ungdomsforvaltningen med udgangspunkt i udvalgets drøftelse kommer med et oplæg til, hvordan et pædagogisk-kvalitetsudvalg kan nedsættes i fht. kommissorium, sammensætning, tidsperspektiv, samkøring med Børne- og Ungdomsudvalget mv.
MOTIVERING
Vi ved at daginstitutionerne har stor betydning for børnenes trivsel og udvikling, både hvad angår udvikling af sociale kompetencer og den faglige udvikling i såvel skolen som senere i livet. En undersøgelse, der blev offentliggjort i Ugebrevet A4 i august, viser at børn, der har gået i gode børnehaver med gode normeringer, klarer sig bedst i skolen. Der er altså tydelig sammenhæng mellem børns faglige udvikling og deres trivsel i daginstitutioner.
Forslagsstillerne mener, at det derfor er essentielt, at se nærmere på hvordan vi kan opnå en bedre sammenhæng i børns tilværelse, så vi i alle facetter af børnenes liv har fokus på at styrke og stimulere sociale og faglige kompetencer. Det handler om at se på hele barnets liv – ikke kun enkeltdele.
Samtidig ved vi, at en del af de unge, som måske har allermest behov for det, ikke går i fritidshjem og i klubber, og vi har i de sidste år oprettet tilbud til unge mellem 18 og 25 år. Forslagsstillerne ønsker at udvalget skal have fokus på, hvad der skal til, for at nå de unge tidligere i livet, eventuelt skal de pædagogiske erfaring fra socialpædagogiske tilbud inddrages.
Forslagsstillerne mener, at det vil være en god ide at nedsætte et udvalg af fx eksperter, pædagoger, ledere og repræsentanter fra fagforeningerne, som kan komme med idéer og forslag til hvordan vi kan forbedre daginstitutioner og fritidstilbud, så der kommer mere sammenhæng og kontinuitet i børns liv.
Klyngestrukturen er ny og i det pædagogiske - kvalitetsudvalgs arbejde, skal indgå forslag til hvordan klyngerne kan udvikles, så den nye struktur kan understøtte det pædagogiske arbejde og også hvordan klyngerne kan lære af hinandens erfaringer på tværs.