Ændringer i læseplaner mv i skolerne - københavnerkodeks på prostitutionsområdet, øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen, "Københavnerlæseplan for seksualvejledning" og kampagne mod antisemitisme
Ændringer i læseplaner mv i skolerne - københavnerkodeks på prostitutionsområdet, øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen, "Københavnerlæseplan for seksualvejledning" og kampagne mod antisemitisme
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. september 2006
5. Ændringer i læseplaner mv i skolerne - københavnerkodeks på prostitutionsområdet, øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen, "Københavnerlæseplan for seksualvejledning" og kampagne mod antisemitisme
J.nr. 298550
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at forvaltningen i foråret 2007 fremsætter forslag til vejledende læseplan for 'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab' og for 'Samfundsfag', og at disse læseplaner bliver gældende på skolerne, medmindre skolen selv udarbejder læseplaner på områderne
RESUME
Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet at henvise en række medlemsforslag, fremsat i foråret 2006, til en samlet behandling i udvalget i september 2006. Det drejer sig om, at forvaltningen skal arbejde for, at skolerne tager emnet prostitution op i de store klasser, at skolerne skal have mere fokus på en ligeværdig behandling af homoseksuelle og at forvaltning og skoler skal intensivere arbejdet mod antisemitisme.
Forvaltningen vurderer, at en forpligtende indsats bedst sikres gennem ændringer i læseplanerne for 'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab' og for 'Samfundsfag'.
På den baggrund indstiller forvaltningen, at der nedsættes et læseplansudvalg, som udarbejder kommunale vejledende læs eplaner for 'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab' samt for 'Samfundsfag'. Hvis ikke skolerne selv udarbejder og får godkendt læseplaner i dette fag/obligatoriske emne, erstatter de kommunale vejledende læseplaner Undervisningsministeriets vejledende læseplaner som gældende for skolen.
SAGSBESKRIVELSE
På Borgerrepræsentationens møde den 9. marts 2006 blev der
fremsat medlemsforslag om, at forvaltningen skal arbejde for, at skolerne tager
emnet prostitution op i de store klasser. På samme møde blev der fremsat
medlemsforslag om øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen.
Endvidere blev der på Borgerrepræsentationens møde den 14. juni 2006 fremsat
medlemsforslag om en øget indsats mod antisemitisme. Alle tre forslag blev
henvist til behandling i Børne- og Ungdomsudvalget.
På Børne- og Ungdomsudvalgets møder den 5. april 2006
(sagsnr. 298550 om prostitution), den 10. maj 2006 (sagsnr. 298548 om
homoseksualitet), den 24. maj 2006 (sagsnr. 306992 om prostitution) samt den
21. juni 2006 (sagsnr. 309893 om antisemitisme) blev medlemsforslagene alle
henvist til en samlet behandling på et af udvalgets møder i september 2006.
I motivationen for medlemsforslagene er følgende
hovedargumenter fremført:
Prostitution
Forslagene er fremsat af Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti, og de udspringer af et ønske om bekæmpelse af
prostitution, herunder den voksende kvindehandel i de københavnske gader. I
motivationen anføres det, at selv om det ikke er til diskussion, at
prostitution er et socialt problem, så er det mindre åbenlyst, hvad man skal
gøre ved det. Hjælpeforanstaltninger til de prostituerede er i høj grad nødvendige,
men slet ikke nok.
Af motivationen fremgår det endvidere, at hvis der skal
gøres en reel og effektiv indsats mod prostitution – både mandlig og kvindelig
– og kvindehandel, skal man også sætte ind over for efterspørgslen. At rette
fokus på manden i prostitutionsforholdet betyder også et brud med myten om
kvindens ældste erhverv.
I motivationen peges der på vigtigheden af, at man arbejder
forebyggende ved at sætte ind med oplysning om prostitution og dets
skadevirkninger på piger og drenge, der sælger seksuelle ydelser. Det skal ske
i seksualvejledningen på de høje klassetrin i skolerne. Det skal ifølge
forslagsstillerne gøres utjekket blandt drengene at gå til prostituerede. Al
erfaring viser, at jo tidligere man debuterer som prostitueret eller som kunde,
jo større er fastholdelsesfaktoren, og jo større er skadevirkningerne, hedder
det i motiveringen.
Homoseksualitet
Forslaget er fremsat af Enhedslisten og bygger på den tænkning, at det
er væsentligt, at folk, der selv er homoseksuelle, kommer ud i skolerne og
fortæller, hvad det er for nogle
oplevelser, de har haft og hvad det er for nogle fordomme, der hersker omkring homoseksuelle. Det er via den
personlige historie, hedder det i motivationen, at man kan bringe større
forståelse i forhold til de homoseksuelle.
