Fastsættelsen af kapaciteten på gymnasier og hf-kurser i 2007
Fastsættelsen af kapaciteten på gymnasier og hf-kurser i 2007
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 20. september 2006
10. Fastsættelsen af kapaciteten på gymnasier og hf-kurser i 2007
J.nr. 309499
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og
Ungdomsudvalget,
at udvalget
godkender forslaget om en udvidelse af kapaciteten fra 55 til 56 gymnasiespor
samt en ekstra klasse på Christianshavns Gymnasium, en ekstra klasse på
Metropolitanskolen og en ekstra klasse på Ørestad Gymnasium– i alt 59 klasser
(inkl. 1 Pre-IB-klasse på Nørre Gymnasium)
at
hf-kapaciteten uændret fastsættes til 11 spor
at udvalget godkender uændrede minimale klassekvotienter på 28 for de
københavnske gymnasier og hf-kurser i skoleåret 2007/2008. Der er dog fortsat
dispensation til en minimal klassekvotient på 24 på Østre Borgerdyd Gymnasium.
at udvalget godkender, at forvaltningen optager drøftelse med Undervisningsministeriet, Region Hovedstaden og repræsentanter for de københavnske gymnasier med henblik for at afsøge muligheder og vilkår for tilvejebringelse af det fornødne og relevante gymnasietilbud til unge københavnere i de kommende år
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 20. september 2006
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Forslaget til kapacitetsfastsættelse bygger på den seneste prognose for søgningen fra Fordelingsudvalget for 2006-18 samt den forventede stigning i søgetallene til de københavnske gymnasier i 2007.
Efter de foreliggende prognoser for tilgang af nye gymnasieelever i
skoleåret 2007/08 øges kapacitetsbehovet til 59 klasser (inkl. 1
Pre-IB-klasse). Gymnasiekapaciteten foreslås fastsat til 56 gymnasiespor
og 3 ekstra klasser – i alt 59 klasser. Gennemførte
mindre bygningsmæssige ændringer på Rysensteen Gymnasium gør det muligt at
optage 1.g klasse mere end i 2006. Ørestad Gymnasium har ledig kapacitet i
2007, da der i 2005 kun startede 6 klasser (i lejede lokaler på Københavns
Universitet). Derfor kan der placeres minimum en ekstra klasse på Ørestad Gymnasium
i 2007.
Der vil således være den fornødne kapacitet i skoleåret 2007/08 til at
imødekomme behovet.
Men allerede på kort sigt er der tale om et stærkt voksende
kapacitetsunderskud, som inden for en meget kort årrække svarer til et
10-sporet gymnasium. For at sikre at der fortsat er et adækvat gymnasietilbud
til københavnske unge foreslås, at forvaltningen optager drøftelse med
Undervisningsministeriet, Region Hovedstaden og repræsentanter for de
københavnske gymnasier med henblik på at afsøge muligheder og vilkår for
tilvejebringelse af det fornødne og relevante gymnasietilbud til unge
københavnere.
Hf-kapaciteten
foreslås uændret fastsat til 11 spor, og der forventes fortsat ikke at blive
mangel på hf-kapacitet på de københavnske hf-kurser.
Gymnasier og
hf-kurser overtages af staten den 1. januar 2007. Det er således sidste gang
Børne- og Ungdomsudvalget skal forholde sig til kapacitetsfastsættelsen på de
københavnske gymnasier og hf-kurser.
Der er fortsat ingen udveksling af gymnasieelever med Malmø Stad. Aftalen om betaling for udveksling af gymnasieelever over Øresund med Malmø er opsagt som følge af kommunalreformen.