Mødedato: 19.02.2020, kl. 11:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Status på Øget Sundhed for Børn - FÆLLESINDSTILLING SUF OG BUF

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget forelægges en årlig status for Øget Sundhed for Børn.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalgene tager status for de nuværende indsatser under Øget Sundhed for Børn til efterretning.

Problemstilling 

Sundheds- og Omsorgsudvalget fik i Budget 2009 en varig bevilling til Øget Sundhed for Børn til sundhedsindsatser for at øge børns sundhed. Bevillingen udgør 10,584 mio. kr. i 2019. Børne- og Ungdomsudvalget har fra start været inddraget i udmøntning af midlerne, og de to udvalg godkendte i december 2018 den nuværende udmøntning af midlerne under Øget Sundhed for Børn for perioden 2019-2022. Udvalgene forelægges hermed en årlig status for Øget Sundhed for Børn.

Løsning

Øget Sundhed for Børn er på nuværende tidspunkt fordelt på 7 forskellige sundhedsindsatser til børn. I bilag 1 ses en oversigt samt beskrivelse og status for de forskellige indsatser.

De forskellige 7 indsatser under Øget Sundhed for Børn kan opdeles i temaer om overvægt og sund mad, bevægelse, røgfrihed og alkohol, samt en god start på forældreskabet. I det følgende præsenteres de relevante sundhedsdata og der gives en kort status for indsatserne.

Overvægt og sund mad
Under Øget Sundhed for Børn er der to tilbud målrettet overvægt: I Center for Børns Sundhed tilbydes et specialiseret tilbud til børn og unge med svær overvægt. Tilbuddet er bydækkende og målrettet børn mellem 2 og 16 år med svær overvægt (se bilag 1 for yderligere beskrivelse af indsatsen). I 2019 er det ca. 500 børn og familier som følger et forløb i Center for Børn og Unges Sundhed. 

Den anden indsats mod overvægt er Vejen til Sund Vægt som er en tidlig forebyggende, opsporende og opfølgende indsats i sundhedsplejen til børn med overvægt. I skoleåret 2018/19 har sundhedsplejerskerne har haft kontakt med 418 børn vedr. moderat overvægt i løbet af skoleåret samt 203 børn vedr. svær overvægt.

Udviklingen i andelen af overvægtige har været relativ stabil over de sidste fem år, men der ses en begyndende tendens over de sidste tre år til et fald i andelen af overvægtige i 8. klasse. Det er vanskeligt at afgøre i hvilket omfang, det er relateret til indsatserne under Øget Sundhed for Børn, da det også kan være udtryk for en bredere samfundsmæssig tendens (se bilag 2 for yderligere data om overvægt blandt københavnske folkeskolebørn). 

Sunde mad og måltidsvaner er vigtigt for at fremme sundhed og forebygge overvægt. Flere undersøgelser viser, at der er væsentlige forskelle i børnefamiliers madvaner og stor sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau og sunde madvaner. En af de nye indsatser under Øget Sundhed for Børn sætter fokus på at skabe gode og sunde madvaner hos børn og familier i udsatte boligområder, hvor der tilbydes madkurser til børn og familier i Mjølnerparken og Lundtoftegade. I opstartsfasen har der været fokus på at etablere samarbejde med Mjølnerparken og Rådmandsgade Skole samt udvikling af konceptet ved ekstern leverandør Hello Kitchen. I Mjølnerparken er der afholdt to hold med i alt 20 familier og to fællesspisninger med i alt 80 gæster. Næste udvalgte boligområde er Lundtoftegade, hvor der er indgået aftale med den lokale skole Nørrebro Park Skole. De første erfaringer fra Mjølnerparken viser b.la. en stigning i indtagelse af grønt og fuldkorn, at en større andel af børnene ofte deltager i madlavningen samt at deltagelsen har åbnet op for nye venskaber og styrkede relationer forælder-barn imellem, og på tværs af familier og kulturer. De involverede skoler har udvist stor interesse for madkurserne, og der ses et potentiale i at udbrede materialet til skolerne til undervisningsbrug, så flere børn får gavn af konceptet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen arbejder på mulighederne for at løfte indsatsen, så den får mere strukturel karakter. Der udarbejdes en midtvejsevaluering på baggrund af erfaringerne fra de første to boligområder og ultimo 2020 skal det besluttes, om projektet skal udbredes i yderligere to år.

