Opsøgende vejlederteam
Opsøgende vejlederteam
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 18. april 2007
3. Opsøgende vejlederteam
J.nr. 2007-23200
Udvalget skal tage stilling til hvorvidt Ungdommens
Uddannelsesvejlednings opsøgende vejlederteam skal gøres permanent og udvides
pr. 1. januar 2008.
BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og
Ungdomsudvalget, 1. at Ungdommens Uddannelsesvejlednings opsøgende
vejlederteam gøres permanent og udvides pr. 1. januar 2008 2. at udgiften til udvidelse af indsatsen
på 1,8 mio. kr. optages på ønskelisten for budgetforslag 2008 Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2007 Udvalget vedtog, at forvaltningen på et
senere møde fremlægger en sag i udvalget med et samlet overblik over opgaver,
ressourcer og aktiviteter. Indstillingen blev herefter godkendt. |
PROBLEMSTILLING
Ungdommens
Uddannelsesvejlednings opsøgende team (OPS-team) er rettet mod unge efter
grundskolen, der kommer fra uddannelsessvage hjem, kriminalitetstruede unge
eller kriminelle unge og tosprogede unge. OPS-teamet blev etableret for en to
års periode – i 2006 og 2007 - på basis af midler i Ungdommens
Uddannelses-vejledning og Ungdomsskolen med i alt 4 vejleder-årsværk.
Statusrapporten konkluderer at OPS-teamet har arbejdet med den
forventede målgruppe og at den intensive indsats har fået en større andel unge
end forventet i gang med et målrettet forberedende forløb. OPS teamet har dog
kun arbejdet med 77 unge, hvor det forventede antal var 160 unge årligt.
OPS-teamets opgaver forventes ifølge handlingsplan for forebyggelse af
kriminalitet for unge under 15 år udvidet til også at omfatte vejledning
Ungdomsskolens Second Chance tilbud, samt medvirken i analyse og opsøgende
arbejde i forhold til elever, der unddrager sig undervisningspligten.
En forudsætning for OPS-teamets succes er et tæt og meget
ressourcekrævende samarbejde med en række partnere. Specielt samarbejdet med
Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er vigtigt.
Da OPS-temaets nuværende kapacitet imidlertid har vist sig kun at kunne
dække en del af de oprindeligt beskrevne behov, foreslås teamets kapacitet udvidet.
Den selvstændige Skole Gruppernes kapacitet og målgruppe er ikke
dækkende for disse unge. Private tilbud er ofte for dyre i forhold til den
unges aktuelle problemer.
Erhvervsskolerne kan sjældent rumme OPS-teamets målgruppe i deres ordinære
forløb.
Produktionsskolerne og erhvervsgrunduddannelsen kan kun i begrænset omfang
rumme målgruppen og kan ikke undervise i grundlæggende skolefag. Ungdomsskolen
er ofte for skolepræget for målgruppen.
LØSNING
Statusrapporten konkluderer at OPS-teamet
opfylder sit formål og anbefaler, at ordningen gøres permanent efter
projektperiodens udløb med udgangen af 2007 samt at kapaciteten udvides.
Det anbefales, at OPS-teamet forsætter efter
1. januar 2008 og udbygges til i alt 8 OPS-vejledere, hvoraf de 4 medarbejdere
finansieres af Københavns Kommunes Ungdomsskole og Uddannelses
Ungdomsvejledningen i København som i dag.
OPS-teamets arbejde søges udbygget til at omfatte flere lokalområder,
samt udbygning af institutionssamarbejdet. Dette gælder især samarbejdet med
Københavnerteam, Døgnkontakten, Den sikrede afdeling på Sønderbro, U-turn og
ungdomsklubber.
Fra august 2007 skal OPS-teamets vejledere forestå vejledningen i
Ungdomsskolens "Second Chance" - undervisningstilbud for unge, der ikke har
opnået afgangsprøver.
Ønsket om udvidelse af OPS-teamet indebærer, at teamet udover de
nuværende opgaver tillige skal medvirke i analyse, opsøgen og vejledning af
unge, der unddrager sig undervisningen i overensstemmelse med den af
Borgerrepræsentationen godkendte plan ("Handlingsplan for
kriminalitetsforebyggelse for unge under 15 år") den 31. august 2006 (BR
471/06).
ØKONOMI
En udvidelse af OPS-teamet efter 1. januar 2008 til at omfatte i alt 8
OPS-vejledere vil koste 1,8 mio. kr. årligt.
De nuværende 4 medarbejdere finansieres fortsat af Københavns Kommunes
Ungdomsskole og Uddannelses Ungdomsvejledningen i København som hidtil inden
for deres eksisterende budgetrammer.
Indeværende projektperiode udløber med udgangen af 2007, men Børne- og
Ungdomsudvalgets stillingtagen til OPS-teamets eventuelle udvidelse fra 2008 er
nødvendig af hensyn til eventuel budgetbevilling for 2008.
Det indstilles, at forslaget i givet fald indgår på ønskelisten for udvalgets budgetforslag for 2008. Hvis forslaget ikke optages i budget 2008, foreslås den hidtidige indsats videreført.
VIDERE
PROCES
-
BILAG
1. Det Opsøgende Vejlederteam - Midtvejsevaluering – De vigtigste
resultater
2. Rapporten: " Det Opsøgende Vejlederteam – Midtvejsevaluering"
Else Sommer
Christine Wydojnik