Mødedato: 21.06.2023, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Kriterier for nedjustering af dagtilbudskapacitet

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal træffe beslutning om kriterierne for nedjustering af kapacitet på dagtilbudsområdet, da der både på kort og langt sigt forventes at være områder med pladsoverskud i København.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender kriterierne for nedjustering af kapacitet på dagtilbudsområdet, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Behovsprognosen for 2023 viser, at der frem mod 2050 vil være midlertidig og permanent ledig dagtilbudskapacitet i København. Det meste pladsoverskud er midlertidigt frem mod 2030 og koncentreret i eksisterende byområder, mens områder med byudvikling fortsat har udbygningsbehov. Overskuddet forventes at toppe i 2025/26 med et bydækkende pladsoverskud på omkring 215 grupper, hvilket svarer til 10 procent af den samlede kapacitet i København.

Det forventede permanente pladsoverskud er øjeblikkeligt kun placeret på Nørrebro og Amager Vest, mens resten af byen fortsat forventes at have et udbygningsbehov frem mod 2050. Behovsprognosen kan dog ændre sig, og befolkningsprognosen for 0-5 års området har de sidste år vist en nedadgående tendens. Derfor kan områder frem mod 2050 få et pladsoverskud.

Både det midlertidige og permanente pladsoverskud giver en økonomisk merudgift til BUF. Kapaciteten på dagtilbudsområdet skal derfor nedjusteres, hvis merudgiften ikke skal dækkes på andre områder i forvaltningen. En mere fleksibel og effektiv styring af dagtilbudspladser vil også give et bedre økonomisk planlægningsgrundlag for institutionerne. Særligt er der behov for at justere det midlertidige pladsoverskud frem mod 2030 jf. bilag 1.

Løsning

Forvaltningen foreslår, at der igangsættes en mere aktiv nedjustering af byens dagtilbudskapacitet, hvor pladser lukkes midlertidigt og evt. permanent med udgangspunkt i kriterier, som udvalget har godkendt. Kriterierne skal være rettesnor for forvaltningens arbejde med at mindske antallet af tomme pladser og udpege i hvilke områder og institutioner, at kapaciteten skal nedjusteres.

Herunder er forvaltningens forslag til kriterier for nedjustering af dagtilbudskapacitet:

  1. Overskydende kapacitet for området
  2. Økonomi
  3. Transport
  4. Fysiske faciliteter
  5. Søgning til institutioner

Kriterierne er i prioriteret rækkefølge. Til den samlede vurdering indgår dertil et fleksibilitetshensyn, når kapaciteten nedjusteres midlertidigt. Det vil sige, at muligheden for at kunne genåbne tilbuddene igen, når der opstår behov, også vægtes.

Det første kriterie medfører, at forudsætningen for en nedjustering af kapaciteten vil være, om der er overskudskapacitet i det pågældende område. Hvis det er tilfældet, og det forventes at fortsætte i en midlertidig eller permanent periode, vil forvaltningen pba. økonomi, transportbehov samt institutionernes fysiske faciliteter og søgning, vurdere, hvor og hvordan kapaciteten kan nedjusteres.

Dernæst skal det vurderes, om der er en økonomisk besparelse på nedjusteringen. Det kan både være midlertidige besparelser, som kan mindske de løbende driftsudgifter eller permanente besparelser i form af lukninger af institutioner og afdelinger, som kan mindske de varige driftsudgifter og indgå i BUF's effektiviseringsmåltal.

Herefter vil forvaltningen vurdere potentialet for at reducere transportbehovet, hvilket både kan give en økonomisk besparelse og en CO2 reduktion. Fx vil lukning af en udflytterbørnehave give en større CO2 reduktion end lukning af en traditionel institutionsenhed. Derudover vil forvaltningen vurdere institutionernes fysiske faciliteter, og endeligt vil forvaltningen have fokus på søgningen til institutionerne, så dagtilbuddenes attraktivitet for forældrene medtages i den samlede vurdering.

Der er ikke medtaget et kriterie om pædagogisk kvalitet, da dette ikke håndteres via nedjustering af kapaciteten, men i stedet håndteres af den daglige pædagogiske ledelse og via den faglige og pædagogiske support fra forvaltningen.

Løsninger til nedjustering af kapacitet

Til nedjusteringen vil forvaltningen benytte sig af både midlertidige og permanente løsninger. Nedenstående er de forskellige løsninger listet op.

Midlertidige løsninger

  • Midlertidig nedjustering af pladser på institutioner
  • Midlertidig lukning af institutionsafdelinger/grupper
  • Midlertidig lukning af udflytterbørnehaver
  • Midlertidig lukning af busordninger
  • Udskydelse af anlægsprojekter (inden anlægsfase)

Permanente løsninger

  • Lukning af institutioner
  • Lukning af institutionsafdelinger/grupper
  • Lukning af udflytterbørnehaver
  • Lukning af busordninger
  • Annullering af anlægsprojekter (inden anlægsfase)
  • Omlægning til andre formål – f.eks. specialområdet
  • Åbning af ventelister for udekommunale børn

Ovenstående løsninger vil give driftsbesparelser, som kan bidrage til den løbende budgetoverholdelse på BUF's ramme. Derudover kan permanente løsninger, hvor der nedlægges institutioner, institutionsafdelinger / grupper, udflytterbørnehaver og busordninger bidrage til udvalgets årlige effektiviseringsmåltal. Endeligt vil løsninger om annullering af anlægsprojekter og omlægning af kapacitet give færre udgifter på anlægsrammen.

