Mødedato: 16.09.2020, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Styrkelse af skolebestyrelsesarbejdet

Se alle bilag
Der skal tages stilling til styrkelse af skolebestyrelsesarbejdet på baggrund af det samlede udvalgs medlemsforslag fremsat på BUU-mødet den 6. november 2019.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne og Ungdomsudvalget,

1. at det sendes i høring at optage vedlagte forretningsorden for skolebestyrelser i styrelsesvedtægten for folkeskolen i København, jf. bilag 1

2. at det sendes i høring, at styrelsesvedtægten for folkeskolen i København ændres, så forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen kan vælges ved elektroniske valg

3. at eksempler på god praksis udgives via ”Bedst sammen” mhp. at understøtte skolebestyrelsesarbejdet, herunder de vedlagte eksempler om årshjul, dagsorden, skabelon til opsamling på kvalitetssamtalen, jf. bilag 2, 3 og 4.

4. at personalerepræsentanter og skoleledere tilbydes kompetenceudvikling i varetagelse af skolebestyrelsesarbejde

Problemstilling

BUU vedtog den 6. november 2019 et fælles medlemsforslag om, at forvaltningen med inddragelse af Skole og Forældre udarbejdede forslag, der styrker rammerne og mulighederne for skolebestyrelsesarbejdet i den københavnske folkeskole. Forslaget har sammenhæng med Børne- og Ungdomsudvalgets strategi "Vores børn — fælles ansvar", i forbindelse med hvilken udvalget bl.a. har ønsket at fokusere på inddragelse som én af vejene for at kunne indfri strategiens mål. Inddragelse af forældre er et væsentligt element, og deres mulighed for at medvirke til at sætte mål og retning for det, der foregår på skolerne, sker i væsentlig grad via skolebestyrelsesarbejdet. Sagen omhandler derfor forslag, som kan styrke arbejdet med inddragelse af forældrene gennem skolebestyrelsen.

Løsning

En arbejdsgruppe bestående af Skole og Forældre København og Børne- og Ungdomsforvaltningen (herunder en områdechef og to skoleledere) er kommet med anbefalinger til, hvordan inddragelsen af forældre kan styrkes gennem arbejdet i skolebestyrelsen. Forvaltningens forslag i sagen baserer sig på disse anbefalinger. 

Skolebestyrelsens forretningsorden

 Det fremgår af folkeskoleloven, at en skolebestyrelse selv fastsætter sin forretningsorden. Forvaltningen anbefaler, at den vedlagte forretningsorden (bilag 1) optages som bilag i styrelsesvedtægten for folkeskolen i København som vejledende og til brug i de tilfælde, hvor en skolebestyrelse ikke har fastsat en forretningsorden. Det kan give skolebestyrelsen et mere tydeligt grundlag og regelsæt for samarbejdet, og bestyrelsen kan fokusere på indholdet i deres drøftelser frem for på at formulere formalia omkring deres samarbejde. Skolebestyrelser som ønsker andre bestemmelser i deres forretningsorden kan fortsat beslutte sådanne, da forretningsordenen alene vil være vejledende.

Elektroniske valg

Arbejdsgruppen har anbefalet, at det bliver muligt at anvende elektronisk afstemning ved skolebestyrelsesvalg. Styrelsesvedtægten for folkeskolen i København giver dog ikke mulighed for elektroniske afstemninger. Skole og Forældre peger på, at elektroniske valg vil gøre det lettere for forældre at stemme og således højne stemmeprocenten, mens skoler fremhæver, at elektroniske valg vil medføre en stor administrativ lettelse. Forvaltningen har desuden forhørt sig hos andre kommuner, som alle har gode erfaringer med elektroniske afstemninger. Forvaltningen anbefaler derfor, at styrelsesvedtægten ændres, så folkeskolerne kan vælge at afholde elektroniske afstemninger i forbindelse med skolebestyrelsesvalg.

Udvidelse og videreudvikling af videns- og inspirationsportalen ”Bedst sammen”

På portalen ”Bedst Sammen” udgiver forvaltningen materialer og viden målrettet alle, der arbejder med børn i dagtilbud, skole og fritidsinstitution. Forvaltningen anbefaler, at portalen udvides, så den understøtter skolebestyrelsernes arbejde, herunder inspirerer til at videreudvikle eksisterende værktøjer og udvikle nye tiltag. Dette kan gøres gennem eksempler på god praksis, herunder de vedlagte eksempler på årshjul, dagsorden og forretningsorden (jf. de vedlagte bilag), samt nøgletal om skolens arbejde med inklusion mv.

Samarbejdet i skolebestyrelsen, herunder medarbejderrepræsentanternes muligheder

Af en protokolbemærkning fra Enhedslisten, som Alternativet og SF tilsluttede sig, i tilknytning til det oprindeligt stillede medlemsforslag om bedre inddragelse gennem skolebestyrelsesarbejdet fremgår: "Vi mener, at det er vigtigt for skolebestyrelsens rolle som demokratisk organ, at repræsentanter for skolens elever og personale har mulighed for at rådføre sig med de grupper, som de repræsenterer, og at de nyder særlig beskyttelse, således at de i bestyrelsen har frihed til at kunne kritisere ledelsens dispositioner. Vi forventer, at en beskrivelse af denne repræsentation og beskyttelse indgår i den endelige indstilling".