Bevægelse
Indsatsen Børn og Bevægelse er målrettet børn i dagtilbud med motoriske vanskeligheder. Børn og Bevægelse handler om at styrke opsporing og tidlig indsats i forhold til børn, der er motorisk udfordrede. Indsatsen foregår i områderne Vanløse/Brønshøj og Nørrebro/Bispebjerg, der har den største andel af børn med motoriske udfordringer. Andelen af børn med motoriske udfordringer er fra skoleåret 2017/18 til 2018/19 faldet i de to områder med hhv. 3,9 og 3,7 procentpoint. Det er et større fald end i nogen af de øvrige områder. For København samlet er faldet på 1,6 procentpoint mellem de to skoleår. Det kan indikere en begyndende effekt af Børn og Bevægelse, som det dog endnu er for tidligt at konkludere mere entydigt på (se bilag 2 for motorikdata blandt københavnske folkeskolebørn). Børne- og Ungdomsforvaltningen følger løbende udviklingen af bl.a. data for motorikscreeningen med henblik på at vurdere resultaterne af Børn og Bevægelse. Forvaltningen laver en endelig afrapportering i forbindelse med udgangen af den nuværende projektperiode.

Rygning og alkohol blandt 15-årige
Under Øget Sundhed for Børn samarbejder forvaltningerne om indsatsen En Teenager i Familien. Det er et tilbud til elever og forældre i 7. og 8. klasse, og formålet er at fremme en åben og positiv dialog om alkohol, fester og ungdomsliv mellem teenagere og deres forældre. (se bilag 1 for yderligere beskrivelse indsatsen). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i gang med at evaluere indsatsen med henblik på kvalitetssikring og eventuelt justering af konceptet.

Skolebørnsundersøgelsen 2018 viser, at i perioden fra 2014 til 2018 er der sket en stigning i andelen af 15-årige, som drikker mindst en gang ugentligt. Blandt pigerne er andelen steget fra 12 % i 2014 til 18 % i 2018, mens andelen blandt drenge er steget fra 21 % til 26%. Der foreligger ikke repræsentative data om københavnske skoleelevernes forbrug af alkohol og rusmidler.
Nationalt er der i de sidste år sket et fald i andelen af 15-årige som ryger dagligt, ugentlig eller sjældnere. I 2018 er det 18 % af danske skoledrenge som ryger, og 16% af pigerne. Sundheds- og Omsorgsforvaltningens rygevaneundersøgelse fra 2018 viser, at i 9. klasse ryger 17,7 % af eleverne enten dagligt, ugentligt eller sjældnere.

En god start på forældreskabet
Som et nyt initiativ under Øget Sundhed for Børn er udviklet et nyt tilbud om temaeftermiddage til københavnske småbørnsfamilier i perioden 2019-2020. Tilbuddet henvender sig særligt til ressourcestærke familier og skal understøtte sundhedsplejens eksisterende tilbud og Børne- og Ungdomsforvaltningens arbejde med at prioritere sundhedsplejens ressourcer til børn og familier med særlige behov. Temaeftermiddagene skal give forældrene viden om, hvad der kan skabe sundhed og trivsel hos deres barn samt styrke mulighederne for et fælles og ligeværdigt forældreskab. I 2019 er der afholdt 11 temaeftermiddage, hvor der samlet har deltaget 182 børn, forældre, partnere og bedsteforældre, fordelt på 72 familier. De første erfaringer viser, at det med det nuværende set-up er vanskeligt at rekruttere det ønskede antal familier, hvilket vil være et fokuspunkt i 2020.

Økonomi

Midler til indsatserne er givet varigt i budget 2009 til børns sundhed.

Videre proces

Ved udgangen af 2020 forelægges udvalgene status på indsatserne under Øget Sundhed for Børn.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen vil endvidere frem imod Overførselssagen 2019/2020 udarbejde forslag til en børnesundhedsprofil, som belyser sundhed, bevægelse, fritidsaktiviteter og trivsel blandt eleverne på alle kommunens skoler jævnfør aftale om budget 2020.

Katja Kayser / Tobias Børner Stax

 

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 19. februar 2020:

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top