Mødedato: 16.12.2009, kl. 14:00
Standard for sagsbehandlingstider på PPR området
Se alle bilag
Til top
Standard for sagsbehandlingstider på PPR området
7. Standard for sagsbehandlingstider på PPR området (2009-112444)
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til igangsættelse af arbejdsgangsanalyser og arbejde der kan nedbringe sagsbehandlingstiderne på specialområdet.
INDSTILLING OG Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,
at Børne- og Ungdomsudvalget godkender, at der i samarbejde med Socialforvaltningen iværksættes arbejdsgangsanalyser i to udvalgte PPR-distrikter
at Børne- og Ungdomsudvalget godkender, at BUF bruger arbejdsgangsanalyserne som grundlag for at komme med forslag til initiativer der kan nedbringe sagsbehandlingstiden til maksimalt 4 måneder
PROBLEMSTILLING
I forbindelse med Børne- og Ungdomsudvalgets behandling af ?Revideret udmøntningsplan for Specialreformen? d. 3. juni 2009, har udvalget ønsket, at forvaltningen udarbejder måltal for sagsbehandlingstider på PPR området.
Udvalgets ønske om at få måltal for sagsbehandlingstid falder helt i tråd med Danmarks Evalueringsinstituts anbefalinger i rapport om ?Visitationsprocessen til den vidtgående Specialundervisning?. Den understreger, at sagsbehandlingstiden er en betydelig faktor for forældrenes tilfredshed med visitationsprocessen, og at det er vigtigt at minimere sagsbehandlingstiden mest muligt af hensyn til elevernes trivsel og læring. Samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at der både op til beslutningen om at indstille til udarbejdelse af Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV), samt under den efterfølgende sagsbehandlingsperiode foregår en løbende dialog mellem familien, skolen/daginstitutionen og PPR omkring den bedst mulige tilrettelæggelse af barnets tilbud i perioden, hvori PPV´en udarbejdes.
Løsning
De nuværende sagsbehandlingstider er ikke tilfredsstillende, hverken for børnene eller for deres familier. Der er derfor behov for at tage initiativer der kan nedbringe sagsbehandlingstiderne på specialområdet. For at få et godt grundlag for dette arbejde forslår forvaltningen, at der som led i Specialreformen igangsættes arbejdsgangsanalyser i to distrikter.
Formålet med analyserne er:
at der tegnes et billede af de nuværende sagsbehandlingsprocedurer i PPR
at komme med forslag til metoder til at nedbringe sagsbehandlingstiden til fire måneder
at skabe grundlag for at indføre arbejdsmetoder der nedbringer sagsbehandlingstiden i hele byen til 4 måneder
at skabe grundlag for at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at uddanne et antal medarbejdere i BUF i Lean-metoden
Lignende analyser af sagsbehandlingen i Socialforvaltningens Socialcentre har vist, at der er betydelige effektiviseringsgevinster at hente:
Mere effektiv visitation
Bedre udnyttelse af møder
Klarere ansvarsfordeling
Øget gennemsigtighed i forhold til antal sager og forløb.
For at kunne gøre brug af SOF?s erfaringer med lignende analyser, og fordi nogle af børnene og deres familier går igen hos både SOF og BUF, vil det være hensigtsmæssigt, at analyserne i de to distrikter foregår i samarbejde med SOF.
Forvaltningen foreslår, at der i 2010 afsættes 0,5 mill. kr. til at gennemføre arbejdsgangsanalyse i de to PPR-distrikter og en efterfølgende implementering i resten af byen.
Nyt informationssystem
Der er behov for løbende at sikre, at måltallene for sagsbehandlingstiden overholdes. Til det brug vil forvaltningen benytte det Kommunale Informations system (KIS) som er under implementering. KIS erstatter det oprindelige PPR-system. KIS kan give sagsbehandlere bedre mulighed for at følge sager, herunder gøre opmærksomt på, når den maksimale sagsbehandlingstid nærmer sig. KIS kan desuden understøtte en ensartet sagsbehandling og give mulighed for at måle resultaterne af nye tiltag.
BUF vil forestå diverse udtræk fra systemet til brug for analyser og generel LIS-rapporter.
Økonomi
Forvaltningen indstiller, at finansieringen i 2010 på 0,5 mill. kr. afholdes inden for den samlede ramme på specialområdet.
Videre proces
Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget godkender denne indstilling vil forvaltningen hurtigst muligt igangsætte arbejdsgangsanalyser i samarbejde med SOF i to distrikter og arbejde på at komme med initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden.
Børne- og Ungdomsforvaltningen vil fremlægge en sag for Børne- og Ungdomsudvalget i 3. kvartal 2010 med forslag til initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden, så målet om højst fire måneder kan nås.
Else Sommer /Lise Poulsen
bilag
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning den 16.12.2009
Indstillingen blev godkendt.
Udvalget gjorde opmærksom på, at det er vigtigt, at forældrene i ventetiden orienteres om det forventede forløb.