Mødedato: 19.02.2020, kl. 11:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Et ungecenter i Sundby Idrætspark og flytning af ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget til Sundby Idrætspark - FÆLLESINDSTILLING KFF OG BUF

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til, om der skal arbejdes videre med etablering af et ungecenter i Sundby Idrætspark.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,     

    1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der arbejdes videre med et ungecenter i Sundby          Idrætspark med indflytning af ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget.

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,

    2. at Børne- og Ungdomsudvalget tager til efterretning, at der henvises en planlægningsbevilling     til et ungecenter i Sundby Idrætspark med indflytning af ungdomsklubben Jokeren og     fritidsklubben Remisevænget til forhandlingerne om Overførselssagen 2019/20.

Problemstilling

Det har traditionelt været svært at nå ud til og fastholde de unge i foreningslivet. Det skyldes, at mange unge stopper med at gå til fritidsaktiviteter og sport, når de bliver omkring teenagealderen, da mange andre emner så som lektier, venner og fritidsarbejde begynder at fylde mere. Dermed mister de unge et givende fællesskab.

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår i flere og flere samarbejder, hvor der netop er fokus på at rekruttere, fastholde og inddrage de unge til biblioteks-, kultur- og idrætstilbud med henblik på at understøtte det hele børne- og ungeliv. Af eksempler kan nævnes samlokaliseringen mellem BUFX og Fablab i Valby Idrætspark samt 10. klassecenter Vest på Vesterbro Bibliotek- og Kulturhus.

At inddrage lokale unge i Sundby Idrætsparks aktiviteter er med til at øge trygheden på anlægget, og der har længe været en ambition om at sætte større fokus på at involvere de unge i aktiviteterne i Sundby Idrætspark. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor undersøgt muligheden for at skabe et ungecenter i Sundby Idrætspark, hvor ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget kan flytte ind. Et ungecenter vil medvirke til, at institutionernes unge kommer tættere på foreningslivet og de forskellige kultur- og idrætstilbud. Målgruppen for ungecenteret er børn og unge i alderen 10-18 år, hvilket stemmer overens med målgruppen for begge institutioner.

Projektet hviler på en dialog med foreningerne i Sundby Idrætspark, interesseorganisationer, lokale unge, begge lokaludvalg på Amager samt personalet i hhv. ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget. Alle parter er positive overfor projektet.

Ungdomsklubben Jokeren indgår i dag i en større udviklingsplan for Urbanplanen Syd, men da denne er sat på hold på grund af anlægsloftet, og der samtidig ikke er indtænkt en permanent løsning for fritidsklubben Remisevænget, opfylder etableringen af ungecenteret et "need-to" kapacitetsbehov for Børne- og Ungdomsforvaltningen (bilag 1).  

Løsning

Flytningen af ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget til Sundby Idrætspark gør det muligt at etablere et ungecenter samt give Sundby Idrætsparks lokaler et tiltrængt løft. Et ungecenter er et tilbud til unge, hvor flerbrugeranvendelse af kvadratmeter skaber positive synergier mellem unge i foreningslivet og civilsamfundet. Her vil de unge kunne møde aktivitetstilbud som eksempelvis lektiehjælp og foreningsdrevet e-sport.

Med en ombygning i den sydlige del af Sundby Idrætspark af et areal på omkring 800 m2 kan der etableres et ungecenter (bilag 2). På dette areal holder Idrætsprojektet og karateklubben Amager Kyukushin til i dag. For at sikre plads til ungecenteret, vurderer Kultur- og Fritidsforvaltningen, at det er nødvendigt at flytte karateklubben til lokaler i Frankrigsgade Svømmehal. En realisering af projektet forudsætter derfor, at to lokaler på i alt ca. 300 m2 i Frankrigsgade Svømmehal istandsættes til formålet (bilag 3). Disse lokaler står i dag tomme. Idrætsprojektet bliver i Sundby Idrætspark. Idrætsprojektet, som er forankret i Socialforvaltningen, arbejder med at bygge bro til fritidsliv, skole, uddannelse og beskæftigelse med børn, unge og voksne og er en oplagt samarbejdspartner til ungecenteret.

Projektet skønnes foreløbigt at kunne realiseres for 10 mio. kr. Heri indgår ombygning af både Sundby Idrætspark og Frankrigsgade Svømmehal. En planlægningsfase kan gennemføres for 0,7 mio. kr.

Ungecenter

Det er forventningen, at et ungecenter vil skabe mere liv i Sundby Idrætspark både i dag- og aftentimerne. Derudover vil et ungecenter skabe mere tryghed på stedet med opgraderede fysiske rammer samt et større udbud af aktiviteter. Dette er i tråd med anbefalingerne fra en evaluering af tryghedsskabende initiativer i Sundby Idrætspark (bilag 4). Det er sigtet, at de unge i højere grad vil indgå i foreningernes aktiviteter og skabe grobund for et stærkere foreningsliv.

