Skolerne maksimale kapacitet 2013/14
Indstilling og beslutning
- at skolernes maksimale kapacitet for skoleåret 2013/14 (antallet af spor på 0. klassetrin) godkendes
- at flytning af modtageklasser fra Nørrebro Park Skole og Grøndalsvængets Skole til Ny skole på Strandboulevarden godkendes
- at forslag om eventuel flytning af M-3 klasse fra Korsager Skole til Tagensbo Skole udskydes til der foreligger et forslag til ændring af ressourcetildelingsmodel for M-3 klasseområdet
- at forslag om maksimalt syv 7. klasser på Højdevangens Skole og fire 7. klasser på Katrinedals Skole godkendes
- at den nuværende placering af 10. klasse for det kommende skoleår godkendes
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 21.11.2012 at sende forslag for skolernes maksimale kapacitet for det kommende skoleår i høring, dvs. fastlæggelse af den maksimale kapacitet på børnehaveklassetrinnet (antal af spor), modtageklasser (flytning af tre klasser), maksimal kapacitet på 7. klassetrin på Katrinedal Skole og på Højdevangens Skole, samt 10. klassesområdet for kommende skoleår, se bilag 1.
Ved høringsfristens udløb er der kommet 19 høringssvar fra berørte skolebestyrelser, samt svar fra Københavns Lærerforening og 6 svar fra lokaludvalg. Høringssvar og en opsummerende oversigt over svarene med tilknyttede bemærkninger fra forvaltningen fremgår af bilag 2 og 3.
På baggrund af høringssvarene fremlægger forvaltningen endeligt forslag til skolernes kapacitet for skoleåret 2013/14.
Løsning
Nedenfor gennemgås de indkomne høringssvar overordnet samt forvaltningens anbefalinger.
0. klasser (spor)
De skoler, der har afgivet høringssvar, tager alle, undtagen Rådmandsgades Skole, Guldberg Skole, Grøndalsvænget og Hyltebjerg Skole, forslaget om fastsættelse af maksimal kapacitet til efterretning.
Rådmandsgades Skole ønsker kun at oprette maksimalt 3 spor med henvisning til fordelingsmæssige argumenter, og Guldberg Skole skriver, at der ikke umiddelbart er plads til 4 spor, da skolen har udlånt lokaler til andet brug.
Forvaltningen gør opmærksom på, at begge skoler er bygget til 4 spor, og at børnene bosat i skolernes grunddistrikter - hvor der potentielt er elever til fire spor - har ret til optagelse på disse skoler. På den baggrund fastholder forvaltningen, at begge skoler skal oprette op til 4 spor på begge skoler som foreslået.
Grøndalsvængets Skole anfører, at der ikke er god plads til 3 spor til kommende skoleår.
Forvaltningen bemærker, at skolen er bygget til 2 spor, men det undersøges, om skolen kan udvides til en 3 sporet skole, da der ikke umiddelbart er andre skoler i nærheden, der kan tage det tredie spor inden for deres fysiske kapacietet. Endvidere foreslår forvaltningen, at der flyttes en modtageklasse fra Grøndalsvænget til den ny skole på Strandboulevarden (se afsnit om modtageklasser nedenfor).
Hyltebjerg Skole forventer, at der dannes 4 klasser i stedet for 3 på grund af søgningen til skolen og ønsker derfor en undersøgelse af mulighederne for udbygning til 4 spor. Forvaltningen bemærker, at Hyltebjerg Skole er bygget til tre spor, og at erfaringen fra tidligere år viser, at fire spor på Hyltebjerg udtynder grundlaget for Vanløse Skoles tre spor på grund af det frie skolevalg. På denne baggrund foreslår forvaltningen, at forslaget om, at Hyltebjerg skole maksimalt opretter tre spor, gennemføres.
Modtageklasser
I forlængelse af strategi for placering og dimensionering af modtageklasser har forvaltningen foreslået at overføre en M-0 klasse fra Nørrebro Park Skole og en M-1 klasse fra Grøndalsvængets Skole til Ny skole på Strandboulevarden. Det er tillige foreslået at overføre en M-3 klasse fra Korsager Skole til Tagensbo Skole.
Vedrørende M-0 og M-1 til ny Skole på Strandboulevarden.
Skolebestyrelsen på Nørrebro Park Skole og Ny Skole på Strandboulevarden (repræsenteret ved skolebestyrelsen på Langelinieskolen) støtter forslaget, men Ny skole på Strandboulevarden mener ikke at have plads til de to klasser permanent før 2015.
Grøndalsvængets Skole mener, det er uhensigtmæssigt at flytte deres M-klasse allerede nu, et år efter den blev etableret
Forvaltningen skal bemærke, at forslaget om at flytte modtageklasserne til den nye skole på Strandboulevarden ligger i tråd med strategien på modtageklasseområdet om at placere klasserne der, hvor det giver mest fordeling. Forvaltningen er enig i, at der i skoleåret 2014/15 kommer et kapacitetsproblem på den nye skole på Strandboulevarden, som skal løses, men til det kommende skoleår og igen i 2015 er der plads til de foreslåede to modtageklasser. Forvaltningen foreslår defor, at modtageklasserne flyttes nu, så de kan starte op sammen med de øvrige børn på den nye skole.
