Børne- og ungepolitik
Børne- og ungepolitik
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. september 2006
4. Børne- og ungepolitik
J.nr. 313142
INDSTILLING
Børne- og
Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget
og Socialudvalget,
at Børne- og ungdomsudvalget og
Socialudvalget tager beskrivelsen af udarbejdelsesprocessen vedr. børne- og
ungepolitikken i Københavns Kommune til efterretning.
RESUME
Københavns Kommune skal udarbejde en børne- og ungepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats overfor børn og unge med behov for særlig støtte. Politikken skal udformes skriftligt, vedtages af Borgerrepræsentationen og offentliggøres inden udgangen af 2006 som følge af bestemmelserne i anbringelsesreformen. Politikken følges af et bilag, der imødekommer lovkravet om standarder for sagsbehandlingen i sager med udsatte børn.
Det
overordnede ansvar for udarbejdelsen af børne- og ungepolitikken er placeret hos
Børne- og Ungdomsudvalget. Socialforvaltningen har ansvaret for udarbejdelsen
af standarderne for sagsbehandlingen. Selve politikken vil blive udarbejdet
sideløbende med en inddragelsesproces, der både inkluderer politikere,
embedsmænd og andre interessenter.
Børne-
og ungepolitikken har et tidsperspektiv på 5-10 år. Den er bygget op om en række
visionære statements f.eks. under overskriften "Det gode børneliv i København"
– børn og unge er den gruppe, der er i centrum og dem, der skal opnå en effekt
af politikken. Politikken udarbejdes med baggrund i inddragelsesprocessen samt
indarbejdelse af en række baggrundsmaterialer – herunder eksisterende
politikker og sektorplanen vedrørende børn og unge.
Socialudvalget
og Børne- og Ungdomsudvalget vil blive inddraget i processen på udvalgsmøderne
den 27. september og den 20. september ved en dialogproces indlagt på
udvalgsmøderne. Dialogen ledes af proceskonsulenter fra forvaltningerne og
resultatet samles sammen til brug i den videre udarbejdelsesproces.
Børne-
og ungepolitikken kommer til politisk behandling i Socialudvalget den 8. november,
i Børne- og Ungdomsudvalget den 15. november og i Borgerrepræsentationen den
30. november 2006.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrunden
for udarbejdelsen af politikken er Lov om social service § 4, stk. 2: "Kommunen
skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre
sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede
indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende
børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og
offentliggøres."
Denne
nye paragraf i serviceloven giver en god anledning til at samle arbejdet med
målsætninger, perspektivplaner, sektorplaner, projekter mv. under en fælles
paraply. Politikken bliver fremtidens ramme for de professionelles indsats i
forhold til børn og unge.
Kommunens
børne- og ungepolitik skal beskrive, hvad et godt børne- og ungdomsliv er, og
hvordan det skal være at vokse op i landets hovedstad. Politikken skal også
rumme visionen for, hvordan børn og unge med vanskelige livsvilkår inkluderes
som samfundsborgere i fællesskabet.
Formålet
med udarbejdelsen er således:
- At overholde lov om
social service, § 4, stk. 2.
- At børne- og
ungepolitikken sikrer og skaber rammen for den sammenhængende indsats på
børne- og ungeområdet. Ordet sammenhængende fokuserer på, at der skal være
en sammenhæng mellem det generelle og forebyggende arbejde og den
målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte.
- Politikken skaber en
ramme inden for hvilken professionelle og frivillige interessenter kan
formulere og revidere delpolitikker, udarbejde strategier, handle- og
udviklingsplaner og udvikle kvaliteten i ydelserne og evaluere effekten af
indsatsen.
Målet
er:
- At en sammenhængende
børne- og ungepolitik for Københavns Kommune er udarbejdet og vedtaget af
Borgerrepræsentationen inden udgangen af 2006.
- At der har været en
bred inddragelse af interessenterne i udarbejdelse af politikken.
