B-sag: Ny Integrations- og Medborgerskabspolitik 2023-2026 – efter høring
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at ændringsforslag til Københavns Kommunes "Integrations- og Medborgerskabspolitik 2023-2026" godkendes, jf. bilag 1.
- at bidrag til det samlede høringsnotat godkendes, jf. bilag 2.
Problemstilling
Københavns Kommunes hidtidige integrationspolitik ”Lad os investere i integration” udløb med udgangen af 2022. Børne- og Ungdomsudvalget godkendte den 14.12.2022 første udkast til Københavns Kommunes ”Integrations- og Medborgerskabspolitik 2023-2026”, herunder afsnittet vedr. børne- og ungdomsområdet.
Et samlet udkast til politikken indeholdende alle fagudvalgs bidrag har siden været i offentlig høring. Der er generelt bred opbakning til politikken i høringssvarene, hvorfor der ikke forventes store ændringer i de indledende afsnit. Det kan dog nævnes, at der bl.a. er kommet forslag til ændringer til politikkens pejlemærker og principper.
Løsning
Der er modtaget nitten høringssvar, som kan læses i fuld længde på www.kk.dk. Otte af høringssvarene berører indhold på Børne- og Ungdomsudvalgets ressort, og resumé heraf fremgår af bilag 2. Her fremgår desuden forvaltningens forslag til besvarelser på høringssvar.
Forslag i høringssvarene ligger i mange tilfælde indenfor almindelig drift og de aktiviteter, som allerede er i gang. I andre tilfælde er indhold i forslag indeholdt i de fokusområder, som fremgår af afsnittet ”Det vil vi arbejde for fremadrettet”. Kritisk indhold i høringssvar vedrører bl.a. modersmålsundervisning, opkvalificering af lærerstuderende og øget fokus på jødedom, islam og Grønlands historie og kultur i folkeskolen.
Forvaltningen foreslår på baggrund af høringssvarene følgende tre justeringer i politikken (justeringerne fremgår med gul overstregning i bilag 1):
- På baggrund af høringssvar fra Brobyggerne foreslår forvaltningen, at en styrkelse af elevers interkulturelle kompetencer skrives ind i bullet tre i afsnittet ”Det vil vi arbejde for fremadrettet”.
- På baggrund af høringssvar fra Brobyggerne foreslår forvaltningen, at teksten vedr. kompetenceudvikling i afsnittet ”Det gør vi allerede” tilpasses mhp. at synliggøre eksempler på udvalgte relevante forløb.
- På baggrund af høringssvar fra FAKTI, Diversity Works og Integrationshuset Kringlebakken foreslår forvaltningen, at samarbejde med civilsamfundet skrives ind i bullet tre i afsnittet ”Det vil vi arbejde for fremadrettet”.
Politisk handlerum
Børne- og Ungdomsudvalget kan beslutte, at høringssvarene skal håndteres og besvares anderledes end hvad fremgår af bilag 2, og at der skal foretages andre justeringer i politikken end dem, som forvaltningen foreslår.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Et samlet revideret udkast af politikken forelægges til godkendelse i BIU den 21. august 2023 sammen med et samlet høringsnotat. Politikken forelægges til endelig godkendelse i BR den 21. september 2023.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 21. juni 2023:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.