Påbegyndte kapacitetstilpasninger 0-6 års området på Nørrebro og i Valby
Påbegyndte kapacitetstilpasninger 0-6 års området på Nørrebro og i Valby
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. september 2006
3. Påbegyndte kapacitetstilpasninger 0-6 års området på Nørrebro og i Valby
J.nr. 322987
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at Børne- og Ungdomsudvalget tager til efterretning, at der foreløbigt er gennemført eller påbegyndt en række kapacitetstilpasninger på Nørrebro og i Valby som konsekvens af plads- og behovsudviklingen de seneste år
at der oprettes en jobbank for daginstitutionsområdet i Københavns Kommune, som personalet i de institutioner, der kapacitetstilpasses efter indstilling fra forvaltningen, får tilbudt placering i
at de kommunale daginstitutioner i Valby og på Nørrebro forpligtes til i en periode på 1 år efter de i indstillingen nævnte kapacitetstilpasninger er igangsat at anvende jobbanken, således at det personale, som på grund af kapacitetstilpasningerne er blevet ledigt, kommer først i betragtning til ledige stillinger
at forvaltningen tager kontakt til paraplyorganisationerne for de selvejende institutioner med henblik på, at disse bidrager til at løfte en tilsvarende opgave på ligeværdige vilkår
RESUME
I marts 2006 fremlagde forvaltningen en række principper for kommende kapacitetstilpasninger, som blev vedtaget af udvalget. På baggrund af den senest udkomne behovsprognose på 0-6 års området vil forvaltningen give en orientering om status på kapacitetstilpasninger.
Kapacitetstilpasningerne er
primært iværksat på Nørrebro og i Valby. De fleste af sammenlægningerne og
tilpasningerne er foreslået i enighed mellem forvaltning, institution og
forældrebestyrelse. Nogle få sager er stadig til drøftelse mellem forvaltningen
og de berørte institutioner. Igangværende handleplaner omkring tre institutioner
i Valby er pt. stillet i bero, idet forvaltningen som følge af alvorlige
problemer i to af institutionerne er skredet akut ind. Der vedlægges et bilag om sagens omstændigheder.
Tilpasningerne vil, hvis de
alle gennemføres, medføre en pladsprisbesparelse på 12,7 mill. kr. i
2007 og 15,2 mill. i 2008.
Der vil derudover være en besparelse ved opsigelse af lejemål mm. Denne
besparelse kan ikke opgøres specifikt, før de endelige omstruktureringer er
gennemført.
Besparelsen ved institutionslukninger (pladsprisbesparelsen), indgår i
Afregningsmodellens årlige rammebesparelse på brutto 47,1 mill. kr. i 2007.
Besparelsen ved institutionslukninger (fysiske faciliteter samt
ikke-børnerelaterede konti, lederlønninger) indgår i budgetforslag 2007 med 3,7
mill. kr.
Da en række institutioner samt de faglige organisationer har udtrykt
bekymring for, at den enkelte institution skal stå alene med ansvaret for
eventuelle personalereduktioner, indstilles det, at der gennemføres en
indskrænkning af selvforvaltningen, således at eventuelt overskydende personale
i en institution får tilbud om optagelse i en jobbank, samt at de kommunale
institutioner i berørte distrikter midlertidigt i en periode på et år
forpligter sig til at tage det pågældende personale optaget i jobbanken i
betragtning til eventuelle ansættelser i deres institution.
Det er ikke muligt at indføre den samme forpligtelse for selvejende
institutioner, som selvstændigt har arbejdsgiverkompetencen, men forvaltningen
vil anmode disse institutioners paraplyorganisationer om at indgå lignende
ligeværdige aftaler.
SAGSBESKRIVELSE
Indledning
Det fremgår af "Aftale om budget 2007 for Københavns Kommune", at kommunen skal være effektiv og at det derfor er vigtigt, at kommunen foretager de nødvendige økonomiske justeringer, når der er behov for det, herunder at antallet af tomme pladser i daginstitutionerne nedbringes.
På baggrund af de årlige behovsprognoser fra firmaet Dynasoft og den vedtagne budgetafregningsmodel på området gennemfører forvaltningen således løbende pladstilpasning over byen fordelt på de enkelte distrikter (tidligere bydele).
Forudsæt ningen, for at institutionerne i afregningsmodellen kan have et stabilt budget, er, at udbuddet af pladser er i ligevægt med efterspørgslen efter disse.