- At politikken er
formuleret i et sprog, der er konkret og handlingspåpegende.
1. Børne- og ungep
olitikkens
struktur
Politikken
har et tidsperspektiv på 5-10 år. Den er bygget op om en række visionære
statements under f.eks. overskriften "Det gode børneliv i København" – børn og
unge er den gruppe, der er i centrum og dem, der skal opnå en effekt af
politikken. Det overordnede perspektiv og en række statements udarbejdes med
baggrund i inddragelsesprocessen samt læsning af en række baggrundsmaterialer.
Hvert
statement (eller overskrift) indledes med en kort begrebsafklarende tekst, der
sætter en klar forståelsesramme. Derefter udtrykkes de politiske værdier,
holdninger og hovedmålsætninger - konkret, men ikke detaljeret. Der betones
handlinger, men der dikteres ikke konkrete handlinger.
Politikken
følges af et bilag, der imødekommer lovkravet om standarder for sagsbehandling
i sagen om udsatte børn. Børne- og ungdomsforvaltningen bidrager til
udarbejdelsen og implementeringen af Socialforvaltningens standard vedrørende
tidlig indsats.
Der
udarbejdes oversigt over baggrundsmaterialer og inviterede interessentgrupper.
2. Interessentinddragelse
Borgmestre
og direktører fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen samt af
formændene for Skole og Samfund og Børns Vilkår bliver interviewet
indledningsvist. Herefter inviteres et bredt udvalg af aktuelle interessenter
til i september at deltage i en af 6 workshops om børne- og ungepolitikken.
Interessenterne bringes sammen på tværs af fag, forvaltninger, institutioner og
organisationer, og på tværs af det almene og det særlige område.
Interessenterne diskuterer de udarbejdede statements og deres betydninger. Der
samles op fra diskussionerne.
Workshops
gennemføres på flere forskellige steder i byen, på forskellige ugedage og i
både dag- og aftentimer.
Workshops
og interviews tager afsæt i en række statements om det gode børneliv, -
statements som er blevet udarbejdet efter studier af et omfattende
baggrundsmateriale (se bilag).
Baggrundsmaterialet
omfatter:
- Gældende lovgivning
og vejledninger
- Gældende politikker
og sektorplan for børn, unge og forældre med særlige behov
- Forliget om
faglighed for alle inkl. de indkomne høringssvar
- Skole og
institutioners målsætninger og handleplaner
- Delpolitikker fra øvrige
forvaltninger vedr. miljø, kultur og sundhed
- Analyse- og
evalueringsmateriale
- Diverse vejledninger
og værktøjer til udarbejdelse af børne- og ungepolitikker
3. Procesplanen
Børne-
og ungepolitikken kommer til politisk behandling i Socialudvalget den 8.
november, i Børne- og ungdomsudvalget den 15. november og i
Borgerrepræsentationen den 30. november 2006. Da der er tale om en fælles
indstilling fra flere forvaltninger uden umiddelbare økonomiske konsekvenser
fremlægges sagen ikke for Økonomiudvalget.
Udarbejdelsen
af politikken følger nedenstående procesplan:
- 6 Interviews af
kerneinteressenter
- 6 Workshops med
mange inviterede interessenter
- Statements med
interessentpointer foreligger sammen med skitser til standarder for sagsbehandling
vedr. udsatte børn
- Børne- og
ungdomsudvalget og Socialudvalget har diskuteret materialet i en
dialogproces indlagt på udvalgsmøderne hhv. den 20. og den 27. september
2006. Dialogen ledes af proceskonsulenter fra forvaltningerne, og
resultatet samles sammen til brug i den videre udarbejdelsesproces.
Dialogen er sat til at vare ca. 45 min.
·
Et udkast til børne- og
ungepolitikken udarbejdes og offentliggøres mhp. at interessenter kan sætte sig
ind i teksten inden. Udkastet ligger klar den 29. september 2006.
