Mødedato: 16.08.2017, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Anlægsbevilling til udvidelse af Peder Lykke Skolen mv.

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til udmøntning af anlægsbevilling på 117,1 mio. kr. til udbygning af Peder Lykke Skolen med 1 skolespor og 112 fritidspladser samt etablering af Fremtidens Fritidstilbud, madskole og udvidelse af udearealer.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 117,1 mio. kr. til udbygning af Peder Lykke Skolen med 1 skolespor og 112 fritidspladser samt etablering af Fremtidens Fritidstilbud, madskole og udvidelse af udearealer.

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 4.

Problemstilling

Behovsprognosen viser, at der i København skal findes 46 skolespor inden 2039. Udvidelsen af Peder Lykke Skolen med 1 skolespor er en del af løsningen. I budget 2016 blev der besluttet at undersøge to scenarier for udvidelsen af Peder Lykke Skolen; et, hvor skolen er forberedt til en efterfølgende udvidelse af tandklinikken og et, hvor skolen ikke er forberedt til en efterfølgende udvidelse af tandklinikken. Til disse hovedscenarier blev det besluttet at udarbejde et tilvalgsscenarie vedrørende madskole for 20,9 mio. kr.

Løsning

Projektet indeholder en om- og udbygning af Peder Lykke Skolen fra en tre sporet til en fire sporet skole med 448 fritidspladser, hvoraf de 358 ligger på skolen og er indeholdt i dette projekt, som besluttet i Fremtidens Fritidstilbud. Derudover indeholder projektet etablering af madskole og etablering og udvidelse af udearealer til anvendelse af både skolen og områdets beboere på Birketinget. Projektet er koordineret og udføres samtidig med den besluttede helhedsrenovering af skolen.

Skolens nye bygning og ombygning i eksisterende skolebygning

Peder Lykke Skolen er en åben plan skole opført i 1973, byggeriet er i en etage, med teknikarealer i kælder. Byggeriet er organiseret i en hovedbygning der rummer faglokaler, administration og idrætshal, samt 6 mindre huse bestående af klasseværelser, grupperum, og personalefaciliteter organiseret omkring et stort fællesrum. En stor del af den nye kapacitet til det ekstra spor findes ved, at der omorganiseres i det eksisterende byggeri.

I den fremtidige organisering af skolen vil de 6 huse rumme alle klasseværelser, gruppefaciliteter, og faciliteter til personales forberedelse og pauser. Husene hænger sammen to og to, og det har været afgørende, at skolen også fremadrettet skal være inddelt i indskoling, mellemtrin og udskoling, og at en årgang skal ligge samlet i samme hus. Basisområderne bliver optimeret, så der kommer en bedre akustik og en indretning med fast inventar, der understøtter mulighederne for at veksle mellem forskellige former for undervisning og ophold.

På faggangen i det østlige hjørne nær ved indskolingen og faglokaler for de kreative fag indrettes det nye fritidshjem. Garderobeområde til de tre afdelinger indskoling/fritid og mellemtrin og udskoling indrettes med garderobeskabe til de mindste og lockers til de store på faggangens areal i umiddelbar tilknytning til den enkelte afdeling. I alle basislokaler etableres der knagerækker. På faggangen i den eksisterende bygning vil der også fremover være faglokaler. Håndværk og design og billedkunst kommer til at ligge i forlængelse af fritidshjemmet. Idrætshallen bibeholdes i det store hele uændret, udover at der etableres mulighed for at hallen kan opdeles i to og der etableres visuel forbindelse mellem hal og udeområder.

Ny Bygning

Den nye bygning placeres på kanten af det eksisterende bygningsanlæg op mod Birketinget. Den ene del af bygningen vil rumme produktionskøkken til madskole, spiseområde og faglokale til madkundskab. Den anden del af den nye bygning, kommer til at rumme scienceområdet bestående af to faglokaler til fysik og et indendørs faglokale og et udendørsområde til faget natur teknologi.