Ligevægten kan opnås ved dels at etablere flere pladser, de steder, hvor der er behov efter prognosen (jf. oplæg om Børneplan I og II), dels ved at reducere pladskapaciteten de steder, hvor der er for mange pladser.
De sidste to prognoser har vist et overskud af pladser på især Nørrebro og i Valby. Ydermere har især disse to bydele en skæv fordeling af tomme pladser, som gør, at nogle institutioner har udsigt til et meget reduceret budget næste år på grund af afregningsmodellen.
Forvaltningen har med afsæt i de principper for kapacitetstilpasning, som Børne- og Ungdomsudvalget tiltrådte den 22. marts 2006, arbejdet med pladsreduktion i Valby og på Nørrebro.
I henhold til principperne for kapacitetstilpasning vil de tiltag, hvor en høring viser uenighed, blive fremlagt for det politiske udvalg med henblik på beslutning om, hvorvidt forslagene skal gennemføres eller ej.
Forvaltningen forventer udover de hernævnte forslag at fremlægge en indstilling mere om kapacitetstilpasning inden årets udgang.
I indstillingen gennemgås der en række forslag til og orienteringer om kapacitetstilpasninger. Tilknyttet teksten er et bilag med to skemaer, som gennemgår forslagene samt konsekvenser af disse.
De beskrevne tiltag er gennemført på baggrund af en helhedsvurdering af den overordnede pladssituation i de pågældende distrikter samt situationen i de enkelte daginstitutioner, som oplever en markant problematik med tomme pladser. Forvaltningen er løbende i dialog med de pågældende institutioner.
Permanente versus midlertidige kapacitetstilpasninger
Der arbejdes med både permanente og midlertidige kapacitetstilpasninger. I områder, hvor der kan forventes en stigende fremtidig efterspørgsel på daginstitutionspladser ifølge behovsprognosen, f.eks. på baggrund af planlagt nybyggeri som i Valby, vurderes det at være hensigtsmæssigt primært at nednormere institutionerne midlertidigt, men bevare de fysiske rammer for dermed at have mulighed for hurtigt at kunne reagere på en stigende efterspørgsel.
I andre områder kan der derimod heller ikke på langt sigt forventes et stigende behov for pladser. Her skal pladskapaciteten nedbringes permanent (jf. Nørrebro).
Ved en permanent nednormering eller lukning opnås en varig besparelse. Men til gengæld vil det være nødvendigt at etablere nye pladser i et distrikt, hvis behovet ændrer sig.
Permanente nednormeringer kan ske ved, at en hel institution lukkes, at en række institutioner sammenlægges og nednormeres, eller at en institution lukker flere grupper og/eller omnormerer eksisterende grupper.
Nedenfor beskrives forvaltningens tiltag i forbindelse med kapacitetstilpasning i Valby og på Nørrebro. Der er gennemført midlertidige nednormeringer i andre distrikter, men de pågældende distrikter har ikke p.t. noget behov for større, permanente kapacitetsreduktioner ifølge behovsprognosen.
Kapacitetstilpasninger i Valby
De to seneste behovsprognoser viser, at der er et overskud af pladser i Valby, som dog på grund af nybyggeri vil aftage over de næste 3 år. Der er derfor i dette distrikt primært brug for midlertidige nednormeringer, som giver mulighed for at bevare de fysiske rammer, for dermed hurtigt at kunne reagere på en stigende efterspørgsel. Der er i denne forbindelse i Valby indgået aftaler om midlertidige nednormeringer af hele børnegrupper, som reducerer pladskapaciteten med 24 vuggestue- og 36 småbørnspladser i 2007.
Som følge af alvorlige problemer i to institutioner i Valby er forvaltningen akut skredet ind. En sidekonsekvens af forvaltningens indskriden vil samtidig være reduktion i antallet af pladser i bydelen.
Frivillige sammenlægninger
I Valby arbejdes der udover ovenstående med 4 projekter om frivillig sammenlægning af institutioner. Sammenlægningerne gennemføres med henblik på at skabe mere bæredygtige institutioner, som er mindre sårbare for udsving i forhold til budgettildelingen. Dette hænger godt sammen med pladssituationen i distriktet, da der i forbindelse med 3 af disse sammenlægningsprojekter samtidig gennemføres midlertidige nednormeringer.