Vedrørende M-3 klasse fra Korsager Skole til Tagensbo Skole
Der er indkommet svar fra Korsager Skole, der ikke kan støtte forslaget, idet skolen har opbygget et godt fagligt miljø omkring modtageklassen og har plads til klassen og vurderer, at en flytning vil betyde større afstande for eleverne i området omkring Korsager, hvis de skal på Tagensbo Skole. Der er ikke indkommet svar fra Tagensbo Skole.
Idet M-3 området er foreslået omorganiseret, således der kan opnås større og mere fleksible ordninger på dette område (storgruppeordninger), og idet der tillige i løbet af 2013 forventes fremlagt forslag til ny budgetmodel for området, samt i lyset af høringssvaret fra skolen, foreslår forvaltningen, at forslaget om en eventuel flytning udskydes, til der forligger en ny budgetmodel på M-3 klasserne.
7. klasser på Katrinedal og Højdevangens Skole
Katrinedal Skole har ikke afgivet bemærkninger til forslaget, men Højdevangens Skole har fremsat ønske om tilladelse til at oprette otte 7. klasser for at få en lavere klassekvotient i klasserne.
Forvaltningen bemærker, at Højdevangens Skole med syv 7. klasser og det nuværende antal elever vil have 26 - 27 elever til hver klasse. For at sikre de øvrige skoler i områderne imod dræning i udskolingen, foreslår forvaltningen forslaget opretholdt.
10. klasser
Der er ikke indkommet høringssvar imod forslaget om at bibeholde 10. klassestilbuddet og placeringen til kommende skoleår. Dog ønsker Amager Fælled Skole deres 10. klassetilbud flyttet af hensyn til kapaciteten, da de gerne vil have plads til fire spor. Forvaltningen fastholder det fremlagte forslag for det kommende skoleår, hvor der plads til fire spor samt 10. klassetilbud. Forvaltningens argument for dette er, at der ikke er andre oplagte steder at placere 10. klassetilbuddet og at det i øvrigt undersøges i 2013, om Amager Fælled Skole kan udbygges til at rumme fire spor.
Øvrige kommentarer
I forbindelse med høringen er der indkommet bemærkninger og svar fra skoler, som ikke direkte vedrører maksimal kapacitet, modtageklasserne eller udvalgsbeslutningen om 10. klasserne. Disse bemærkninger samt forvaltningens kommentarer ses i bilaget, som resumerer høringssvarene.
Enkelte skoler har udtrykt ønske om tilpasninger af deres grunddistrikter. Forvaltningen gør opmærksom på, at forslag til ændringer af grunddistrikterne for skoleåret 2014/15 forventes forelagt for Børne- og Ungdomsudvalget på et senere møde primo 2013, og at sagen forventes behandlet efter gennemført høring inden sommerferien 2013.
Økonomi
De foreslåede ændringer er udgiftsneutrale på driftssiden, da budgetmodellen er elevtalsafhængig. Dog skal der ses på driften af modtageklasser generelt i forbindelse med udarbejdelse af en ny budgetmodel på området, der forventes forelagt for udvalget i 2013.
Anlæg
En række af forslagene til ændringer af kapacitetet på skoler er finasieret i igangsatte udbygningsprojekter. De resterende udvidelser skal søges finansieret i kommende budgetter, såfremt det er muligt at udvide skolerne, hvilket nu undersøges. De afhjælpende foranstaltninger, der skal iværksættes generelt i byen på grund af manglende kapacietet, dækkes midlertidigt af en pulje afsat til dette formål i 2013 (jf. budget 2013).
Videre proces
I løbet af 2013 udarbejdes forslag om en ny budgetmodel for M-klasserne, samt forslag til samling af M3 klasserne i færre og større enheder. Der ses i denne forbindelse også på mulighederne for, at modtageklasseeleverne har et kortere eller længere forløb i modtageklasserne.
Else Sommer /Henriette Bjørn Nielsen
Beslutning
Indstillingens fjerde at-punkt blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, B, F og Ø.
Imod stemte 3 medlemmer: C, O og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev herefter godkendt i sin helhed.
Rasmus Jarlov (C), Karin Storgaard (O) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført protokollen: "Vi ønsker ikke at lægge begrænsning på optaget til Højdevangens og Katrinedals syvende klasser. Det forekommer paradoksalt, at man først tvinger henholdsvis en overbygningsskole og en profilskole igennem - og dernæst begrænser adgangen hertil. Det må da være den sikre vej til et øget flow i retningen mod privatskolernes syvende klasser."