Mødedato: 19.06.2013, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Flytning af klubpladser fra Underhuset/Tagenshave

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til forslag om etablering af de hidtidige fritids- og ungdomsklubpladser på Underhuset/Tagenshave på ny lokalitet og i  regi af et klubfællesskab i området.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at et antal klubpladser tilsvarende det, der er opsagt i Underhuset/Tagenshave (30 fritidsklub- og 55 ungdomsklubpladser) oprettes på adressen Bispeparken 17A  i regi af klubfællesskabet Smedetoften 12, og at forvaltningen indgår aftale med FSB om at overtage nyt lejemål i Bispeparken

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget vedtog den 6.2.2013 (2012-136098) at opsige driftsaftalen om Underhuset/Tagenshaves børnehave-, fritidshjems- og klubpladser. Det blev samtidig vedtaget, at forvaltningen skulle fremlægge forslag om at oprette et tilsvarende antal klubpladser i regi af et klubfællesskab i området og under ledelse af dette.

Løsning

Underhuset/Tagenshave har p.t. til huse i lokaler på Tagensvej 188. Underhuset/Tagensgave er normeret til 30 fritidsklub- og 55 ungdomsklubpladser. Lokalerne ejes af den private forening Bispebjerg Kulturcenter (BKC). Forvaltningen har løbende været i kontakt med BKC for at undersøge muligheden for, at kommunen kunne leje sig ind i lokalerne, når den nuværende institution ophører. Tilbagemeldingen fra BKC er, at de primært er interesserede i at udleje lokalerne til anden side. Forvaltningen har parallelt med dette modtaget ansøgning om oprettelse af en privat institution i lokalerne på Tagensvej 188.

Forvaltningen har på denne baggrund undersøgt andre muligheder for placering af fritidsklub- og ungdomsklubpladserne og fremlægger nu forslag om, at de hidtidige fritidsklub- og ungdomsklubpladser fra Underhuset/Tagenshave flyttes til lokaler i Bispeparken/Smedetoften 12, og ledelsesmæssigt knyttes til klubfællesskabet Smedetoften 12, som dækker behovet for klubtilbud i området.

FSB ejer lokalerne i Bispeparken og vil gerne udleje lokalerne til kommunen så hurtigt som muligt. SBBU er i dag lejer af lokalerne.
SBBU har opsagt lokalerne pr. 1. februar 2013 til fraflytning ultimo august 2013. Forvaltningen ønsker om muligt at overtage lokalerne før opsigelsesperiodens udløb. Dette kræver i givet fald, at SBBU underskriver en aftale herom og forvaltningen vil gå i dialog med SBBU om dette, såfremt denne indstilling vedtages.  Ny lejeaftale vil herefter i givet fald blive underskrevet af Københavns Kommune (KEjd) og FSB på almindelige lejevilkår.

Hvis der bliver en periode fra klubben ophører i regi af Underhuset/Tagenshave, og indtil pladserne kan flyttes til Bispeparken, og er blevet en integreret del af Smedetoften 12, har Tagensbo Skole indvilliget i, at klubbørnene kan benytte lokaler på skolen med udgående personale fra Smedetoften.

Lederen af Smedetoften har ligeledes accepteret konstruktionen med en satellit midlertidigt på Tagensbo Skole, og har i øvrigt iværksat opsøgende arbejde overfor de unge i nærområdet af Underhuset/Tagenshave og Bispeparken allerede, se bilag med oversigtskort.

Angående Multibanen, der ligger tæt på Underhuset/Tagenshave, vil område Nørrebro/Bispebjerg sørge for, at også Multibanen forankres i området, når projektet står klart.

Det er således forvaltningens anbefaling, at der arbejdes videre med at tilknytte Bispeparken til klubfællesskabet Smedetoften 12, og at der derfor ikke arbejdes med at overtage lejemålet på Underhuset/Tagenshave, da der, jf. ovenfor, er modtaget ansøgning om at oprette en privat institution i disse lokaler. Det nye lejemål vurderes desuden at dække samme behov som det hidtig lejemål på Underhuset/Tagenshave.

Økonomi

Ved indgåelse af lejemål i Bispeparken er der midler til drift af pladserne og husleje til det foreslåede lejemål (funktion 05.25.14) på det hiditige niveau, da pladserne tidligere er blevet drevet af SBBU i institutionerne Klokkergården og Tagenshave/Underhuset, som nu er dels virksomhedsoverdraget dels opsagt. Der vil skulle anvendes et engangsbeløb til montering. Udgifterne hertil kan afholdes inden for driftsrammen til monteringsmidler (funktion 05.25.14).

Videre proces

Hvis indstillingen vedtages, vil normeringen af klubpladser senest fra 1. september 2013 blive flyttet fra Underhuset/Tagenshave til Smedetoften/Bispeparken. De unge, der p.t. er indmeldt i klubben, får automatisk tilbud om den nye klub enten i Bispeparken, midlertidigt på Tagensbo Skole eller på Smedetoften. Desuden vil leder og personale i klubfællesskabet fortsætte dialogen med de unge omkring de nye løsninger, og de unge vil modtage et brev fra Smedetoften/området med praktiske oplysninger om flytningen i forhold til adresse, dato mv.

                   
                             Else Sommer                        /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top