Mødedato: 17.01.2024, kl. 13:15
Mødested: Nordøstamager Skole, Holmbladsgade 117, 2300 København

Opfølgning på medlemsforslag i BR om inkluderende seksualundervisning i den københavnske folkeskole

Se alle bilag

Ungeråd KBH har i en indstilling til Borgerrepræsentationen påpeget, at der er brug for en styrket og mere inkluderende seksualundervisning i København. Det er siden besluttet, at der skal udarbejdes en ny strategi for styrket seksualundervisning i den københavnske folkeskole. Børne- og Ungdomsudvalget skal nu træffe beslutning om strategien.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at strategien om styrket seksualundervisning – jf. bilag 2 - godkendes.
  2. at "medlemsforslag om inkluderende seksualundervisning i den københavnske folkeskole" godkendt i Borgerrepræsentationen den 7. april 2022 hermed er håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 7. april 2022 – på baggrund af et medlemsforslag stillet af Enhedslisten, SF og Alternativet - at pålægge Børne- og Ungdomsforvaltningen i samspil med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Ungeråd KBH og andre relevante aktører at udarbejde en strategi, så elever i den københavnske folkeskole modtager en seksualundervisning, der lever op til de unges ønsker og behov, jf. bilag 1.

Der blev i budgetaftalen for 2022 afsat en pulje på 1,2 mio. kr. årligt til bedre seksualundervisning. Midlerne udløber i 2025. Strategien skal bl.a. understøtte udmøntningen af midlerne til bedre seksualundervisning.

Løsning

Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (omtales som seksualundervisning) er et obligatorisk emne i folkeskolen. Det er ikke et fag med selvstændigt timetal, men skal indgå i undervisningen på alle klassetrin. Derudover er der obligatoriske sundhedsfaglige aktiviteter med sundhedsplejen i 4.-5. klasse (pubertet og kroppens udvikling) og i 7. klasse (seksuel sundhed).

Det er dermed skoleledelsens ansvar at skabe de rette rammer og indarbejde seksualundervisningen i skolens planlægning og fag mv. Strategien – jf. bilag 2 - peger på, hvordan skolerne kan løfte opgaven og leve op til krav og indhold i seksualundervisningen i samspil med medarbejdere, eksterne leverandører og eleverne.

Strategien bygger på, at det først og fremmest er i skolens hverdag, den faglige forpligtelse skal løftes, og at det handler om at sikre eleverne en åben, inddragende og inkluderende kultur, hvor det bliver naturligt at tale om seksualitet, identitet, grænser, og hvor emnerne indgår lige så naturligt i særlige forløb, som i den daglige undervisning og dialog på skolen.

Det kræver at 1) de obligatoriske aktiviteter med sundhedsplejen skal gennemføres på de bestemte klassetrin, 2) der er kvalitet i seksualundervisningen ved at sikre kompetencer både lokalt på skolen og gennem eksterne forløb, og 3) undervisningen lever op til krav og indhold i faget, og samtidigt er aktuel og tager højde for elevernes ønsker.

Ressourcerne består dels af obligatoriske forløb og dels af forløb i Åben Skole. Midlerne til en styrket indsats udløber i 2025.

Sådan er strategien blevet til

Forvaltningen har indsamlet viden, evalueringer og erfaringer for at få et billede af barrierer eller udfordringer for seksualundervisningen i folkeskolen. Det er sket gennem interviews med skoleledere, lærere og sundhedspleje, sparring med underviser i seksualundervisning på læreruddannelsen, dialog om den supplerende seksualundervisning med SUF, ekstern evaluering af seksualundervisning og data om efteruddannelse, eksterne læringsforløb, sundhedsfaglige aktiviteter mv.

Vidensindsamlingen har dannet baggrund for to workshops, hvor en række aktører bidrog med yderligere viden, erfaringer og forslag til at forny og styrke seksualundervisningen, jf. bilag 3.

Det videre arbejde med strategien

Det er skolernes ansvar at sikre at de lever op til krav og indhold i faget og kan med strategien arbejde systematisk og målrettet med faget i den almindelige drift og hverdag. Som støtte til skoleledelsen udvikles derfor en inspirationsmodel om organisering, inddragelse af elever i undervisningen og dialog med forældre, ligesom strategien formidles via ledelsesstrengen.

Inddragelsen har peget på, at der er et potentiale i at styrke samarbejdet og dialogen med lærerne, når skolen bruger eksterne aktører, sundhedsplejen mv. Der vil derfor ved indkøb af læringsforløb til Åben Skole og ifm. bookingen af den supplerende seksualundervisning være fokus på samarbejdet med lærerne i de tilgængelige forløb., så der fokuseres på både ny viden og lokal kapacitetsopbygning.

Der er også potentiale i et styrket samarbejde mellem sundhedsplejen og skolerne om de obligatoriske sundhedsfaglige aktiviteter i 4.-5. klasse (pubertet og kroppens udvikling) og i 7. klasse (seksuel sundhed). Derfor vil der fremadrettet være større fokus på, at alle klasser modtager forløbene. 

Politisk handlerum

Strategien kan suppleres med yderligere ønsker og forslag – lige som det kan besluttes, at skolerne skal prioritere yderligere tid eller midler til seksualundervisningen, enten ved en omprioritering af skolens midler eller ved at lade understøttelse af seksualundervisningen indgå i kommende budgetforhandlinger eller i overførselssager.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                               Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 17. januar 2024:

Enhedslisten stillede ændringsforslag om følgende at-punkt til erstatning af indstillingens 1. at-punkt:

”1. at strategien om styrket seksualundervisning - jf. bilag 2 – godkendes med følgende tilføjelse til pkt. 1b (side 2-3): ”Ligeledes skal sundhedsplejen sikres adgang til løbende efteruddannelse om bl.a. køn, identitet og seksualitet, fx gennem BUF Akademi”.”

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top