Mødedato: 20.05.2020, kl. 16:00
Mødested: Udv. vær. D - 1.sal, vær. 103

2. behandling af budgetforslag 2021

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til forslag til opfyldelse af udvalgets effektiviseringsmåltal til budget 2021, udløb af bevillinger samt opfølgning på investeringsforslag.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag til opfyldelse af kravet om nye effektiviseringer på 37,4 mio. kr., jf. tabel 2 og bilag 4 til 17
  2. at udvalget tager udløb af bevillinger for 41,4 mio. kr., jf. bilag 3 til efterretning
  3. at udvalget tager opfølgningen på investeringsforslag fra 2018 og frem til efterretning, jf. bilag 23

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) skal aflevere et budgetforslag med effektiviseringer for 154,8 mio. kr. i 2021 til Økonomiudvalget (ØU). Til at indfri effektiviseringsmåltallet er der 117,3 mio. kr. i stigende profiler fra tidligere besluttede effektiviseringer og tværgående indkøbseffektiviseringer. En oversigt med alle de tidligere vedtagne effektiviseringer, der bidrager til håndteringen af effektiviseringsmåltallet i 2021, findes i bilag 2. De stigende profiler er faldet med 2,0 mio. kr. siden 1. behandlingen som følge af en delvis annullering af en besluttet investeringscase. Det drejer sig om 'Effektivisering på administrative m2' (budget 2019), som beskrives nedenfor i afsnittet ’Opfølgning på investeringsforslag’.

Udvalget skal ved 2. behandlingen af budgetforslaget træffe beslutning om, hvordan det resterende måltal på 37,4 mio. kr. i 2021 opfyldes (jf. tabel 1).

Tabel 1: Udvalgets effektiviseringsmåltal for budget 2021-2024

*Under forudsætning af uændret praksis i kommende indkaldelsescirkulærer.

Med udgangen af 2020 udløber der bevillinger for 41,4 mio. kr. Udløbene fremgår af bilag 3. Derudover skal udvalget følge op på investeringsforslag fra 2018 og frem jf. aftalen for budget 2020.

Løsning

Forvaltningen har på baggrund af udvalgets 1. behandling af budgettet justeret i det samlede løsningsforslag. Der er fjernet tre forslag for i alt 1,4 mio. kr. De tre forslag er forslagene om at øge brugerbetalingen til Billedskolen (0,1 mio. kr. i 2021, stigende til 0,3 mio. kr. i 2022 og frem), øge brugerbetalingen til gokartbanen (0,2 mio. kr. i 2021 og varigt), afskaffe honorarer til frivillige lærere i KLF-kolonier (1,1 mio. kr. i 2021 og varigt). Hertil skal som nævnt medregnes de 2 mio. kr. i manglende stigende profiler pga. den delvist annullerede investeringscase.

De manglende 3,4 mio. kr. er fundet ved, at forslaget om ændret praksis for forældrebetaling ved overgang fra vuggestue til børnehave er blevet justeret, så den øgede forældrebetaling nu også omfatter børn i rene børnehaver og ikke kun i integrerede institutioner. Det har øget effektiviseringen med 2,9 mio. kr. De resterende 0,5 mio. kr. er fundet ved kvalitetssikringen af beløbene i de enkelte forslag.

Forvaltningens forslag til effektiviseringer for 37,4 mio. kr. fremgår af tabel 2. Herunder kan medregnes 0,3 mio. kr. i tværgående effektiviseringsforslag, som behandles i overførselssagen (jf. nederst i tabel 2). Forslagene er beskrevet nærmere i bilag 4-17. Herudover er der vedlagt et covernotat (bilag 1), som beskriver tidligere effektiviseringer fordelt på bevillingsområder samt forvaltningens tilgang til effektiviseringsarbejdet.

Tabel 2. Forvaltningens foreslåede effektiviseringer

*De to investeringscases (bilag 7 og 10) er godkendt og er derfor ikke medsendt som bilag.

**Økonomiforvaltningen har påpeget, at der er i budgetaftalen for budget 2017 er truffet beslutning om, at evt. mindreforbrug, som følge af den ændrerede dimensioneringsaftale for PAU, skal tilfalde kassen. Det er derfor præciseret i forslaget, at der alene effektiviseres som følge af et mindreforbrug, der ikke vedrører dimensioneringsaftalen. 

Forvaltningen har ligeledes på baggrund af drøftelserne under 1. behandling af budgettet udarbejdet alternative effektiviseringsbidrag, som udvalget kan prioritere mellem, såfremt det ønskes at nedjustere i størrelsen eller helt udtage nogle af effektiviseringsforslagene i tabel 2. De alternative forslag fremgår af nedenstående tabel 3 og er nærmere beskrevet i bilag 18-22.

Tabel 3: Alternative effektiviseringsbidrag budget 2021

*Hvis BUU beslutter, at forslag 20 om prisstigning på 2,5 kr. pr. måltid på skolemad skal indgå i udvalgets budgetforslag, så vil forslag 12 om prisstigning på 1,5 kr. pr. måltid udgå.

**Hvis BUU beslutter, at forslag 21 om afskaffelse af den ikke-lovpligtige modersmålsundervisning skal indgå i udvalgets budgetforslag, så vil forslag 16 om at reducere udgifterne til modersmålsundervisning udgå.

Med udvalgets godkendelse af budgetforslag 2021 er der fundet løsninger på det effektiviseringskrav, som Økonomiudvalget har besluttet i indkaldelsescirkulæret.

Udløb af bevillinger

Der udløber bevillinger vedtaget i tidligere budgetter for 41,4 mio. kr. i 2021. Disse udløb fremgår af tabel 4. 1. Behandlingen af budgetforslaget gav ikke anledning til, at der skulle findes finansiering til nogle af de forestående udløb. Alle udløb er beskrevet nærmere i bilag 3 herunder også konsekvenserne af det enkelte udløb.

