Ændring af skoledistriktsinddeling
Ændring af skoledistriktsinddeling
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 16. august 2006
12. Ændring af skoledistriktsinddeling
J.nr. 303499
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at rode 335 og dele af rode 329 overføres fra grunddistriktet for Skolen på Islands Brygge til grunddistriktet for Amager Fælled Skole, og at rode 329 deles langs Thorshavnsgade, så den østvendte del "Ny Tøjhus" overføres til Amager Fælled Skole
at rode 312 overføres fra Bispebjerg Skole til Holbergskolens grunddistrikt
at de beskrevne ændringer i skoledistriktsinddelingen på Østerbro vedrørende Kildevældskolen, Strandvejsskolen, Randersgades Skole, Heibergskolen og Langelinieskolen godkendes
at der fastsættes et princip om fastlæggelse af en maksimal klassekvotient for optagelse af elever uden for grunddistriktet
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2006
Udvalget vedtog, at forvaltningen i samarbejde med Hanssted Skole og Ålholm Skole samt med inddragelse af eventuelle andre nærliggende skoler udarbejder forslag til ændring af deres grunddistrikter, således at de sociale udfordringer på Carl Th. Dreyers Vej fordeles på flere skoler med virkning pr. 1.8.07.
Udvalget vedtog desuden, at forvaltningen i januar 2007 fremlægger en redegørelse om anvendelsen af Københavnermodellen for integration vedrørende indskrivningen til Ålholm Skole i forhold til Hanssted Skole og Hyltebjerg Skoler .
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Den 26. april 2006 besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at sende en række forslag om ændringer i skolernes grunddistrikter i høring. Ved høringsfristens udløb har samtlige berørte skoler afgivet høringssvar.
Forslagene falder i to kategorier, idet den ene kategori består af forslag om distriktsændringer, der jævnfør "Faglighed for Alle" har til formål at underbygge Københavnermodellen for integration ved at gennemføre en mere ligelig for deling af elevunderlaget ved de enkelte skoler. Den anden kategori består af forslag om distriktsændringer med det formål at tilpasse skolernes elevunderlag til skolernes fysiske kapacitet.
På baggrund af oplysninger fremkommet i høringen bortfalder to af de i alt tre forslag, der har til formål at sikre en mere ligelig fordeling af elevunderlaget ved skolerne. Der søges i stedet en mere balanceret elevsammensætning på disse skoler ved hjælp af Københavnermodellen for integration. Denne udvikling følges dog nøje med henblik på at fremsætte fornyet forslag om distriktsændringer, såfremt forældrene ikke udnytter Københavnermodellen i tilstrækkeligt omfang.
De øvrige forslag fastholdes, herunder forslagene, der har til formål at tilpasse skolernes elevunderlag til skolernes fysiske kapacitet på Østerbro og på Islands Brygge.
Endvidere foreslås, at der i Styrelsesvedtægten for Folkeskolen fastsættes et princip, som giver mulighed for, at Børne- og Ungdomsudvalget forud for hvert skoleår kan fastsætte en maksimal klassekvotient for optagelse af elever uden for grunddistriktet.
Det bemærkes endvidere, at forslag om distriktsændringer og skolestruktur på Nørrebro, samt etablering af heldagsskoler og medudrulning af Københavnermodellen for integration behandles i særskilte indstillinger.