Dialog om handleplaner og bæredygtige institutioner på Høffdingsvej
Forvaltningen har i det sidste år været i dialog med 2-3
daginstitutioner omkring Høffdingsvej med henblik på at udarbejde handleplaner,
der skal sikre bæredygtige institutioner fagligt og økonomisk set. Dialogen har
ikke ført til, at der er fremkommet sådanne handleplaner.
Som følge af alvorlige problemer i to af disse institutioner er forvaltningen akut skredet ind med henvisning til sin handleforpligtelse som tilsynsmyndighed. En sideeffekt af forvaltningens indskr iden vil samtidig være reduktion i antallet af pladser i bydelen. Der vedlægges et bilag om sagen.
Kapacitetstilpasninger på Nørrebro
De to seneste behovsprognoser viser, at der er et overskud af pladser på Nørrebro, som p.t. vurderes at være permanent. Dog skal der tages højde for, at eventuelt nybyggeri i "5*5.000 Boligplanen" skal kunne dækkes behovsmæssigt af den nuværende institutionsmasse, hvorfor der ikke er planer om at gennemføre permanente nednormeringer svarende til hele det nuværende overskud af pladser.
Frivillige sammenlægninger
På Nørrebro arbejdes der primært med permanente nednormeringer p.t. Der er 8 institutioner på Nørrebro, som er involveret i 3 frivillige sammenlægninger. 6 af disse institutioner er selvejende. De har på egen foranledning og som konsekvens af for få børn i området bedt om sammenlægning i 2 enheder.
I 2006 er en vuggestue med 36 børn (Tusindfryd) som konsekvens af opsigelse blevet lukket helt i sin nuværende form. I perioden, siden institutionen har været nødt til at flytte ud af sine tidligere lokaler (på Kvindehjemmet på Jagtvej), er børn og personale blevet genhuset i institutionen Snorregården. De to institutioner arbejder p.t. med en frivillig sammenlægning og nednormering med virkning fra 2007. Den sammenlagte institution vil have en normering på 60 vuggestuepladser svarende til Snorregårdens oprindelige normering. Det betyder en nednormering med 36 vuggestuepladser i forhold til de to institutioners oprindelige normering. Lukningen af den oprindelige Tusindfryd vil blive implementeret fuldt ud fra januar 2007.
Forslag om sammenlægning og nednormering
På Lundtoftegade er der tre institutioner, som formentlig vil blive berørt af en eventuelt kommende heldagsskole. Disse tre institutioner har i samarbejde udarbejdet et forslag om sammenlægning og nednormering. Forslaget er i øjeblikket i høring. Hvis forslaget vinder tilslutning blandt forældrene, vil det blive effektueret umiddelbart herefter. Hvis der som konsekvens af høringen viser sig at være uenighed om institutionernes forslag, vil der blive fremlagt oplæg til politisk beslutning.
Personalemæssige konsekvenser
I forbindelse med de fleste kapacitetstilpasninger vil de personalemæssige ressourcer tilpasse sig via naturlig afgang eller frivillige aftaler. I enkelte tilfælde kan kapacitetstilpasningen dog medføre, at institutioner ender med et overskud af personale. Børne- og Ungdomsforvaltningen har to forslag til at skabe en øget jobsikkerhed for dette personale. De to tiltag kan supplere hinanden. Forslagene er diskuteret med de faglige organisationer BUPL og FOA. Begge organisationer støtter op om forslagene, men ønsker, at de på lidt længere sigt kan udfoldes til også at dække de selvejende institutioner på lige fod. Forvaltningen vil derfor kontakte de relevante paraplyorganisationer og drøfte mulighederne for en fælles bestræbelse.
A: Det personale, som pga. kapacitetstilpasninger - foreslået af forvaltningen - ikke kan fortsætte i deres nuværende institution, tilbydes optagelse i en distriktsbaseret jobbank i opsigelsesperioden. Forvaltningen sender løbende stillingsopslag til disse personer og orienterer alle andre institutioner i pågældende distrikt om, at der er ledigt personale i jobbanken.
B: De kommunale daginstitutioner i Valby og på Nørrebro (og evt. andre distrikter, når og hvis disse kommer i en tilsvarende situation) forpligtes til i en periode på 1 år efter kapacitetstilpasningernes igangsættelse at anvende jobbanken, således at det personale, som på grund af kapacitetstilpasninger foreslået af forvaltningen er blevet ledigt, kommer først i betragtning til ledige stillinger.
