Anvendelse af midler afsat i Finanslov 2020 til bedre normeringer i dagtilbud
Der er med finansloven afsat 63,5 mio. kr. til Københavns Kommune til forbedring af normeringer i dagtilbud i 2020. Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til, hvordan disse midler skal udmøntes.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender, at midlerne afsat i finansloven til at forbedre normeringer i dagtilbud i 2020, udmøntes til alle institutioner ved at øge pladsprisen til vuggestue- og børnehavepladser.
Problemstilling
Med finansloven for 2020 blev der afsat 500 millioner kroner til bedre normeringer i 2020. Aftalen er, at det tal stiger til 1,6 milliarder kroner i 2025, så kommunerne løbende kan begynde at hæve normeringerne frem mod 2025. Det er aftalt, at der fra 2025 skal indføres lovbundne minimumsnormeringer, der skal sikre maksimalt 3 børn per voksen i vuggestuer og 6 børn per voksen i børnehaver. De nærmere betingelser for modellen for minimumsnormeringer er endnu ikke besluttet. De skal forhandles i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020 med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2020/2021.
Den 17. februar 2020 udmeldte ministeriet de konkrete retningslinjer for udmøntningen af 2020-midlerne (se også bilag 1). Med denne sag skal Børne- og Ungdomsudvalget tage stilling til udmøntningen af de midler, der bliver tildelt til Københavns Kommune i 2020.
2020-midlerne fordeles mellem kommunerne efter, hvor mange 0-5-årige børn kommunen forventes at have. Andelen for Københavns Kommune er opgjort til 12,7 pct. af landets 0-5-årige. Det betyder, at Københavns Kommune får 63,5 mio. kr. i 2020 til mere pædagogisk personale. Beløbet forøges hvert år frem til 2025. Tilskuddet på 63,5 mio. kr. i 2020 forventes at stige med 12,7 mio. kr. i 2021, 22,5 mio. kr. i 2022, 50,9 mio. kr. i år 2023, 25,4 mio. kr. i år 2024 og 25,4 mio. kr. i år 2025. Københavns Kommune forventes dermed at modtage 200,4 mio. kr. årligt, når de 1,6 mia. kr. er fuldt indfaset i 2025.
Ministeriet forventer, at kommunerne modtager 2020-midlerne i foråret 2020.
2020-midlerne tildeles under følgende betingelser:
- Midlerne skal samlet set anvendes på en måde, så den nuværende fordeling mellem uddannet og uuddannet personale fastholdes.
- Tilskuddet skal lægges oveni vedtaget budget 2020, og tilskuddet må ikke anvendes til at reducere det vedtagne budget i løbet af 2020.
- Tilskuddet må ikke indgå i beregningsgrundlaget for fastsættelsen af hhv. kommuners tilskud til privatinstitutioner/private pasningsordninger samt forældres egenbetaling. Der må således ikke opreguleres i forældrebetalingen i løbet af 2020 som følge af de statsligt tildelte midler.
- Tilskuddet kan bruges til ansættelse af pædagogisk personale i kommunale, selvejende, udliciterede daginstitutioner samt puljeinstitutioner.
- Tilskuddet kan ikke anvendes til private institutioner/pasningsordninger.
- Tilskuddet anvendes til pædagogisk personale i daginstitutioner i form af løn- og pensionsudgifter og relaterede udgifter i form af at overhead (husleje, it, kompetenceudvikling mv.) samt til udgifter i tilknytning til de revisionspåtegnede regnskaber.
- Krav om revisorpåtegnet regnskab med dokumentation for at midlerne er anvendt i overensstemmelse med formålet.
- Betingelserne for de statslige midler, der modtages efter 2020, er ikke præciseret endnu.