I motivationen understreges endvidere vigtigheden af at få vurderet, om
der er behov for nyt materiale om homoseksualitet, der kan tilbydes de
københavnske folkeskoler. Det bør samtidig vurderes, skriver forslagstillerne,
om materialet henvender sig til alle elever uanset seksuel orientering, køn,
etnicitet og religiøst tilhørsforhold.
Antisemitisme
Forslaget er stillet af Venstre, De Konservative samt
Winnie Berndtson og Finn Rudaizky. DIIS, afdelingen for Holocaust- og
Folkedrabsstudier, har i maj 2006 udgivet en rapport bestilt af
Integrationsministeren. Rapporten beskriver antisemitisme og intolerance blandt
børn og unge. Et af undersøgelsens væsentlige resultater er, at der blandt børn
og unge findes en ubevidst antisemitisme. Det vidner ifølge motivationen om
mangel på oplysning, som bl.a. kan afhjælpes med undervisning i jødedom,
antisemitisme og fordomme.
Integrationsministeren anbefaler på baggrund af rapporten
oplysning og undervisning i Holocaust og antisemitisme som afsæt for undervisning
i fordomme, racisme og intolerance.
På baggrund heraf anbefaler forslagsstillerne, at der
gennemføres en kampagne på de københavnske folkeskoler mod den
stigende
antisemitisme og intolerance blandt børn og unge, en kampagne, der kan fungere
som afsæt for undervisning og debat om fordomme, racisme og intolerance.
Forvaltningens indstilling vedrørende prostitution
Det er forvaltningens vurdering, at indsatsen bedst sikres ved
ændringer i de gældende læseplaner. Kun læseplaner er bindende indholdsmæssigt
for undervisningen, og gennem et kommende kvalitetssikringssystem på skolerne
vil det være muligt at følge op på indsatsen. Iværksættelse af centrale
kampagner etc. bør efter forvaltningens opfattelse afvente lokale drøftelser og
læseplansarbejdets afslutning. At iværksætte centrale kampagner nu vil også
stride mod FFA-forliget, der lover ro i forhold til folkeskolerne i den
periode, FFA løber.
På den baggrund indstiller forvaltningen, at der nedsættes et
læseplansudvalg med repræsentanter for forskellige interessenter, som har til
opgave at udarbejde en vejledende kommunal læseplan i det obligatoriske emne
'Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab', således at prostitution
eksplicit nævnes. Læseplanen kan tage afsæt i nedenstående ændring af punktet Årsager og betydning i ministeriets
vejledende læseplan for 7. – 9. klasse. Ændringer er anført understreget og med
rødt:
Årsager
og betydning
Eleverne skal arbejde med at
·
analysere,
hvordan sociale forhold, herunder erhverv og arbejdsløshed, påvirker sundhed
·
udforske,
hvordan kulturelle og sociale faktorer påvirker livsstil og adfærd inden for fx
fedme, stress, seksuelt overførbare sygdomme og misbrug
·
afdække
samspillet mellem sundhed, miljø, sociale og økonomiske forhold i relation til
bæredygtig udvikling
·
undersøge
forskelle og uligheder inden for det sundhedsmæssige område på globalt, nationalt
og lokalt plan
·
diskutere
forskellige kulturers syn på sundhed, seksualitet og familieliv gennem tiderne
·
undersøge og
diskutere begrebet kønsroller i forhold til forskellige kulturer, generationer
og medier, herunder sammenhæng mellem kønsroller og
prostitution
·
analysere
årsager til og udbredelse af seksuelt relaterede sygdomme, herunder prostituerede som særlig udsat gruppe
·
diskutere lyst,
grænser og ansvar i forhold til seksuallivet, herunder
konsekvenserne af at gå til prostituerede
·
undersøge
sammenhænge mellem sundhed, miljø, fred og fattigdom på globalt plan.
Forvaltningens indstilling vedrørende
homoseksualitet
Med samme begrundelse som for
prostitution, er det forvaltningens opfattelse, at også den indsats bedst sikres ved ændringer i
læseplanen for det obligatoriske emne 'Sundheds- og seksualundervisning og
familiekundskab'. Ændringer kan ske med afsæt i et nyt punkt under Årsager og betydning (se ovenfor):
·
Undersøge
og diskutere homoseksualitet som en ligeværdig seksuel orientering
Af indstillingen til mødet i
Børne- og Ungdomsudvalget 10. maj 2006 (sagsnr. 298548) fremgår det, at Landsforeningen for Bøsser og
Lesbiske har gennemgået CU's klassesætsamling og konkluderer, at der kun i meget begrænset omfang
er udgivet undervisningsmateriale, som ligeværdigt og helhedsorienteret
inddrager homoseksualitet. Der konkluderes
endvidere, at der bedst kan rådes bod på denne mangel ved at tilbyde lærere og
elever undervisningsmidler via elektroniske medier. Forvaltningen vil overveje,
om den sammen med Sex & Samfund kan indgå i etablering og drift af en
fælles, neutral hjemmeside, der kan støtte intentionen i medlemsforslaget.
