Mødedato: 19.02.2020, kl. 11:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om undersøgelse ved Intern Revision af "Nabohuset", "Arken", "Isbjørnen" og "Børnekompasset"

 
Det indstilles, 

1. at Børne- og Ungdomsudvalget pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at bede Intern Revision foretage en undersøgelse af forholdene i institutionerne Nabohuset, Arken, Isbjørnen og Børnekompasset, alle i klynge VVKC, jf. forslagets motivation. 

(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Venstre)

Motivering

Vi har fået en del henvendelser fra forældre omkring forholdene ved flere institutionerne i klyngen. Det gælder samarbejdet med forældre og forældreråd, og forholdene for børn på basisplads. Besvarelser af politikerspørgsmål har også vist, at der er en række forhold, som påkalder sig opmærksomhed. Der har f.eks. været mange lederskifter ved flere institutioner i klyngen, stor udskiftning af personalet og mange afskedigelser. Vi mener, at både politikere og medarbejdere må være bedst tjent med, at intern revision gennemfører en undersøgelse af forholdene.

Intern revision skal undersøge følgende vedr. klyngen VVKC:

1. Lederansættelser siden 1. jan 2016: Har alle stillinger været slået op? Hvordan har forældreråd og forældrebestyrelser været inddraget i forbindelse med ansættelsessamtaler?

2. Hvordan og hvor hurtigt er der blevet fulgt op på evt. anmærkninger til institutioner ved klyngen fra det pædagogiske tilsyn? Hvordan har man sikret, at forældrene er blevet informeret om og inddraget i arbejdet med anmærkninger og tilsynsrapporter?

3. Har alle børn med funktionsnedsættelser - herunder børn på basisplads - modtaget nødvendig støtte jf. gældende love og vejledninger? Hvordan har man sikret, at forældre har fået vejledning om børnenes muligheder for støtte? Hvordan er alle medarbejdere - inkl. midlertidigt ansatte - gjort bekendt med indholdet af handleplanerne?

4. Hvor mange klager har der været fra forældre ved institutioner i klyngen og omkring hvilke forhold siden 1. januar 2016? Er medlemmerne af BUU udvalget gjort bekendt med klager fra større grupper af forældre over forhold i institutionerne eller klager over institutionen?

5. Hvad er baggrunden for, at så mange medarbejdere har forladt institutionerne Arken, Isbjørnen, Nabohuset, og Børnekompasset og hvor mange afskedigelser har der været? Har der været medarbejderhenvendelser til forvaltningen omkring samarbejdsvanskeligheder eller dårligt arbejdsmiljø, og hvis ja, hvordan er de blevet håndteret og hvordan er politikerne i BUU blevet orienteret omkring disse?

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 19. februar 2020:

Medlemsforslaget blev godkendt, idet også Borgerrådgiveren søges inddraget. Intern Revision og Borgerrådgiveren forventes selv at tilrettelægge undersøgelsens omfang og bredde under hensyntagen til medlemsforslagets intentioner.     

Til top