Mødedato: 16.08.2017, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. regnskabsprognose 2017

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til 2. regnskabsprognose for 2017

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender 2. regnskabsprognose for 2017

  2. at udvalget godkender, at der overføres 40 mio. kr. i 2017 til kommunekassen

Problemstilling

Tre gange om året skal BUU melde forventninger til det samlede regnskabsresultat til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Nu fremlægges den 2. prognose for 2017, som er baseret på forbrug og aktiviteter i de første 5 måneder af året. I indstillingen kommenteres de væsentligste afvigelser. 2. prognose viser blandt andet et større mindreforbrug, hvilket udvalget bedes tage stilling til.

Løsning

Som det fremgår af tabel 1 nedenfor, viser denne 2. prognose et forventet mindreforbrug på i alt 158,1 mio. kr., hvor 82,6 mio. kr. kan forklares med den decentrale opsparing, mens 75,5 mio. kr. er det reelle mindreforbrug relateret til driften. Forvaltningen har indarbejdet en forventning om, at der kan overføres 40 mio. kr. til kommunekassen, og mindreforbruget vil dermed være på 35,5 mio. kr. ekskl. den decentrale opsparing. Overførslen til kommunekassen vil ske i forbindelse med 2. sag om bevillingsmæssige ændringer, der også behandles af udvalget på dette møde.

Tabel 1: Det forventede forbrug fordelt på bevillingsområder 2017 (mio.kr.)


NB: for uddybende kommentarer om tabellen se bilag 1

Der er to hovedforklaringer på mindreforbrugets størrelse. Mindsket aktivitet forklarer ca. 49 mio. kr. Derudover er der mindreforbrug på øvrige forhold relateret til årets drift på ca. 30 mio. kr. Dagtilbud er området med det største mindreforbrug. Derfor forslås overførslen af de 40 mio. kr. til kommunekassen at ske fra dette område.  

Aktiviteten svinger over året, og ved 2. prognose er der, ligesom ved 1. prognose, færre børn og unge, som benytter kommunale og/eller selvejende institutioner end forudsat i budgetrammen. Tabel 2 nedenfor viser, hvor mange børn der oprindeligt var budgetteret med indenfor fire bevillingsområder samt den forventede aktivitet.

Tabel 2: Antal børn indenfor de fire bevillingsområder i 2017

Ligesom ved 1. prognose er det største mindreforbrug på dagtilbudsområdet. Dette område er fortsat kendetegnet ved en lavere aktivitet i kommunens egne dagtilbudsinstitutioner, mens der forekommer en stigning i kommunens øvrige kernetilbud på området, som dækker over dagpleje, private pasningsordninger og køb/salg af pladser. Den lavere aktivitet på 346 børn i kommunale og selvejende institutioner resulterer i hhv. et mindreforbrug på 81,6 mio. kr. samt merudgifter til dagpleje, private pasningsordninger og køb/salg af pladser på 39,7 mio. kr.

Der er fortsat også et samlet mindreforbrug på området for specialundervisning, hvilket dækker over både et mer- og et mindreforbrug. På dag- og døgnområdet forventes der 135 færre børn svarende til et mindreforbrug på 16,4 mio. Omvendt er der et merforbrug på 8,5 mio. kr., hvilket primært skyldes en øget efterspørgsel efter specialskoletilbud, heraf er en særlig stor del elever med autisme mv. samt højere priser på området.

Området specialdagtilbud har ved 2. prognose et merforbrug svarende til 5,3 mio. kr., hvilket primært skyldes, at der er sket en stigning i antal børn med autisme mv., som har behov for plads på specialfritidshjem og – klubber.

Mindreforbruget skyldes også en række øvrige forhold relateret til årets drift, hvoraf følgende udgør de primære forklaringer:

  • Der er færre praktikanter i daginstitutionerne svarende til et mindreforbrug på 6 mio. kr. Mindreforbruget kan bl.a. forklares ved, at man i 2015 ændrede fordelingsnøglen for praktikanter blandt Region Hovedstadens kommuner, hvilket medførte, at Københavns Kommune skulle tage en større andel praktikanter. Mindreforbruget skyldes, at udgiften hertil blev budgetteret for højt.  

  • Der er sket et fald i antallet af studerende på Pædagogisk Assistent Uddannelse (PAU), og der er faldende lønudgifter svarende til et mindreforbrug på 11,6 mio. kr.

  • Der er et etableringsefterslæb på ca. 100 specialklubpladser svarende til et mindreforbrug på 8,8 mio. kr. Dette skyldes bl.a., at man har afventet, at folkeskolereformen og fremtidens fritidsstruktur skulle falde på plads. Pt. er der iværksat etablering af 33 pladser.

  • København har modtaget færre flygtninge end forventet svarende til et mindreforbrug på 6,5 mio. kr. fordelt på aktiviteten på områderne.

  • Der er et mindreforbrug på brugen af statslige kompetencemidler på skoleområdet på 8,6 mio. kr., hvilket skyldes en lav efterspørgsel fra skolerne. Forvaltningen vender tilbage til udvalget med en flerårig plan i forbindelse med udmøntningssagen i november 2017.

Opfølgning og korrigerende handlinger

Forvaltningen følger udviklingen i økonomi og aktivitet tæt og vil om nødvendigt fremlægge forslag til korrigerende handlinger. Det foreslås med denne sag at overføre 40 mio. kr. til kassen.

Udvalget kan også i stedet prioritere det forventede mindreforbrug til at igangsættelse af nye indsatser i 2017. Hvis der prioriteres nye indsatser i 2017, skal udvalget i henhold til styringsprincippet vedtaget på ØU’s møde d. 22.5.2013 aflevere et tilsvarende beløb til kassen til tværgående omprioritering i kommunen.

Udover muligheden for at igangsætte nye indsatser, kan forvaltningen, i henhold til beslutningen om rammefleks mellem special- og almenområdet vedtaget i forbindelse med budget 2016, som udgangspunkt automatisk overføre midler mellem special- og normalområdet.

Endeligt er der mulighed for at rejse et politisk ønske om omprioritering mellem udvalgene i Økonomiudvalget.  

Ud fra en vurdering af i hvilket omfang aktivitetsnedgangen samt ændrede socioøkonomiske forhold forventes at være varige, er der indarbejdet effektiviseringer for 27,2 mio. kr. i 2018.

Økonomi

Sagen om bevillingsmæssige ændringer som følge af 2. regnskabsprognose behandles også på dette møde. 

Videre proces

Det forventede regnskab pr. juni 2017 for hele kommunen forelægges Økonomiudvalget d. 23.8.2017 og Borgerrepræsentationen d. 31.8.2017. Den 8.11.2017 skal udvalget tage stilling til 3. regnskabsprognose for 2017.

Tobias Børner Stax         /Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev forkastet af et enigt udvalg.

Til top