Mødedato: 15.12.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Evaluering af BUU strategien og overlevering til nyt BUU

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage den afsluttende status på udvalgets strategi ’Vores børn – fælles ansvar’ til efterretning. Udvalget skal endvidere godkende og evt. supplere hhv. deres egne og forvaltningens forslag til fokuspunkter, som fremlægges for det kommende udvalg.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget:

  1. at den afsluttende status på udvalgets strategi ’Vores børn – fælles ansvar’ tages til efterretning
  2. at udvalget godkender og evt. supplerer udvalgets egne fokusområder samt forvaltningens fokusområder, som videregives til det kommende Børne- og Ungdomsudvalg

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget vedtog i januar 2019 strategien for børn og unge i København ’Vores børn – fælles ansvar’. Strategien indeholder fem forandringer og fire greb, som beskriver vejen til at opnå forandringerne.

BUU's strategi har de seneste år udgjort en fokuseret ramme for målsætninger og prioriteringer på børne- og ungeområdet. På mødet præsenteres udvalget for status på strategien, hvordan der er arbejdet med grebene i strategien de sidste 3 år og hvilke udfordringer, der fortsat er på området.

På BUU-mødet den 22. september 2021 blev det - i forbindelse med dagsordenspunktet om frihed for krav om udarbejdelse af kvalitetsrapport for folkeskolen i 2022 - bl.a. besluttet, at BUU "inden denne valgperiodes udløb – og i tilknytning til en opsamling på BUU-strategien - får forelagt eksempler på hvordan skolerne arbejder med kvalitet, og at Børne- og Ungdomsforvaltningen samtidig peger på, hvorledes udvalgets egne fokuspunkter for kvalitet, der tidligere blev fulgt op på i forbindelse med kvalitetsrapporten fremlægges for det kommende Børne- og Ungdomsudvalg”.

Løsning

Afsluttende status på strategien

Den afsluttende status bygger på de seneste kvalitetsrapporter for skoler og dagtilbud samt på kvantitative indikatorer for kvalitet (bilag 1) og på en case-samling med eksempler på skoler og institutioners arbejde med strategien og med kvalitet (bilag 2). Case-samlingen gøres tilgængelig for institutioner og skoler, ligesom den vil blive givet til det nye BUU. 

Status viser, at en række målsætninger er indfriet eller godt på vej, men at der også er målsætninger der bør arbejdes videre med at indfri.

  • Antallet af institutioner med to eller flere pejlemærker i "ny indsats" i de pædagogiske tilsyn er faldet fra 41 til 12
  • Andelen af 1-2-årige børn bosat i udsatte områder, der ikke er indmeldt i et dagtilbud, er faldet fra 24 til 12 pct.
  • Karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangseksamen er steget fra 7,3 til 7,8
  • Karaktergabet mellem et- og tosprogede elever er mindsket fra 1,7 til 1,4
  • Andelen af almenelever, der ikke opnår mindst 2 i dansk og matematik ved folkeskolens prøver, er faldet fra 11 til 3 pct.
  • Andelen af elever i specialtilbud, der tager folkeskolens afgangseksamen er steget fra 45 til 58 pct.
  • Andelen af elever med sproglige udfordringer i 0. klasse er steget fra 12,8 til 14,6 pct. (2018-2020)
  • Andelen af uddannede pædagoger i de københavnske daginstitutioner er faldet fra 57 til 51 pct. (2017-2020)

I forlængelse af disse resultater er der særligt to områder, som træder frem:

  • Inkluderende læringsmiljøer: Antallet af børn, der henvises til specialtilbud, stiger i hele landet. I København har vi også oplevet en stigning, som nu ser ud til at være bremset. Aktuelt ligger specialundervisningsprocenten på 5,4%, hvor målet er 5,2% (niveauet fra 2019). I folkeskoler og daginstitutioner er visionen, at der skal der være plads til børns forskellighed, og med indsatsplan "Plads til forskellighed" skal der arbejdes med at styrke skoler og daginstitutioner i deres daglige arbejde, så alle børn mødes på egne forudsætninger, ønsker og behov af en dygtig voksen.
  • Chancelighed: Selvom karakterforskellen på et- og tosprogede børn er mindsket de seneste år, er der stadig alt for stor forskel på, hvilke muligheder børnene går ud af folkeskolen med. Der er bl.a. besluttet en investeringscase som skal styrke kompetencer til at arbejde med sprog i dagtilbud og oprettet skolepartnerskaber, som sammen undersøger forskellige måder at sætte ekstra turbo på de tosprogedes faglige resultater.

