Mødedato: 17.01.2024, kl. 13:15
Mødested: Nordøstamager Skole, Holmbladsgade 117, 2300 København

Medlemsforslag vedr. skoletoiletter

Det indstilles,
 
1. at det eksisterende funktionsprogram for skoler møntet på nybyggeri - og de krav der heri stilles til toiletter - ved næste revision af programmet i højere grad sætter fokus på langtidsholdbare toiletløsninger, der kan understøtte høj trivsel og minimale vedligeholdelsesudgifter.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten)

Motivering

Vi mener at kravene til skoletoiletter bør skærpes. Derfor ønsker vi at den næste revision af funktionsprogrammet for nybyggeri tager afsæt heri. Vi ønsker fokus på langtidsholdbare toiletløsninger, der kan understøtte høj trivsel og give minimale vedligeholdelsesudgifter. Dermed kan løsningerne fx godt være dyrere i anlæg, men billigere i drift. 

Færre end hver sjette af de københavnske elever, som deltog i den nationale trivselsmåling, var enige i, at toiletterne på deres skole er pæne og rene. Det betyder, at mange børn holder sig til de kommer hjem, hvilket påvirker koncentration og trivsel negativt. Samtidigt viser undersøgelser at der er 25-30 % øget forekomst af inkontinens, hvis eleverne udtrykker utilfredshed med de sanitære forhold.

Sigtet med dette forslag er at sikre høj standard i renoveringen af toiletter i gamle skolebygninger. Det centrale er, at der sker et målbart og mærkbart varigt løft til gavn og glæde for eleverne. 

Det skal ske med afsæt i en helhedsforståelse af den rette fysiske indretning af toiletter, viden om toiletbrug, adfærdsdesign (nudging) og hvorledes toiletbehov imødekommes mest effektivt - og med mindst miljøbelastning og færrest livstidsomkostninger.

Blandt pejlemærker for renovering af eksisterende toiletter kan nævnes:

Hvordan minimeres kødannelse til toiletfaciliteter (optimere flow i besøg) - herunder fordeling og placering af kummer og håndvaske? Som et led i disse overvejelser må også indgå, hvorvidt en kapacitetsudbygning kan være en bedre og mere varig løsning end en renovering.

Hvordan sikres rengøringshensyn og vedligeholdelseshensyn afgørende vægt i udformningen af sanitet, gulve, vægge, mv.? Herunder færrest mulige fuger der kan trænge væsker ind i, så der sikres den optimale løbende rengøring.

Hvordan opnås tilpas afskærmning til toiletter?

Hvordan man skaber de mest robuste rammer, men som også sikrer skolens tekniske medarbejdere optimale vilkår for udbedring af evt. skader, indgreb mod løbende cisterner, udskiftning af blandingsbatterier mv.? Som led i dialogen med de tekniske medarbejdere skal indgå en afvejning med de fordele, som standardisering af produkter og leverancer kan give.

Hvordan sikres, at toiletternes håndvaske alene bruges til personhygiejne og ikke er nødvendige som vandposter til opfyldning af vandflasker, afrensning af pensler brugt i billedkunst eller skylning af madkasser for madrester? Dvs. etablering af supplerende vaske andetsteds.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 17. januar 2024:

Forslaget blev trukket fra dagsordenen.

 

Til top