B-sag: Ønske fra den kommunale enhed Smørhullet om at blive selvejende institution
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forvaltningen igangsætter en proces med henblik på indgåelse af en driftsaftale med en ny juridisk enhed, den selvejende institution Smørhullet
Problemstilling
I forbindelse med indførelsen af den nye institutionsstruktur i 2010 blev Smørhullet sammenlagt med 4 andre kommunale institutioner til klyngen Ø3. Senere har en gruppe af forældrene i Smørhullet overfor forvaltningen ønsket at trække Smørhullet ud af klyngen. Baggrunden for forældrenes ønske i Smørhullet udspringer af forældrenes interesse for at tage ansvar for børnenes hverdag og børnenes og personalets trivsel. En mulighed, de ikke mener, er tilstede på nuværende tidspunkt (bilag 1).
Ønsket om nedlæggelsen af den kommunale enhed har været forelagt forældrene og personalet i Smørhullet, forældre- og klyngebestyrelsen i Ø3 og MED-udvalget.
- Smørhullets forældre og personale er enige om ønsket om at overgå til selvejende drift.
- Klyngeledelsen har valgt at stille sig neutral til ønsket
- De medlemmer af forældrebestyrelsen i klynge Ø3, der har stemt, støtter Smørhullets ønske om at over til det selvejende område
- De medlemmer af MED-udvalget, der har stemt, støtter Smørhullets ønske om at overgå til det selvejende område.
Forvaltningen fremlægger sagen på baggrund af tilbagemeldingerne fra klynge Ø3, jf. processen beskrevet i vejledning om overgang fra det kommunale til det selvejende område. Vejledningen blev vedtaget af Borgerrepræsentation som en del af indstillingen om den nye institutionsstruktur den 14.10.2010. Vejledningen er senest opdateret og delt i 2 selvstændige vejledninger for henholdsvis kommunale og selvejende institutioner, jf. Børne- og Ungdomsudvalgets møde d. 2. april 2014.
Løsning
Hvis udvalget beslutter, at forvaltningen skal indgå i en driftsaftale med den selvejende institution Smørhullet igangsættes processen, jf. vejledningen for skifte mellem det kommunale og selvejende område. Første skridt vil være at undersøge, om forudsætningerne for at indgå i en driftsaftale med Smørhullet er til stede (se nedenfor) samt ny tilknytning til et selvejende netværk.
Dernæst igangsættes processen med at nedlægge den kommunale enhed i klynge Ø3, herunder en sikring af klyngens fortsatte bæredygtighed.
Økonomi
Ved en overgang fra det kommunale område til det selvejende område skal der udbetales et kommunalt tilskud til Smørhullet, da en selvejende institution har ret til et administrationstilskud, når institutionen ønsker at varetage administrationen selv. Tilskuddet udgør ca. (og maksimalt) 2,1 % af institutionens budget.Samtidig reduceres den kommunale administrative support til institutionen.
Der skal også kigges på de pasningslokaler, hvori Smørhullet passer børn. Der er tale om kommunalt ejede bygninger. Det skal fremadrettet sikres, at Smørhullets råderet over de nuværende pasningslokaler betinges af, at kommunen har anvisningsret til institutionens pladser.
Videre proces
Der igangsættes en proces, hvor det sikres, at kommunen, jf. gældende regler og vejledning, kan indgå i en driftsaftale med den selvejende institution, Smørhullet. Samtidig igangsættes en proces med nedlæggelse af institutionen som kommunal institution. Når det er fastlagt, at driftsaftalen kan underskrives af begge parter, fastsættes en dato for overgangen.
Else Sommer /Henriette Bjørn Nielsen