Brugen af lokalerne foreslås fordelt som følger:

  1. I morgentimerne kan Idrætsprojektet og skoler benytte lokalerne.
  2. I eftermiddagstimerne og nogle aftener skal ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget anvende lokalerne.
  3. I øvrige aftentimer og i weekender kan lokalerne benyttes af foreninger. Dertil kommer en række nye tilbud til unge, så som foreningsbaseret e-sport, mulighed for lektiehjælp og lign.

Det er en forudsætning for projektet, at ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget kan drive det samme pædagogiske tilbud med den samme bemanding, som de gør i dag,

Derudover er det en forudsætning, at de hjemmehørende foreninger fortsat kan gøre brug af deres allerede tildelte tider, og at de som sådan ikke påvirkes af projektet.

Såfremt der gives planlægningsmidler til projektet i Overførselssagen 2019/2020, skal det i planlægningsfasen undersøges nærmere, hvordan ungecenteret kan tage form. Herunder hvordan de lokale unge, der hverken er tilknyttet fritidsklubben, ungdomsklubben eller en forening, kan tiltrækkes til ungecenterets tilbud.

Bedre udnyttelse af m2

Etableringen af et lokalefællesskab i Sundby Idrætspark er indenfor rammerne af kommunens ambition om bedre udnyttelse af kommunale kvadratmeter. Ved at udnytte eksisterende kommunale kvadratmeter i Sundby Idrætspark kan den allerede tiltænkte kapacitet til Jokeren i Urbanplanen anvendes til andre formål. Både i Sundby Idrætspark og i Frankrigsgade Svømmehal kan der skabes en bedre udnyttelse af idrætsarealerne.

Tværfagligt samarbejde

Et lokalefællesskab i Sundby Idrætspark giver mulighed for vidensdeling, samarbejde og koordinering på tværs mellem pædagoger og medarbejdere.

Med Budget 2020 blev der afsat midler til at genindføre fast bemanding i Sundby Idrætspark. At flytte ungdomsklubben Jokeren og fritidsklubben Remisevænget vil betyde, at der følger fem ansatte fra Børne- og Ungdomsforvaltningen med til at drive de to klubtilbud.

Nye faciliteter – nye aktiviteter

Der har været en indledende dialog med centrale interessenter om, hvilke nye aktiviteter et kommende ungecenter kan understøtte. Der er blandt andet stor efterspørgsel på e-sportsaktiviteter, og flere foreninger i Sundby Idrætspark er pt. i dialog om understøttelse af sådanne aktiviteter. Hvis projektet realiseres, vil dette arbejde kunne samtænkes med fritidsklubben Remisevængets og ungdomsklubben Jokerens aktiviteter.

Med projektet planlægges der derudover med at opgradere det eksisterende køkken i Sundby Idrætspark. Dette vil give mulighed for nye aktiviteter såsom folkekøkken.

Også i Frankrigsgade Svømmehal vil lokalerne blive opgraderet, så de kan understøtte nye aktiviteter og udvikling af foreningslivet. Der lægges op til, at lokalerne skal huse flere kampsportsforeninger, herunder karateklubben Amager Kyukushin. Foreningernes tilstedeværelse vil være tryghedsskabende, både fordi der skabes mere liv i faciliteten, men også fordi de har erfaring med at inddrage utryghedsskabende unge på en positiv måde i deres aktiviteter.

Drift- og samarbejdsaftale

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil som i dag fortsat varetage den overordnede ledelsesopgave i huset. Der indgås en fælles drifts- og samarbejdsaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, som skal understøtte et ligeværdigt samarbejde, der balancerer de tværgående hensyn i et hus med flere funktioner. Aftalen skal indeholde overordnede principper om anvendelse af de fælles arealer og samarbejde om driften. Herunder fordeling af økonomi, lån af lokaler, justering af eksisterende aftale omkring rengøring, samt fælles nøgle- og adgangsforhold. 

Da investeringerne i casen hviler på et ”need-to” kapacitetsbehov er udgangspunktet, at en eventuel opsigelse af Jokeren og Remisevænget i Sundby Idrætspark alene kan ske med en beslutning i Borgerrepræsentationen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkender Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget indstillingen, vil Børne- og Ungdomsforvaltningen udarbejde et budgetforslag på en planlægningsbevilling til forhandlingerne om Overførselssagen 2019/2020.

Sigtet er, at anlægsudgifterne kan finansieres i Overførselssagen 2020/2021. I planlægningsfasen vil projektet blive yderligere kvalificeret i dialog med lokale interessenter.

 

Mette Touborg                /                     Tobias Børner Stax

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 19. februar 2020:

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Venstre ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen, hvilket Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Alternativet tilsluttede sig: "I forbindelse med etableringen af et ungecenter i Sundby Idætspark er det oplagt at indtænke Sundby Tennisklub, herunder foreningens ønske om overdækning af et antal tennisbaner".

Til top