Sex og Samfund vil, med forvaltningen som udbyder,
tilbyde københavnske lærere et eftermiddagskursus i seksualundervisning. I
dette kursus vil homoseksualitet blive inddraget på ligeværdig vis.
Som et resultat af drøftelserne vil forvaltningen
endvidere indgå et samarbejde med Sex & Samfund om at formidle foreningens
udgivelser rettet mod grundskolens undervisning i seksualvejledning, ligesom
der vil blive samarbejdet om udarbejdelse af emnelister med relevante link.
Forvaltningens
indstilling vedrørende antisemitisme
Forvaltningen indstiller, at der nedsættes et læseplansudvalg med repræsentanter for interessenter for at udarbejde en kommunal vejledende læseplan i "Samtidskundskab for 8.-9. klassetrin" . Læseplanen kan tage afsæt i, nedenstående ændring af punktet Årsager og betydning i ministeriets vejledende læseplan for 8. – 9. klasse. Ændringer er anført understreget og med rødt:
Menneske og kultur
Eleverne skal have et grundigt kendskab til
problemstillinger inden for forskellige kulturer med henblik på dels at forstå det
danske samfunds udvikling som flerkulturelt samfund og dels at kunne agere som
handlende demokratiske borgere.
Kulturbegrebet anvendes bredt. Det dækker
både de forskellige kulturer, som de kommer til udtryk inden for fx
generationer, religioner, sociale tilhørsforhold og nationaliteter. Det dækker
også udtryksformer, som mennesker skaber, og som sikrer en kommunikation i
samfundet, fx billeder, sport, drama og tekst.
Undervisningen omfatter især
·
kultur,
kulturmøder og kulturkonfrontationer, herunder uønskede
følgevirkninger som intolerance og diskrimination
·
forskellige
etniske grupper, herunder normer og værdier
·
racisme og
menneskerettigheder, herunder fænomener som
antiseminisme
·
forskellige
livsformer og deres udbredelse i det danske samfund
·
nationalitet,
nationalfølelse og nationalisme
·
dansk hverdag
som et del af globaliseringen.
Konklusion
Forvaltningen foreslår, at der
nedsættes en arbejdsgruppe, som kan udarbejde kommunale, vejledende læseplaner
i 'Sundheds- og seksualundervisning og
familiekundskab' henholdsvis 'Samfundsfag'. Forslag til sådanne læseplaner skal
fremlægges for Børne- og Ungdomsudvalget i foråret 2007 således, at de kan
indgå som grundlag for skolernes arbejde fra skoleåret 2007/2008.
Arbejdsgruppen sammensættes, så den består af fire medlemmer udpeget af
Fællesrådet for folkeskolen og to sagkyndige inden for henholdsvis
Samtidsorientering og Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab
udpeget af forvaltningen. Med fire medlemmer fra Fællesrådet for Folkeskolen
vil interessentgrupperne ledelse, lærere, elever og forældre kunne være
repræsenteret.
Arbejdsgruppen skal i sit arbejde med de to læseplaner tage afsæt i
ministeriets vejledende læseplan og indtænke de medlemsforslag, der er omtalt i
indstillingen. Arbejdsgruppen skal endvidere overveje, hvordan debat- og
formidlingsprojektet 'Min sexede kultur' kan indgå i læseplansarbejdet.
Arbejdsgruppen skal aflevere sine forslag til læseplaner 1. februar 2007.
Forvaltningen foreslår endvidere, at såfremt den enkelte skole ikke selv udarbejder en læseplan i dette fag/obligatoriske emne, erstatter de kommunale læseplaner ministeriets vejledende læseplaner som gældende for skolen.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG
VEDLAGT
· Bilag 1: Medlemsforslag om københavnerkodeks på prostitutionsområdet (beslutningsprotokol fra Borgerrepræsentationens møde den 9. marts 2006)
· Bilag 2: Medlemsforslag om øget fokus på homoseksualitet i seksualvejledningen (beslutningsprotokol fra Borgerrepræsentationens møde den 9. marts 2006)
· Bilag 3: Medlemsforslag vedrørende kampagne mod antisemitisme blandt børn og unge (beslutningsprotokol fra Borgerrepræsentationens møde den 14. juni 2006)
Else Sommer
Michael H. Olsen