·
Der afholdes åben høring
med speakers corner den 12. oktober kl. 14 – 16.30 i Rådhusets festsal. Alle er
velkomne, og der lægges op til en event-stemning, hvor alle konstruktive bidrag
er velkomne. Der kan bidrages med mundtlige og skriftlige input. Politikere er
også meget velkomne til at deltage. Der forventes at være presse til stede.
·
Input fra den åbne
høring indarbejdes i den endelige fællesindstilling fra Socialforvaltningen og
Børne- og ungdomsforvaltningen, der behandles politisk den 8. november 2006 i
Socialudvalget, 15. november 2006 i Børne- og ungeudvalget og 30. november 2006
i Borgerrepræsentationen.
·
Børne- og ungepolitikken
udgives i pjeceform og udsendes ultimo 2006
·
Konferencen BØRNE- OG
UNGEPOLITIKKEN I KØBENHAVNS KOMMUNE – OG HVA' SÅ? understøtter implementeringen
primo 2007
4. Standarder for
sagsbehandlingen
Som en del af de tiltag som kommunen forpligter sig til i forbindelse med anbringelsesreformen, der trådte i kraft 1. januar 2006, skal kommunen fastsætte standarder for sagsbehandlingen i forhold til indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte efter kapitel 8 i lov om social service.
Standarderne skal indgå i den sammenhængende børnepolitik, som kommunen skal udarbejde i 2006 jf. § 4, Stk. 2, i lov om social service. Standarderne skal som minimum beskrive kommunens målsætninger, indsatser og fremgangsmåder i forhold til fem punkter.
1. Den tidlige indsats, herunder hvordan kommunen sikrer, at skoler, dagtilbud m.v. foretager de nødvendige underretninger og sikrer opfølgningen på underretningerne.
2. Inddragelse af forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under hele indsatsen.
3. Systematisk inddragelse af familie og netværk, jf. § 57 a i lov om social service.
4. Opfølgning og evaluering af den konkrete indsats, herunder tilsyn og forberedelse til hjemgivelse.
5. Afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år.
I standarderne skal det fastlægges ud fra, hvilke konkrete mål kommunen vil vurdere om indsatsen på de enkelte områder har levet op til kommunens egne standarder. Mindst hvert andet år skal kommunen følge op på standarderne for sagsbehandlingen. I den forbindelse skal det vurderes om der er behov for særlige undersøgelser og om standarderne for sagsbehandlingen skal revideres. Standarderne samt processen omkring opfølgning og revidering af disse, skal gøres alment tilgængelig for offentligheden.
Disposition for
standarderne
Standarderne for sagsbehandlingen vil blive bygget op efter følgende disposition:
· De overordnede målsætninger for indsatsen ift. standardens tema
· Beskrivelse af de indsatser, metoder og initiativer, der realiserer de overordnede målsætninger
· Fastsættelse af konkrete mål for indsatserne og initiativerne
· Konsekvens for sagsbehandlingen, når indsatserne gennemføres
· Beskrivelse af evaluering af mål og opfølgning på standarden samt tidsplan herfor
Opbygningen af standarderne tager udgangspunkt i Servicestyrelsens anbefalinger for kommunernes udarbejdelse af standarder for sagsbehandlingen.
Indholdet i standarderne tager udgangspunkt i allerede vedtagne indsatser, tiltag og relaterede mål eksempelvis indsatser og mål fra sektorplanen for børnefamilieområdet. Hertil kommer nyere tiltag, som der endvidere vil fremgår mål og opfølgning for i standarderne.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og
ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningens positivliste over sager, der skal
miljøvurderes.
ØKONOMI
Udgifterne
til udarbejdelsen af børne- ungepolitikken kan afholdes indenfor
forvaltningernes administrations budget.
ANDRE
KONSEKVENSER
Der
er ingen andre konsekvenser af indstillingen.
BILAG VEDLAGT
· Statements om et godt børne- og ungeliv – første udkast til en politik
Else Sommer Grethe Munk