Medarbejderrepræsentanter kan rådføre sig med de medarbejdere de repræsenterer via personalemøder, Trio og LokalMED, pædagogisk råd, faggruppemøder mv. og i referater fra sådanne møder.

I Børne- og Ungdomsforvaltningen understøtter vi en kultur, som giver rum for professionel uenighed, så man i forhold til en konkret opgave kan give sin faglige vurdering til kende. I forhold til muligheden for at ytre sig frit har medarbejdere, som oplever sig udsat for uretfærdig behandling eller lignende, mulighed for at benytte sin Trio/arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant (MED-systemet). Københavns lærerforening vurderer ikke, at personalets mulighed for at kunne ytre sig frit er udfordret. Forældreorganisationen har en tilsvarende vurdering. Medarbejderrepræsentanter i skolebestyrelsen kan frit udtale sig om de emner, som ligger inden for skolebestyrelsens virksomhed samt sætte emner, de ønsker drøftet, på dagsordenen. Forvaltningen vurderer samlet set, at medarbejderrepræsentanter nyder tilstrækkelig beskyttelse, så de kan udtale sig frit. I dialogen om skolebestyrelsesarbejdet anbefaler lærerforeningen, at der udbydes kurser for personale og skoleledere i skolebestyrelsesarbejdet. Forvaltningen har tidligere udbudt kurser i skolebestyrelsesarbejdet, som kun har haft begrænset søgning. Forvaltningen anbefaler stadig, at der prioriteres midler hertil via BUF Akademi.

Ud over forvaltningens tilbud forestår Skole og Forældre den praktiske udformning af folkeskoleforligets beslutning (2014) om at give de nyvalgte skolebestyrelser et kompetenceløft. Gennem diverse udgivelser, webbaserede kurser og en elektronisk vidensbank tilbydes nyvalgte skolebestyrelser viden om og redskaber til bestyrelsesarbejdet.

Budget og Kvantum

Skolebestyrelsen skal føre tilsyn med skolernes budget. Den nuværende rapportering fra kommunens økonomisystem er ikke tilstrækkelig enkel. Skolebestyrelserne ønsker mere transparens i forhold til bedre at kunne foretage prioriteringer inden for de rammer, som Borgerrepræsentationen har fastsat. Arbejdsgruppen ønsker at forbedre rammerne for skolebestyrelsens diskussion af og arbejde med fx skolens økonomi og af de overordnede linjer i planlægningen af skolens udvikling. Forvaltningen har derfor igangsat et arbejde  med at udvikle rapporteringen vedr. den enkelte skoles økonomi. Et element i dette arbejde er også forslaget til den nye budgettildelingsmodel, som pt. er i høring. Samtidig hermed tilbydes skolelederne løbende bistand fra de administrative fællesskaber i forhold til rapportering på og analyse af økonomien. Samlet set er det ambitionen at styrke enkelthed og transparens og dermed skolebestyrelsens grundlag for at prioritere og træffe beslutninger. Dette skal ske under hensyntagen til den samlede økonomiske styring af området, herunder de krav som er fastsat i folkeskoleloven og gældende retningslinjer i Københavns Kommune. BUU får en uddybende status på arbejdet med den understøttende økonomirapportering, når udvalget behandler sagen efter høringen.

Skolebestyrelsers kommunikation via Aula
 
Skole og Forældre har i dialoger med forvaltningen peget på udviklingsbehov i Aula, som kan understøtte skolebestyrelsens arbejde. Forvaltningen er således i færd med at etablere en gruppe i Aula for skolebestyrelsesformænd for sammen med foreningen at teste, om denne form er velegnet til at kommunikere til de øvrige forælderrepræsentanter i skolebestyrelserne. Ligeledes vil gruppen kunne anvendes til at kommunikere skolebestyrelserne imellem. Dette arbejde forventes at være på plads i løbet af skoleåret 2020/2021, og foreningen inddrages i beslutningen om, hvordan denne gruppes skal bruges fremover.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingens 1. og 2. at-punkt sendes i seks ugers høring hos skolebestyrelser, Skole og Forældre, Brug Folkeskolen,  Københavns Fælles Elevråd og Ungerådet.

Sagen fremlægges herefter for udvalget igen på baggrund af de indkomne høringssvar.

 

Tobias Børner Stax                                                               /    Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 16. september 2020:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt, idet udvalget ønskede, at de årligt tilbagevendende forpligtede opgaver indskrives i standardforretningsordenen, fx skolebestyrelsens godkendelse af hhv. a) budget, b) ferieplan, c) bestyrelsens årsberetning (og afholdelse af skolebestyrelsens årsmøde med forældre) samt d) skolens Kvalitetsrapport (hvert andet år).

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt.

Udvalget noterede sig i forbindelse med afsnittet om "Budget og Kvantum", at skolebestyrelsen godkender skolens budget, og fører tilsyn med økonomien, dvs. skolens forbrug.

Til top