Mødedato: 20.06.2007, kl. 15:00

Konsekvens for fritidsinstitutioner og klubber ved indførelse af en ugentlig dansktime og idrætstime

Konsekvens for fritidsinstitutioner og klubber ved indførelse af en ugentlig dansktime og idrætstime

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. juni 2007

 

 

7.      Konsekvens for fritidsinstitutioner og klubber ved indførelse af en ugentlig dansktime og idrætstime

  J.nr. 2007-41306

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag om en evt. reduktion af driftsbudgettet til fritidsinstitutioner og klubber som følge af en forøgelse af undervisningstiden.

 

BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

 

1. at udvalget beslutter at reducere driftsbudgettet på fritidsinstitutioner med et beløb, der modsvarer 20 min. om ugen for 1.- 3. klasses børn

2. at klubbudgetterne ikke berøres af beslutningen om ekstra idrætstimer i 4. og 5. klasse

 

PROBLEMSTILLING

Den 11. januar 2007 besluttede Borgerrepræsentationen (BR 7/07) at give 1. – 3. klasse yderligere én dansktime. Desuden er der som led i udmøntningen af Sunde Børn under FFA besluttet at tildele én ekstra idrætstime ugentlig i 4. og 5. klasse. Flere timer i skolen betyder i udgangspunktet, at eleverne opholder sig mindre i fritidshjem og klubber.

 

I sagen om høring vedr. bevillingsændringer som følge af ny lovgivning (DUT), herunder vedrørende flere timer i folkeskolen, som blev behandlet i BUU den (j.nr. 318783) var der forudsat en modregning i udgifterne til fritidsordninger for det forøgede timetal i skolen. 

 

Udvidelsen af undervisningen med én ekstra dansktime i 1. – 3. klasse i folkeskolen betyder i udgangspunktet, at eleverne kommer 45 minutter senere i deres fritidsinstitution én gang om ugen. Driftsbudgettet i fritidsinstitutionerne kan derfor reduceres, uden at serviceniveauet reduceres.

 

I modsætning til på fritidshjemsområdet har udvidelsen på én ekstra time i 4. og 5. klasse ikke den samme virkning på klubområdet. Klubberne holder oftest ikke åbent i undervisningstiden, og er forpligtet til at lægge deres åbningstid i forhold til brugernes behov. Herudover får de i langt højere grad børn fra mere end én skole, hvor de ekstra timer ligger forskelligt. På klubområdet vurderer forvaltningen derfor, at belægningsprocenten ikke vil falde i klubberne, hvorved der ikke bør ske en reduktion i deres ressourcetildeling, som følge af den ekstra idrætstime.

 

 

LØSNING

fritidsinstitutionsområdet er der to varianter af muligheder for reduktion af budgettet:

 

Fuld reduktion af budgettet

Driftsbudgetterne til fritidsinstitutionerne reduceres med et beløb svarende til at børnene i 1. – 3. klasse er der 45 minutter mindre om ugen. Provenuet vil netto udgøre 1.998.086 kr. i helårseffekt i 2007 priser.

 

Reduktion med modregning for mindre pausetid i skolen

Pr. 1. august 2005 blev lærernes pausetid nedsat med 25 minutter pr. uge, hvilket betød, at skoledagen sluttede 5 minutter før. Børnene kom derfor 5 minutter før i deres fritidsinstitution. Fritidsinstitutionerne blev ikke kompenseret herfor. Hvis der modregnes for lærernes nedsatte pausetid, vil det svare til, at driftsbudgetterne kan reduceres med et beløb svarende til, at børnene i 1. – 3. klasse er der i 20 minutter mindre om ugen (45 minutter minus 25 minutter). Herved opnås en reduktion i driftsbudgetterne på netto 888.037 kr. i helårseffekt i 2007 priser.

 

Da reduktionen i driftsbudgetterne indstilles som en konsekvens af ekstra timer i folkeskolen, er det mest naturlige omvendt at modregne for den mindre pausetid, som ikke blev kompenseret i 2005.

 

ØKONOMI

Mulig besparelse for fritidsinstitutionerne ved indførelse af yderligere dansktime

Løsning 1

 

Besparelse i 2007 (5/12)

832.535 kr.

Besparelse i 2008

1.998.086 kr.

Løsning 2

 

Besparelse i 2007 (5/12)

370.015 kr.

Besparelse i 2008

888.037 kr.

Alle opgørelser er i 2007 priser.

 

Besparelsen gennemføres kun med 5/12 effekt i 2007, da undervisningstiden først øges fra 1. august 2007.

 

VIDERE PROCES

-

 

BILAG

-

 

 

                                    Else Sommer                               Jan Dehn  

 



 

Til top