Mødedato: 17.09.2008, kl. 14:00
Tandsundhed hos børn og unge med forskellig etnisk baggrund
Se alle bilag
Til top
Tandsundhed hos børn og unge med forskellig etnisk baggrund
7. Tandsundhed hos børn og unge med forskellig etnisk baggrund (2008-108293)
Udvalget skal tage stilling til rapport om mindskelse af gabet mellem etniske danskeres og indvandreres forekomst af caries blandt de 5-15-årige samt forslag til initiativer som opfølgning på rapporten.
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
1. at udvalget tager rapporten vedr. tandsundhed blandt børn og unge med forskellig etnisk baggrund i Københavns Kommune til efterretning
2. at forslag til handleplan godkendes, idet forslag til finansiering af initiativer i forhold til handleplanen optages som budgetønske på BUFs budgetforslag for 2010
3. at udvalget godkender ansøgning til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets tvær-gående integrationspulje
PROBLEMSTILLING
I forbindelse med etableringen af et Integrationsbarometer i Københavns Kommune har BUU ønsket fremlagt en indstilling om mindskelse af gabet mellem etniske danskeres og indvandreres forekomst af caries blandt de 5-15-årige. På baggrund af en bevilling fra BIU?s 8 mill. kr.?s pulje er der nu udfærdiget vedlagte rapport over de aktuelle tandsundhedsforhold blandt kommunens børn og unge samt udarbejdet en handleplan med forslag til bedring af tandsundheden blandt børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk.
I rapporten konkluderes det, at der findes markante forskelle i tandsundheden. Blandt de 12.706 børn og unge på hhv. 5, 7, 12 og 15 år, som undersøgelsen omfatter, har 28 % en baggrund som indvandrer eller efterkommer ? størstedelen fra ikke-vestlige lande.
Hos 5- og 7-årige børn med anden etnisk baggrund end dansk fandtes op mod fire gange så stor carieserfaring (huller i tænderne, fyldninger samt tænder, der er trukket ud pga. caries) som hos børn med dansk baggrund. Blandt 12- og 15-årige havde børn og unge med anden etnisk baggrund dobbelt så stor carieserfaring som børn og unge med dansk baggrund. Der var desuden en sammenhæng mellem carieserfaring og sociale og økonomiske faktorer.
LØSNING
Handleplanen præsenterer forslag til pilotprojekter med initiativer, som vurderes på sigt at kunne medvirke til en bedring af tandsundheden blandt børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, således at gabet mellem etniske danskeres og indvandreres forekomst af caries blandt de 5-15-årige mindskes.
Initiativerne bør tilrettelægges og føres ud i livet i samarbejde med målgrupperne ? forældre og børn, kulturelle repræsentanter som f.eks. de etniske sundhedsformidlere samt sundhedsplejersker, pædagoger og lærere.
Udgangspunktet er børn, unge og forældre i lokalområderne omkring heldagsskolerne samt tandklinikkerne på hhv. Tingbjerg Skole (Tingbjerg Skole), Lundehusskolen (Klostervænget) og Guldberg Skole (Hillerødgades Skole). Det er områder med en stor andel af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk og med ringe tandsundhed.
Handleplanen bygger på en tidligere og mere intensiv opsporende indsats i forhold til småbørn og deres forældre/mødre, samt på indsatser på og omkring skoler og institutioner. Der er behov for kulturel tilpasning af såvel information, sundhedspædagogiske metoder som forebyggende tandpleje, ligesom der er brug for intensiveret uddannelse af Tandplejens medarbejdere i mødet med andre kulturer.
Handleplanen vurderes at understøtte BUF-strategierne mht. at sætte børnene i centrum og skabe rammer for sund opvækst, trivsel og livsglæde. Desuden fokuseres på, at initiativerne udvikles i dialog og samarbejde med brugerne, at de understøtter tværgående initiativer, at de bygger på nyeste viden og skaber ny viden, samarbejder med uddannelses- og forskningsinstitutioner samt medvirker til kompetenceudvikling i organisationen. Desuden understøtter initiativerne Kommunens Sundhedspolitik og Integrationspolitik mht. at reducere ulighed i sundhed og prioritere indvandreres sundhedsadfærd i forhold til tandsundhed.
ØKONOMI
Projekterne omfatter samlet ca. 8.000 børn og unge. Udgifterne til handleplanen udgør:
Projekt på Lundehusskolens tandklinik ? pr. år Kr. 400.000
Projekt på Tingbjerg Skoles tandklinik ? pr. år Kr. 400.000
Projekt på Guldbergskolens tandklinik ? pr. år Kr. 800.000
Derudover midler til projektledelse, evaluering, materialer m.v.
Udgift i alt pr. år:
1. år Kr. 2.200.000
2. år Kr. 1.900.000
3. år Kr. 2.050.000
4. år Kr. 1.900.000
5. år Kr. 2.050.000
Der kan inddrages flere eller færre lokalområder afhængig af de økonomiske muligheder. Såfremt indsatserne efter en årrække resulterer i en forventet forbedring af tandsundheden, vil erfaringerne kunne bruges i andre lokalområder i Kommunen.
Gennemførelse af de foreslåede indsatser kan ikke ske inden for BUFs eksisterende budget. En iværksættelse af initiativerne uden tilførsel af resurser vil betyde en forringelse af tandplejetilbuddet til børn og unge med bedst tandsundhed. For denne gruppe må det i så fald forventes, at undersøgelsesintervallerne forlænges fra de nuværende 18 måneder til et interval på 24 måneder eller mere. Et undersøgelsesinterval af denne længde er fagligt problematisk og næppe foreneligt med de forventninger, som mange københavnske familier har til det kommunale tandplejetilbud.
Forvaltningen foreslår derfor, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets tværgående integrationspulje ansøges om tilskud til finansiering af projektet. Desuden optages forslag til finansiering af initiativerne i forhold til handleplanen som budgetønske på BUFs budgetforslag for 2010, herunder BUFs egenbetaling hvis BIU yder støtte til initiativerne. Såfremt ansøgningen til BIU ikke efterkommes, indarbejdes det fulde beløb i budgetønskerne for 2010. Hvis finansieringen ikke vedtages i BUFs budget for 2010 fremlægges en revideret handleplan.
VIDERE PROCES
De prioriterede initiativer kan igangsættes, når hvis finansieringen godkendes. Der må påregnes en vis årrække, før der kan forventes en målbar effekt af initiativerne. Der er planlagt årlige opfølgninger af initiativerne og egentlige evalueringer efter hhv. 3 og 5 år.
Else Sommer /Lise Poulsen
bilag
1. Rapport vedr. tandsundhed blandt børn og unge med forskellig etnisk baggrund
2. Handleplan for udligning af forskelle i tandsundhed
3. Ansøgning til BIUs tværgående integrationspulje
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning den 17.09.2008
Indstillingen blev godkendt.