Løsning
De 63,5 mio. kr. som Københavns Kommune modtager i 2020, skal meldes ud til klynger og institutioner oven i det allerede vedtagne og udmeldte budget for 2020. Det er en betingelse for midlerne, at de går udelukkende til personale og relaterede udgifter i form af overhead. Det vil sige de relaterede udgifter, der kan komme som følge af øget personale, heraf udgifter til IT, kompetenceudvikling, husleje samt opfølgning på anvendelsen af midlerne. Midlerne vil derfor blive fordelt, så 90 pct. meldes ud til institutionerne til personale, mens 10 pct. går til overhead. Af disse 10 pct. anvendes en tiendedel, svarende til 0,5 mio. kr., centralt til finansiering af tværgående administrative opgaver, herunder generel opfølgning på midlerne samt efterlevelse af kravet om revisionspåtegnet regnskab. De resterende ni tiendedele til overhead meldes ud til institutionerne til de driftsudgifter, der kan komme som følge af øget personale.
Størstedelen af det budget, der meldes ud til klynger og institutioner er børnetalsafhængigt. Det betyder, at størrelsen på hvert enkelt institutions budget afgøres af en pladspris, der ganges med antal indskrevne børn. Pladsprisen er ens for alle, og består af midler til hhv. drift, løn, og frokostordning. 2020-midlerne vil derfor blive meldt ud til klynger og institutioner gennem en forøgelse af pladsprisen. Pladsprisen varierer for hhv. 0-2-årige (vuggestuepladser) og 3-5-årige (børnehavepladser).
På baggrund af børnepoint fordeles de 63,5 mio. kr. med 39,2 mio. kr. til 0-2-årige og 23,8 mio. kr. til 3-5-årige. I tabel 1 ses, hvordan tildelingen på 63,5 mio. kr. forøger pladsprisen i 2020. Som det fremgår, vil pladsprisen forøges med 2.802 kr. for 0-2-årige og 1.327 kr. for 3-5-årige.
Tabel 1
De 63,5 mio. kr. finansierer 138 årsværk i alt, heraf 85 årsværk til vuggestueområdet og 53 til børnehaveområdet. Som det fremgår af tabel 2, betyder det, at de forventede normeringer for Københavns Kommune i 2020 i gennemsnit vil forbedres med hhv. 0,05 færre børn pr. voksen for vuggestuebørn og 0,12 færre børn pr. voksen for børnehavebørn. Forbedringen fremstår større på børnehaveområdet, selvom der er tale om den samme procentvise forbedring. Det skyldes, at der er dobbelt så mange børn pr. voksen i børnehaverne end i vuggestuerne.
Tabel 2
Det er i beregningen antaget, at der med de nye midler ansættes 1/3 pædagogmedhjælper og 2/3 pædagoger. Den antagelse flugter med målet i BUU-strategien om 66 pct. uddannede pædagoger i alle dagtilbuddene. Den reelle forventede forbedring afhænger af den faktiske personalesammensætning ved nye ansættelser.
Konsekvenser for en gennemsnitlig institution
Forøgelsen af pladsprisen betyder, at en gennemsnitlig institution med ca. 50 vuggestuebørn og 40 børnehavebørn vil modtage omkring 181.000 kr. mere i 2020.
Statens opfølgning på anvendelsen af tilskuddet i 2020
Der stilles krav om revisorpåtegnet regnskab for kommunernes anvendelse af midlerne, hvor det skal dokumenteres, at kommunerne har anvendt tilskuddet i overensstemmelse med formålene. I den forbindelse skal kommunerne kunne bekræfte, at tilskuddet er lagt oven i det vedtagne budget for 2020, og at en eventuel budgetmæssig omprioritering på dagtilbudsområdet ikke skyldes det tildelte tilskud. Opfølgningen medfører dog ikke en fastlåsning af kommunernes budget- eller regnskabsniveau på dagtilbudsområdet, som derfor vil kunne reguleres som følge af fx faldende/stigende børnetal og/eller lokale politiske prioriteringer. Kommuner som ikke kan godtgøre, at midlerne er anvendt som forudsat, herunder at midlerne er lagt oven i det vedtagne budget for 2020, vil blive pålagt at tilbageføre tilskuddet.
Økonomi
Der er ingen yderlige økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 20. maj 2020:
Indstillingen blev godkendt.