Udvalgets egne fokusområder til det nye udvalg

BUU har bedt om en opfølgning på nogle spørgsmål, som udvalget ellers ville have fået ved skolernes kvalitetsrapport, der i år blev gjort frivillig af hensyn til skolernes mulighed for at fokusere på børnenes læring og trivsel efter corona-nedlukningen. Disse oplysninger indgår i case-samlingen i bilag 2 i form af eksempler på arbejdet med undervisningen i dansk som andetsprog (Husum Skole), mobning og trivsel (Harrestrup Å Skole) samt om feedback som supplement eller alternativ til karakterer. Case-samlingen præsenteres for det nye Børne- og ungdomsudvalg ifm. deres introduktion.

 Forvaltningens forslag til fokusområder til det nye udvalg

Forvaltningen peger som et supplement til ovenstående på en række indsatser, som kun lige er kommet i gang med at skulle implementeres, og derfor kræver opmærksomhed. Det drejer sig bl.a. om:

Styrket inddragelse af børn, unge og forældre ift. at sætte mål og retning for det, der foregår i dagligdagen i institutioner og skoler, herunder både i skolebestyrelser og elevråd og i den daglige læring. Der er afsat midler fra Budget 2022 til indsatsen. Udover det er der i BUF en inddragelse i anlæg af nye skoler og institutioner. Det kan nogle gange være en udfordring at inddrage, blandt andet fordi tidhorisonten er så lang, og at det derfor ikke er de brugere, som involveres, der i sidste ende skal anvende tilbuddet. Ofte synliggør inddragelsen også, at der er modsatrettede interesser og at alles ønsker og synspunkter ikke kan imødekommes. Det er en løbende opgave hele tiden at sikre mest mulig gennemsigtighed og tydelig kommunikation for alle relevante parter. 

Stærke fællesskaber og trivsel for unge: "Investering i et godt fritidsliv i Københavns Kommune" blev afsluttet i 2021 med vedtagelse af en vision for en langsigtet udvikling af tilbud til unge  København. Lige nu etableres "UngeVærker" som en slags forløbere for Ungehuse i takt med, at der findes muligheder og finansiering til at realisere visionen.

Mere ledelse tæt på børnene: Siden 2011 er antallet af dagtilbudsledere reduceret samtidig med, at antallet af børn er steget. BUU besluttede på møde den 9. juni 2021 principper og pejlemærker for dagtilbudsområdet, der skal styrke den nære pædagogiske ledelses tæt på børn, medarbejdere og forældre. Der skal arbejdes videre med adskillelse af småbørns- og fritidsområdet, rekrutteres mere pædagogisk ledelse og reduceres i klyngestørrelsen.

Styrket behandling af klager: I de tilfælde hvor samarbejdet og dialogen mellem forældre og skole eller institution er gået i hårdknude og resulteret i en klagesag, har BUF i 2021 etableret en central klageenhed. Klageenheden har betydet, at der er etableret en indgang, hvor borgere kan få et andet blik på en konkret klagesag, og at borgere er sikret et effektivt sagsforløb, når der sendes klager om samme forhold, til forskellige instanser. Arbejdet i klageenheden følges tæt af udvalget, og der arbejdes forebyggende i institutioner og skoler via en særlig task force, som træder til, hvis opgaven vokser lederne over hovedet. Der vil fremadrettet være en tæt dialog med Borgerrådgiveren, så Klageenheden løbede får bud på mulige yderligere initiativer til at forbedre forvaltningens sagsbehandling og borgerbetjening.

Uvildighed i tilsynet: For at sikre en større uvildighed i det pædagogiske tilsyn i dagtilbud, er der pr. januar 2021 etableret en bydækkende tilsynsenhed, som skal føre tilsyn med tilsynet og udvikle tilsynsgerningen på tværs af de fem områder. Den bydækkende tilsynsenhed skal på stikprøvebasis deltage ved tilsynsbesøg i hele kommunen. En øget uvildighed i tilsynet skal medvirke til at udvikle og højne kvaliteten i tilsynet, og sikre de bedste rammer for institutionernes arbejde med pædagogisk kvalitet.  

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Fokusområderne overdrages til det nye BUU. 

 

Tobias Børner Stax                                                 Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. december 2021:

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt og suppleret med udvalgets egne fokusområder, som videregives til det kommende Børne- og Ungdomsudvalg.
 
Til top