Mødedato: 15.12.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Opfølgning på medlemsforslag i BUU om øget brug af socioøkonomi på skoleområdet ifm. afrapporteringer

Se alle bilag

Forvaltningen giver med denne sag forslag til, hvordan elevernes resultater og udvikling kan knyttes til deres sociale og økonomiske baggrund. Sagen fremsættes på baggrund af et medlemsforslag stillet af Enhedslisten. Det skal besluttes, om forslaget kan godkendes.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at faglige og trivselsmæssige resultater på skoleområdet hvert år kobles til forældres uddannelsesniveau samt med eksisterende opgørelser, hvor der anvendes socioøkonomiske baggrundsdata.

Problemstilling

BUU har på baggrund af medlemsforslag stillet af Enhedslisten i BUU den 22. september 2021 bedt forvaltningen om forslag til en model, som kan knytte resultater på skoleområdet om elevernes faglige og trivselsmæssige udvikling med oplysninger om elevernes socioøkonomiske baggrund. Resultaterne skal både kunne sammenholdes mellem kommunens skoler, og med landsresultater eller andre kommuner. Modellen skal sikre, at udvalget får præsenteret et billede af forholdene mellem sammenlignelige socioøkonomiske grupper.

Forvaltningen fremlægger et forslag, der er enkelt at implementere og som giver udvalget data om elevernes baggrund, selv om det ikke fuldt ud imødekommer medlemsforslaget. Yderligere tiltag vil kræve finansiering.

Løsning

Årlige opgørelser med inddragelse af forældres uddannelsesniveau og eksisterende socioøkonomiske opgørelser

Forvaltningen har via ministeriets datavarehus som noget nyt mulighed for at trække på data om forældres uddannelsesbaggrund og sammenholde disse data med elevernes faglige resultater, fravær og overgang til ungdomsuddannelse. Forældrenes uddannelsesbaggrund er en afgørende faktor for elevens udvikling, resultater og chance for selv at komme i uddannelse. Opgørelsen kan dermed give en mere nuanceret viden om eleverne, hvilket vil det øge muligheden for målrettede indsatser baseret på den enkelte elevs forhold snarere end et helt byområde eller en hel skole.

Det er forvaltningens intention, at analyserne ud over at understøtte BUU’s beslutninger udformes, så de fx kan indgå i skoleledelsernes selvanalyser af skolens udvikling og som led i de løbende kvalitetssamtaler mellem skole og områdechef.

Denne løsning kan varetages inden for de afsatte ressourcer og er uden ekstra udgifter. Opgørelserne vil være tilgængelige umiddelbart samtidig med ministeriets offentliggørelse af de førnævnte emner.

I tillæg til denne løsning kan BUU i forbindelse med den årlige faglighedsdrøftelse fremover også få forelagt en kommunebaseret socioøkonomisk reference, så det er muligt at sammenholde, om kommunens folkeskoler som helhed formår at løfte eleverne til det karakterniveau, man statistisk set ville forvente i kommunen ud fra dens elevsammensætning sammenholdt med landets øvrige kommuner, jf. bilag 2.

BUU kan desuden få forelagt opgørelse med inddragelse af forvaltningens beregning af socioøkonomi for København alene. Det giver mulighed for at sammenligne resultater på tværs af byen – fx om nogle skoler løfter eleverne over forventning, når man sammenligner med skoler, hvor eleverne har tilsvarende socioøkonomisk baggrund.

Opgørelser efter faste intervaller med inddragelse af forældres uddannelses- og indkomstniveau

 Et notat med samme omfang og indhold som notatet, der henvises til i medlemsforslaget - jf. bilag 1 - baseret på indhentede data fra Danmarks Statistik, vil indebære dels øget træk på medarbejderressourcer og inddragelse af ekstern part, og det vurderes, at majoriteten af arbejdsgangene vil skulle gentages ved hver opgørelse. Opgørelserne vil også afføde ekstra udgifter, når data skal rekvireres, idet forvaltningen ikke aktuelt selv ligger inde med disse. Udgifter og ressourcetræk vil øges jo oftere opgørelserne foretages. Hvis BUU ønsker disse yderligere opgørelser, forudsættes finansiering i kommende budgetter.

Det bemærkes, at Danmarks Statistiks registre offentliggøres senere end forvaltningernes data, hvorfor opgørelser baseret på disse må forventes at være forsinkede i op til 12 måneder. Opgørelserne vil således ikke være øjebliksbilleder, men vil til gengæld give mulighed for mere detaljerede analyser og vil, hvis de opgøres med jævne intervaller, fx hvert fjerde år, grundigt kunne angive tendenser og udvikling på skoleområdet, herunder mulighed for at give et billede af sammenlignelige socioøkonomiske grupper.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

BUU vil fremover få vist data, som inddrager forældres uddannelsesbaggrund. Hvis BUU ønsker opgørelser med inddragelse af data fra Danmarks Statistik om forældres hustandsindkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet, forudsættes finansiering i kommende budgetter. BUU kan bestille budgetnotat herom.

 

Tobias Børner Stax                                                 Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. december 2021:

Indstillingen blev godkendt.

B, C, F, Ø og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi mener, at forvaltningens fremlagte løsning ligger langt fra det oprindelige forslag, og den vil ikke sikre, at udvalget har et tilstrækkeligt oplyst grundlag for de politiske beslutninger i udvalget, og den vil heller ikke sikre offentligheden et ordentligt indblik i betydningen af elevernes sociale baggrund for deres faglige resultater, fravær og trivsel i folkeskolen i København. Det opfatter vi som utilfredsstillende, og er derfor parate til at genfremsætte et forslag i den kommende periode, der kan sikre et bedre datagrundlag som udgangspunkt for de politiske drøftelser i udvalget.”
Til top