Det er forvaltningens vurdering, at den lave arbejdsløshed på det pædagogiske arbejdsmarked sammenholdt med denne fremgangsmåde i praksis giver mulighed for, at alle berørte – hvis de måtte ønske det – hurtigt kan blive placeret i stillinger i andre institutioner i kommunen.
Forslaget vil medføre en begrænsning i ledernes kompetence inden for selvforvaltningsmodellen til selv at rekruttere personale i institutionerne. Det er forvaltningens vurdering, at dette vil blive modtaget positivt i den nuværende situation, hvor mange ledere reelt føler sig overladt til at håndtere reduktion i personalegruppen alene.
Økonomi
Tilpasningerne vil, under forudsætning af at de alle gennemføres, medføre en pladsprisbesparelse på 12,7 mill. kr. i 2007 og 15,2 mill. i 2008.
Der vil derudover være en besparelse ved opsigelse af lejemål m.m. Denne besparelse kan ikke opgøres specifikt, før de endelige omstruktureringer er gennemført.
Besparelsen ved institutionslukninger (pladsprisbesparelsen), indgår
allerede i Afregningsmodellens årlige rammebesparelse på brutto 47,1 mill. kr.
i 2007.
Besparelsen ved institutionslukninger (fysiske faciliteter samt ikke-børnerelaterede konti, lederlønninger) indgår allerede i budgetforslag 2007 med 3,7 mill. kr.
Nedenfor præsenteres et samlet
skema over de økonomiske konsekvenser ved driftsbesparelsen på pladser, hvis alle de forslag, der er præsenteret i
denne indstilling, gennemføres.
Driftsbesparelse under forudsætning af, at alle forslag gennemføres
|
Pladspris-besparelse 2007 |
Pladspris-besparelse 2008 |
Valby |
3.650.616 kr. |
4.150.616 kr. |
Nørrebro |
9.089.987 kr. |
11.089.987 kr. |
I alt |
12.740.603 kr. |
15.240.603 kr. |
I tabellen ses en difference på 2,5 mio. kr. i pladsprisbesparelsen fra 2007 til 2008. Disse midler anvendes i 2007 til de i alt 22 berørte institutioner til omlægningsrelaterede formål. Årsagen til dette er, at der i den udmeldte pladspris til det enkelte barn ligger alle de midler, som også anvendes til at ansætte pædagoger, afholde personalekurser, betale løn i opsigelsesperioder m.v. (jf. selvforvaltningsmodellen). Forudsætningen for at de beskrevne forslag kan være praktisk gennemførlige i de enkelte institutioner, med respekt for de vanskelige processer og med overholdelse af gældende opsigelsesfrister m.v. er, at der anvendes et marginalt beløb til personaletilpasning og institutionsudvikling for de berørte. Beslutningerne kan med andre ord ikke have fuld virkning fra dag 1. En del af besparelsen får således først fuld effekt fra Budget 2008. Derudover er der som nævnt ikke gennemført beregning på besparelse på lederløn og evt. ændret husleje, da der ikke vil være fuldt kendskab til dette, før forslagene er gennemført.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
De forslag til kapacitetstilpasninger, som ikke er fremsat i enighed blandt alle parter, er allerede sendt i høring eller vil blive sendt i høring. Høringsparterne er de berørte daginstitutioner, forældre- og institutionsbestyrelser, paraplyorganisationer. Høringsfristen er på 4 uger. Hvis ikke der opnås enighed efter afsluttet høring, fremlægges sagerne til politisk beslutning.
Når der udsendes forslag om kapacitetstilpasning i høring, som får betydning for udbuddet af pladser til evt. nye forældre, orienteres disse på Pladsanvisningen om, at der er en høring i gang.
Efter en beslutning om, at kapaciteten i en institution skal tilpasses, udarbejder forvaltningen en tids-, informations- og handleplan for det videre forløb. Planen vil tage højde for børnenes og personalets vilkår.
Angående kapacitetstilpasningerne i Valby inviteres Valby lokaludvalg (ligesom i 2005) til et informations- og dialogmøde med forvaltningen om den generelle pladssituation i Valby.
BILAG
VEDLAGT
· Skema over permanente tilpasninger på Nørrebro og i Valby
· Opsamling omkring institutionerne på Høffdingsvej (lukket bilag)
Else Sommer
Jan Dehn