Udearealer, parkering og sikkerskolevej

Den eksisterende struktur og karakter for Peder Lykke Skolens uderum bevares og de eksisterende fire gårdrum imellem bygningsfløjene får hver en opkva­lificering og beplantning som understøtter brugen af de enkelte rum. Udearealerne er delt op, så de benyttes af hhv. de små, de mellemste og de store børn. I direkte forbindelse med skolens eksisterende udearealer indrettes der et nyt område til brug for både skolen og områdets beboere. Birketinget omdannes til et nyt område for boldspil, løb og ophold, dette område. Den eksisterende parkeringsplads mod Brydes Allé bibeholdes og omdis­poneres så den, som oprindeligt, indeholder 72 pladser, hvoraf en er handikap-plads. På Birketinget bevares 18 af de eksisterende parkeringspladser. Der etableres cykelparkering ved to af skolens primære indgange, Tingvej og Birketinget. Den endelige udformning af det­te område kommer til at ske i tæt samarbejde med Sikker Skolevej.

Genhusning

Eksisterende bygninger og friarealer ombygges og ibrugtages i etaper. Plan for genhusning indebærer, at udskolingen genhuses i pavillon på skolens parkeringsplads i hele byggeperioden fra januar 2018 til juni 2019.

Tilgængelighed

For at opfylde behovet om forbedret tilgængelighed, etableres der en ny rampe ved hovedindgangen til skolen. I den nye bygning, der er i to etager, etableres elevatorer.

Brugerinddragelse

Der er intet i høringssvaret der giver anledning til bemærkninger. Høringssvar fremgår af bilag 1.

Praktikpladser

Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikantpladser svarende til 6,4 årsværk.Se bilag 7.

Udtalelse Byggeri København

Det bemærkes at både økonomi og tidsplan vurderes at være realistiske. Der er dog risiko for ekstra økonomi, da der først ved byggestart kan gennemføres 100% færdige undersøgelser af en §8 redegørelse. Dette og ekstraordinært vintervejr, kan også medføre forsinkelser i en ellers realistisk tidplan. Se bilag 6.

Tidsplan

Eksisterende bygninger og friarealer samt nybyggeri udføres og ibrugtages i etaper. Den sidste etape afsluttes sommeren 2019, med ibrugtagning til skolestart i august.

Økonomi

I Budget 2016 blev der afsat 117,1 mio. kr. (2017 p/l) til udbygning af Peder Lykke Skolen med 1 spor og i alt 273 fritidspladser, hvoraf 112 skyldes det ekstra spor og 161 pladser skyldes implementering af Fremtidens Fritidstilbud. I budgettet indgår desuden 19,2 mio. kr. til etablering af madskole og 18,1 mio. kr. til modernisering af skolens udeareal. Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.

Benchmark anlægsøkonomi

Udbygningen af Peder Lykke Skolen fra 3 til 4 spor inkl. Fremtidens Fritidstilbud, madskole og modernisering af udeareal koster i alt 117,1 mio. kr. (2017 p/l). Fratrækkes udgifterne til Fremtidens Fritidstilbud, madskolen og udearealet koster udbygningen 111,3 mio. kr. Tabel 3 i bilag 8 viser budgetterne for de senest igangsatte udbygninger. Prisen for at udbygge Peder Lykke Skolen ligger på niveau med gennemsnittet på 107,8 mio. kr. pr. spor.

Driftsøkonomi

De årlige driftsudgifter for det nye spor på Peder Lykke Skolen forventes at være på 19.146.257 kr. Det svarer til 87.028 kr. pr. elev, hvilket er 24 % højere end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter pr. elev i Københavns Kommune, som er 70.280 kr. De relativt høje driftsudgifter skyldes en høj basishusleje til KEID.

Videre proces

Efter Børne- og Ungdomsudvalgets behandling af sagen forelægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

                             Tobias Børner Stax                   /                Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top