Tabel 4: Udløb i budget 2021

Opfølgning på investeringsforslag

Med aftalen om budget 2020 blev det besluttet, at forvaltningerne skal følge op på alle investerings- og innovationsforslag besluttet fra 2018 og frem. BUF har derfor gennemgået de 14 investerings- og innovationsforslag, der er truffet beslutning om siden 2018. Ud af de 14 forslag er 3 sager blevet forsinkede som følge af uforudsete begivenheder. To forslag har ikke givet den ønskede effektivisering. I forbindelse med 'Effektivisering på administrative m2' (budget 2019) opstod der uforudsete merudgifter forbundet med ombygningen af administrative lokaler i område Amager og område VVK. Ved forslaget 'Bedre affaldssortering i daginstitutioner og skoler' (budget 2019) er der sket ændringer i forslagets beregningsforudsætninger. Væsentlige udeblevne og forsinkede effektiviseringer er blevet indarbejdet i forvaltningens effektiviseringsmåltal for 2021 og frem, så det ikke påvirker BUF’s samlede budget, og der er derfor ikke behov for at iværksætte yderligere kompenserende handlinger for at kunne gevinstrealisere de forudsatte effektiviseringer. I bilag 23 er der en oversigt over investeringscasene og forvaltningens opfølgning.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

Videre proces

Når udvalget har godkendt budgetforslaget, afleveres det efterfølgende til Økonomiforvaltningen, så det kan indgå i forhandlingerne om budget 2021.

I forbindelse med forslaget vedrørende ’Investering i et godt fritidsliv for unge i Københavns Kommune’ sørger forvaltningen for, at BUU i tilknytning til den "klubdrøftelse", der forventes afholdt efter sommerferien 2020, får forelagt kommissorium vedr. kortlægning af kommunens fritidstilbud, implementeringsplan samt forslag til inddragelsesproces mv.

 

Tobias Børner Stax                                                                      /Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 20. maj 2020:

A, F, V, Ø og og Niko Grünfeld (løsgænger) stillede følgende ændringsforslag i tilknytning til indstilingens 1. at-punkt:

"At besparelsen på kompetencer for praktisk-musiske fag bortfalder og at prisen for EAT hæves med yderligere 30 øre i 2021, stigende til 75 øre i 2022 i lyset af manglende løbende regulering, og at forvaltningen senest ifm. budgetseminaret i august præsenterer et oplæg om skolemaden i København".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

A, F, V, Ø og Niko Grünfeld (løsgænger) stillede følgende ændringsforslag i tilknytning til indstilingens 1. at-punkt:

"At forvaltningen senest til budgetseminaret i august 2020 præsenterer en model til fremme af videndeling og faglig udvikling på de områder, som de foreslåede nedlagte kompetencecentre dækker, samt bud på videreudvikling af de kompetencecentre, der ikke nedlægges ifm. budgettet".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

A, F, V, Ø og Niko Grünfeld (løsgænger) stillede følgende ændringsforslag i tilknytning til indstilingens 1. at-punkt:

"At forvaltningen forbereder en kommunikations- og implementeringsplan således, at effektiviseringsforslagene er kendt tidligt blandt ledere, medarbejdere og forældre - og kan implementeres på betryggende vis".

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 1. at-punkt blev med ovenstående justeringer og tilføjelser godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning.

A, F, V, Ø og Niko Grünfeld (løsgænger) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi tager forbehold for de kommende budgetforhandlinger, herunder ikke mindst udløbet af normeringer på børneområdet, som forudsættes indarbejdet i fremadrettede budgetter i sammenhæng med de nationalt besluttede minimumsnormeringers indførelse i København.”

A, F, V, Ø og Niko Grünfeld (løsgænger) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: ”Det er vigtigt, at forslaget om udvidede åbningstider i daginstitutionerne vil betyde, at mindst en daginstitution i hver af Københavns bydele har lange åbningstider - min 60 timer om ugen - så københavnere med skæve arbejdstider har pasningsmuligheder - og at forvaltningen via Pladsanvisningen sørger for, at der er en systematisk model til at gøre opmærksom på denne mulighed, når forældre skal indskrive deres børn”.

A, F, V, Ø og Niko Grünfeld (løsgænger) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Forvaltningen skal senest ifm. budgetseminaret i august 2020 præsentere et oplæg om skolemaden i København, herunder udviklingen i forældrebetalingen sammenlignet med a) hvis denne de senere år havde været p/l-fremskrevet, b) hvilke muligheder familier med lav indkomst har for støtte samt c) hvordan der kan arbejdes med den nye Mad- og Måltidsstrategi for Københavns Kommune, der blev besluttet i september 2019. Af strategien fremgår det, at mad og måltider generelt prioriteres højt og med følgende særlige indsats for skolemaden: "Styrket skolemad: Flest mulige børn skal have adgang til sund skolemad". Der kan fx. arbejdes for at gøre flere skoler i København til madskoler.”

F og Ø ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi mener, at modersmålsundervisning om lørdagen har løftet kvaliteten. Vi vil arbejde for, at man fortsat kan eksperimentere med at samle undervisningen på få steder og at der er skabes ressourcer til det".

C, O og V ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi er ikke tilhængere af modersmålsundervisning og mener derfor at der ikke skal tilbydes mere end det absolut nødvendige i forhold til lovgivningen".

Ø ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi er stærkt bekymrede for kompetence-niveauet i dansk som andetsprog over hele kommunen og vil arbejde for at finde veje til at løfte dette niveau i forbindelse med forhandlingerne om budget 2021." 

 

Til top