Status og revideret handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik
Udvalget skal tage stilling til status på udvalgets handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2013-2014 samt udkast til revideret handleplan for perioden 2015-2017.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget tager status på udvalgets handleplan 2013-2014 for Københavns Kommunes Handicappolitik til efterretning
- at udvalget godkender forslaget til Børne- og Ungdomsudvalgets reviderede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017
Problemstilling
Borgerrepræsentationen tiltrådte den 27. januar 2011 Københavns Kommunes Handicappolitik 2011 – 2017. Politikken fremsætter delmålsætninger og principper for kommunens indsats for borgere med handicap, jf. bilag 1.Som led i implementeringen er der udarbejdet en samlet handleplan for hele Københavns Kommune med beskrivelse af konkrete initiativer inden for de fastsatte målsætninger. Hvert udvalg har udarbejdet en handleplan med udgangspunkt i de målsætninger, som hører under de enkelte udvalgs ressortområde. Handleplanen gælder sædvanligvis for en to-årig periode, hvorefter der gøres status og handleplanen revideres. Forvaltningerne foreslår, at denne handleplan gælder til 2017, så næste status falder sammen med det tidspunkt, hvor der skal tages stilling til fortsættelse af Københavns Kommunes Handicappolitik.
Hvert fagudvalg forelægges parallelt en status på deres handleplan for 2013-2014 og et udkast til revideret handleplan gældende for 2015-2017. Den reviderede handleplan er opbygget efter samme koncept som den oprindelige handleplan.
Efterfølgende samler Socialforvaltningen samtlige udvalgs reviderede handleplaner til en samlet handleplan, der sendes i høring i bl.a. Handicaprådet og forlægges til endelig godkendelse i Socialudvalget med henblik på efterfølgende godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Løsning
Status på Børne- og Ungdomsudvalgets handleplan 2013-2014
Børne- og Ungdomsudvalgets handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2013-2014 blev vedtaget på mødet i BUU d. 27. februar 2013. Handleplanen består af 11 initiativer, der understøtter de målsætninger i handicappolitikken, der hører under udvalgets ressortområde. Status på de enkelte initiativer fremgår af bilag 2, der overordnet viser at der arbejdes kontinuerligt med initiativerne, samt at de fleste initiativer, der har indeholdt konkrete mål er gennemført. Initiativet vedr. etableringen af flere specialklubpladser afventer mulighederne efter den igangværende proces omkring Fremtidens Fritidstilbud og er videreført i den nye handleplan.
Af de 11 initiativer er de 8 initiativer tilpasset udviklingen på området og videreført i revideret form, mens 3 initiativer: Udvikling af den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse, Omlægning af ressourcer til en mere inkluderende almenskole og Kompetenceudvikling på skoler og dagtilbud, er overgået til forvaltningens almindelige drift og derfor ikke medtaget i handleplanen for 2015 -2017.
Udkast til revideret handleplan for 2015-2017
Forslaget til Børne- og Ungdomsudvalgets reviderede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017, fremgår af bilag 3. Der er 13 initiativer, hvoraf følgende 5 er nye: Udvikling af tilbud til unge med behov for dagbehandling, Helhedsorienteret indsats for børn som hjemmetrænes, Styrket forældresamarbejde, Etablering af flere basispladser på 0-5 års området, og Information om BUF-flex pladser.
Udvikling af tilbud til unge med behov for dagbehandling blev tiltrådt af SUD og BUU på fælles udvalgsmøde d. 12. marts 2014 og har til formål gennem annoncering og opfølgning, at systematisere og udvikle kvaliteten af dagbehandlingstilbuddene. Helhedsorienteret indsats for børn som hjemmetrænes er et fælles projekt mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, med henblik på at skabe tættere samarbejde med og om børn og familier, der hjemmetræner. Indsatsen vedr. styrket forældresamarbejde har til formål at udvikle den generelle forældreinvolvering i forvaltningens tilrettelæggelse af indsatsen for deres børn. Etablering af flere basispladser på 0-5 års området blev besluttet i budget 2014 og skal sikre tilstrækkeligt med specialiserede daginstitutionspladser i nærheden af børnenes hjem. BUF-flex pladser er en del af de indsatser, der blev vedtaget i BUU d. 21. november 2012 i forbindelse med indstillingen om Fleksible tilbud og indsatser, nedlæggelse af gruppeordningerne og model for udlægning af ressourcerne til almenskolerne. Information om BUF-flex pladser, som alternativ til en specialskoleplads, skal styrke forældrenes viden om hvad et BUF-flex tilbud er og hvad forældrene kan forvente gennem en sådan indsats.