Forvaltningen arbejder i forvejen med den midlertidige løsning om at nedjustere kapaciteten på institutioner med tomme pladser. Det er dog kun for en kortere begrænset periode og på frivillig basis via dialog mellem Pladsanvisningen og den pågældende institution. Fremadrettet vil forvaltningen arbejde mere aktivt med dette greb og i højere grad pålægge institutionerne, at deres kapacitet nedjusteres, hvis der ikke er behov for pladserne.

I forhold til implementering af kapacitetsløsningerne, vil tidshorisonten variere alt efter, hvilken løsning, som ibrugtages. Permanent lukning af institutioner har umiddelbart den længste tidshorisont, hvor der skal gennemføres en høring af relevante parter og udarbejdes en indstilling til politisk beslutning. Selvejende institutioner har derudover et opsigelsesvarsel på 9 måneder. I forhold til de midlertidige løsninger, kan de implementeres relativt hurtigt, så længe forældrene kan blive tilbudt en plads på en anden afdeling eller institution. Det afgørende vil derudover være, om løsninger indfases med øjeblikkelig virkning eller indfases løbende, når børnene går ud af det pågældende tilbud.

Øvrige løsninger

Hvis udvalget ønsker at øge potentialet for besparelser, kan det besluttes at ændre på det nuværende serviceniveau på institutionerne. Det kan omfatte flere børn pr. kvm2 og udvidelse af kilometergrænsen for pasningsgarantien. Det vil mindske det bydækkende behov og give mulighed for at nedlægge flere institutionspladser midlertidigt og permanent. 

Høring af interessenter

Forvaltningen har i maj og juni drøftet sagen med Københavns Forældreorganisation (KFO), LFS og BUPL. Generelt har der været en forståelse for, at kommunen nu står med en anden udfordring end tidligere år, og derfor giver det god mening at kigge på, hvordan kapaciteten kan nedjusteres. På møderne er der blevet lagt vægt på, at nedjusteringen skal ske med lokal inddragelse med fokus på institutionernes pædagogiske kvalitet, økonomiske bæredygtighed og fysiske faciliteter. KFO har dertil foreslået, om der kan afsøges alternativer til den nuværende 4 kilometergrænse for pasningsgarantien, hvis det kan understøtte en bedre kapacitetsudnyttelse og mindske udbygningsbehovet.

Politisk handlerum

BUU kan beslutte at tilføje eller fjerne kriterier. Udvalget kan også beslutte at forkaste indstillingen. I så fald skal der findes finansiering til de øgede driftsudgifter – f.eks. i forbindelse med regnskabsprognoserne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen udarbejder en årlig afrapportering til udvalget, som redegør for forvaltningens arbejde med nedjustering af kapaciteten. Forvaltningen vender derudover tilbage til udvalget i det omfang, at nedjusteringen af kapacitet kræver politisk behandling. Det vil være i forbindelse med permanent lukning af institutioner og udflytterbørnehaver.

På udvalgsmødet den 16. august 2023 skal BUU derudover behandle beslutningskompetence og inddragelsesproces for de midlertidige og permanente løsninger for nedjustering af dagtilbudskapaciteten.

 

Tobias Børner Stax                            Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 21. juni 2023:

Enhedslisten og Socialdemokratiet stillede ændringsforslag om at følgende to at-punkter erstatter indstillingens at-punkt:

"1. at ‘transport’ udgår som kriterie" (ÆF1)

"2. at rækkefølgen på kriterierne herefter bliver 1) overskydende kapacitet for området, 2) søgning til institutioner, 3) økonomi og 4) fysiske faciliteter" (ÆF2).

Emil Sloth (Å) begærede delt afstemning.

ÆF1 blev vedtaget efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, F, Ø og Å.

Imod stemte 3 medlemmer: C og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

ÆF2 blev vedtaget efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 10 medlemmer: A, C, F, V og Ø.

Imod stemte 1 medlem: Å.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Enhedslisten og Socialdemokratiet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Socialistisk Folkeparti, Venstre og Alternativet tilsluttede sig: ”Det, som forvaltningen lægger op til med princippet om ’transport, er, at en generel afvikling af udflytterinstitutioner og skovbørnehaver nu skal anses som et politisk mål i sig selv. Det kan vi ikke støtte, da vi mener, at der er behov for en bred vifte af forskelligartede dagtilbud i København for at sikre, at alle byens forskelligartede børn kan trives godt i deres institutionsliv. Udflytterbørnehaver og skovbørnehaver kan være rigtig gode og populære dagtilbud. De velfungerende er af pædagogisk høj kvalitet, der giver andre pædagogiske muligheder for naturpædagogik. Det er godt for de børn der har brug for mere plads og rum at kunne udfolde sig på, det giver mere adgang til oplevelser ude i naturen, og nogle af dem, der ligger længst væk hører tilmed til blandt bedste til f.eks. at inkludere børn med forskellige udfordringer, der måske ville mistrives i en almindelig daginstitution på den mere begrænsede plads både inde og ude, når børnene er hjemme i brokvartererne. Partierne mener derudover, at udflytterinstitutioner og skovbørnehaver skal være underlagt de samme principper for nedskalering af kapacitet som byens øvrige daginstitutioner.”

Til top