Børne- og Ungdomsudvalget ønsker en øget involvering af målgruppen og relevante interessenter i øvrigt. Involvering har især to formål. Det ene formål er at kunne give den enkelte borger det mest relevante og hensigtsmæssige tilbud, hvilket bedst etableres i en dialog med borgeren og dennes pårørende. Det andet formål er at styrke det samlede udviklingsperspektiv, der giver den enkelte borger de bedste muligheder for et liv, der svarer til det borgere inden for almenområdet har. Forvaltningen har bl.a. styrket brugerperspektivet gennem ekstern bistand, som har faciliteret en proces, der gennem tæt dialog har kunnet styrke identificeringen af hverdagens udfordringer, prioritering af indsatser og afprøvning af nye pædagogiske tiltag og nye måder at tilrettelægge undervisning på. Også på internationalt plan er der en stigende interesse for at styrke og udvikle tilbud og organiseringer gennem øget inddragelse af brugere, fagfolk og øvrige interessenter, erfaringer som forvaltningen kan inddrage i sit arbejde.
Forslag til initiativer i Børne- og Ungdomsudvalgets reviderede handleplan ses nedenfor under overskrifterne på de områder i Københavns Kommunes Handicappolitik, de primært vedrører.
3.1.4. Støtte, social tryghed og koordination:
|
3.2.1. Børn og unge med handicap
|
3.3.4. Sektoransvar og mainstreaming:
|
I forbindelse med revisionen er Borgerrådgiveren blevet bedt om input til relevante fokusområder til forvaltningernes samlede indsatsområder. Borgerrådgiveren peger i sin tilbagemelding på, at helhedsorienteret sagsbehandling, vejledning med udgangspunkt i borgerens situation samt tilgængelighed i bred forstand bør være fokusområder i forvaltningernes samlede handleplan.
De foreslåede indsatser i Børne- og Ungdomsudvalgets handleplan 2015 -2017 vurderes at opfylde både Borgerrådgiverens anbefalinger og Handicappolitikkens målsætninger. Der er flere indsatser, som inddrager andre forvaltninger i et tæt samarbejde om at skabe helhedsorienterede løsninger og sikre god vejledning til borgerne, herunder sammenhængende og helhedsorienteret indsats for borgere med hjerneskade, udvikling af tilbud til unge med behov for dagbehandling, samarbejde om komplekse børnesager mv. Der er endvidere fokus på at udvikle mulighederne for inklusion gennem information om BUF-flex pladser, kompetenceudvikling på skoler og institutioner mv. og samtidig sikre, at der er de rette specialiserede pladser til de børn og unge der har behov for dette, herunder etablering af flere basispladser på 0 – 5 års området. For så vidt angår unge fra specialskoler for elever med autisme/ADHD og generelle indlæringsvanskeligheder afventes en etablering af specialklubpladser en kapacitetsanalyse og en eventuel efterfølgende kapacitetsskabelse på baggrund af det konkrete behov.
Økonomi
Bortset fra det fælles initiativ fra SUF, SOF, BIF og BUF om sammenhængende og helhedsorienteret indsats for borgere med behov for specialiseret rehabilitering, som blev forelagt udvalget på udvalgsmødet d. 8. april 2015, finansieres indsatserne inden for Børne- og Ungdomsudvalgets nuværende budgetramme og serviceniveau og medfører således ikke yderligere udgifter for Børne- og Ungdomsudvalget.Vedr. det fælles initiativ om sammenhængende og helhedsorienteret indsats for borgere med behov for specialiseret rehabilitering arbejder forvaltningerne på at afklare, hvorledes indsatsen fremover kan finansieres.
Videre proces
Hvis indstillingen tiltrædes, sender Børne- og Ungdomsudvalget den reviderede handleplan til Socialforvaltningen, som samler samtlige udvalgs udkast til handleplaner til én handleplan, og sender den i ekstern høring hos Handicaprådet, Ældrerådet og Dialogforum.Efter høring forelægges Socialudvalget den samlede handleplan, hvorefter den forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Else Sommer /Camilla Niebuhr
Beslutning
Gorm Gunnarsen (Ø) stillede forslag om følgende tilføjelse i bilag 3 (side 12 om målgruppen "Børn og unge med autisme og/eller ADHD"): "Efter "Københavns Kommune vil sikre at der ydes en kvalificeret rådgivning og vejledning til familier med børn og unge med handicap" indsættes følgende punkt: "Der skal fortsat sikres grundlag for et eller flere faglige miljøer, der både kan vejlede og uddanne unge og pårørende voksne med autisme og/eller ADHD"".
Forslaget blev godkendt uden afstemning, hvorefter indstillingens 2. at-punkt med denne tilføjelse blev godkendt i sin helhed.